Topskudstilvækst - 8 mm om dagen

Forskning i nordmannsgran og topskudstilvækst viser en daglig vækst på 8 mm om dagen.

Klimatisk afgøres topskuddets tilvækst af jordfugtighed, lufttemperatur og nedbørsmængde. Effekten af de klimatiske forholds indvirken på tilvæksten er dog betinget af dagslængden. Topskuddets tilvækst indfinder sig således udelukkende i perioden fra medio maj til primo august.

Med forbehold for variation, er topskuddets tilvækst generelt tiltagende indtil primo juni og holder en maksimal tilvækst herfra og frem til medio juli, hvorefter tilvæksten igen er aftagende frem til begyndelsen af august for herefter helt at slutte i indeværende år.

På lette/sandede jorde er nedbøren den mest begrænsende klimatiske faktor. Det er påvist, at et fald i nedbørsmængden på 16% (i perioden 1. juni - 1. juli) i forhold til normalnedbøren, resulterer i en reduktion af topskuddets tilvækst på op til 15%.

Tilsvarende øges tilvæksten med 15% når nedbørsmængden øges med 16% i samme periode. På tungere jorde er variationen i tilvækst mindre udpræget med skiftende nedbørsmængde, pga. jordens større evne til at binde vandet.

Topskuddets længde på det perfekte nordmannsgranjuletræ er iøvrigt 30-45 cm.