Udkørsel og læsning af klippegrønt

 

Hver time og hver 25-øre tæller når det gælder oparbejdning af klippegrønt. Derfor er det vigtigt at der anvendes den bedst mulige logistik når grøntet skal fragtes ud af kulturen og læsses på lastbil efter at grøntet er klippet til jorden.

Valg af udkørselsmetode kan afhænge af både det tilrådeværende grej, transportens længde og mængde samt ikke mindst kundens ønsker og aftageforhold.

I det følgende beskrives nogle af de metoder der anvendes når grøntet skal transporteres imellem kultur og lastbil.

Udkørsel på Erholm paller

  • Kg/bundter pr palle: 300stk / 1.500kg
  • Dimensioner (bredde x dybe x højde): 2,2 x 2,2 x 2
  • Antal paller i vogn: grøntet læsses typisk løst.

Løsningen kræver et læssesystem indrettet efter Erholmsystemet med ekstra lange læssegafler. Pallerne er dyrere end de fleste standard paller og ønskes oftest ikke sendt videre med lastvognen, derfor omlæsses grøntet løst til lastbil.

Selve udkørselen af grøntet fra bevoksningen er smidig, da pallerne er smalle og pladskrav til spor og vendeplads er derfor mindre end almindelige paller. Den største ulempe er at omlæsningen giver længere arbejdsgange. det er muligt at lette omlæsningen af grøntet ved at hæve pallerne ved siden af lastbilen, hvorpå grøntet skal læsses.

Udkørsel og læsning af klippegrønt
Udkørsel og læsning af klippegrønt

Løs læsning

Løs læsning i bundter stiller ingen krav til palletering men læsningen af bundter er beværlig og kræver meget manuelt arbejde. Biler der læsses løst kan transportere op mod 15 tons grønt pr lastvogntræk omend mængden afhænger meget af hvordan grøntet læsses og pakkes.  

Løs læsning i kølevogn 

Grønt der læsses i kølevogne har bedre holdbarhed. Men læsningen sker udelukkende bagfra og tager derfor længere tid end lastvogne der kan sidelæsses. Mængden vil være lidt mindre end lastvogne med pressening. Der kan almindeligvis læsses 12 - 13 tons.              

Kølevogn til transport af pyntegrønt
Kølevogn til transport af pyntegrønt

Løs sidelæsning på lastvogn   

Holdbarheden på grønt læsset under pressening er naturligvis ringere end grøntet læsset på kølevogn. Gevinsten er at læsning fra siden kan ske hurtigere og at den samlede læsmængde kan være en anelse større. Almindeligvis vil læsstørrelsen være 12,5 - 15 tons, dog meget afhængig af pakningen af grøntet på bilen.

Løs sidelæsning af pyntegrønt på lastvogn
Løs sidelæsning af pyntegrønt på lastvogn

Udkørsel og læsning med CT paller

  • Palle dimensioner (bredde x dybe x højde ): 2,4 x 1,2 x 2,5 (b=2,6 v. juletræer)
  • Bundter/kg pr palle: 250stk / 1.250kg
  • Læsstørrelse: 11 paller (el. 10) / 13,5 tons

Denne metode er meget almindelig og anses som den mest effektive løsning med færrest arbejdsgange. Læsning af grøntet sker direkte med grøntet på pallerne uden omlæsning. 

Endvidere kan transport og læsning foretages med flere almindelige maskintyper som fx frontlæsser, rendegraver eller gummiged uden brug af tilpasset maskingrej som Erholm pallesystemet i højere grad kræver.

Udkørsel og læsning af pyntegrønt med CT paller
Udkørsel og læsning af pyntegrønt med CT paller
Udkørsel og læsning af pyntegrønt med CT paller

Læsning på små paller (Hollænder paller)

  • Dimensioner (bredde x dybe x højde ): 1m x 1m x 2,5m
  • Bundter/kg pr palle: 100stk / 500kg
  • Læsstørrelse : 24 paller / 12 tons  

Som navnet måske antyder er læsning på små paller særligt anvendt til det hollandske marked.

Brugen af mindre paller betyder at læsmængden pr lastvognstræk bliver lidt mindre. Desuden kan kørsel med små paller i ujævnt terræn være meget krævende, da de lettere kommer ud af balance med risiko for at vælte. Omvendt er pallerne ikke så tunge, hvorfor de er lettere at håndtere for et mindre læssehold.

Læsning af hollænder paller
Læsning af hollænder paller
Specialdesignet system til pakning af hollænder paller
Specialdesignet system til pakning af hollænder paller


Videncenter Pyntegrønt marts 2014