Knoppernes årlige rytme og betydning

Knoppernes vækst er en afgørende faktor for formen i nordmannsgranjuletræer. Kendskab til vækstrytmen øger mulighederne for at indrette dyrkningen optimalt.

Formproblemer i nordmannsgranjuletræer kan ofte relateres til skudstrækningen, eksempelvis ved topskud eller sideskud, der vokser for lidt eller for meget. Denne vækst er i høj grad afhængig af knopperne.

Den årlige cyklus

Nye knopskæl dannes fra maj til slutningen af juni. Omkring solhverv er det muligt at se skællene omkring den nye topknop samt et sæt af kransknopper. Efter midsommer dannes der nåle i stedet for skælblade, eksisterende skælblade fortsætter dog med at vokse. Cirka en måned efter efterårsjævndøgn er knopperne færdigdannet i alle detaljer. Dermed er alle nåle i det kommende års skud dannet i knopperne før vinterhvilen.

I enkelte tilfælde fortsætter knopperne med at danne nåle for en kort periode i foråret. Dette ses som en meget tæt formation af nåle omkring knoppen. Eventuelle sideknopper vil ofte have en mere eller mindre tydelig stilk, gode vækstforhold øger hyppigheden for forekomsten af 'dobbelt' nåledannelse.

Knoppernes betydning

En vigtig observation er, at antallet af nåle på nye skud dermed er afhængigt af vækstforholdene fra forrige vækstsæson. Desuden er antallet af grene, der kommer til at gro frem mellem kransene, påvirket af vækstforholdene to år bagud.

Udover vækstforholdene forår og forsommer, så afgøres skudlængden af det antal nåle, der er dannet i knopperne, samt nålenes tæthed heri. Begge forhold er blevet bestemt efteråret 'inden' - før vinterhvilen. Alt andet lige så øges skudlængden med antal og tætheden af nåle i knopperne.

Strækningsvæksten i foråret påvirker væksten i alle knopper ens undtagen topskudet, der generelt opnår større skudlængde. Indbyrdes længdeforskelle i skudene er altså afgjort af nåletætheden. Træets alder er dog også med til at afgøre den relative fordeling af ressourcer til knopperne på træet. 

Nåletætheden og dermed skudlængden øges under gode vækstforhold fra juli til oktober. Gødskning, solskin, varme og nedbør er her alle faktorer, der gavner vækstforholdet.