Småt er godt - også for juletræsfolk

Skovdyrkerne understreger, at også mindre producenter af juletræer har muligheder på eksportmarkederne, når kvaliteten er iorden.

Når vi matcher små eksportkunder med de tilsvarende producenter, skaber vi maksimal værdi på begge sider.

Det er gennem denne præcise matchning, at også mindre producenter får et optimalt resultat, siger Svend J. Christensen, sekretariatsleder i Skovdyrkerne.

Kvaliteten er vigtigere end størrelsen

Det er ikke arealstørrelsen med juletræer, der er vigtigst, når det drejer sig om at skabe en rationel produktion. Det afgørende er, at de der arbejder med træerne er dygtige og kan levere de varer, kunderne efterspørger.

Det fremføres ofte, at danske juletræsproducenter med mindre arealer ikke har nogen fremtid i Danmark. Enkelte mener endda, at grænsen for rationel drift ligger over 50 hektar. I dette lys er langt de fleste juletræsproducenter små, idet gennemsnitsstørrelsen for eksempel blandt medlemmerne i Danske Juletræer ligger lidt over 10 hektar.

Stordrift er ikke nødvendigt

Stordrift har altid været efterstræbt i alle brancher for at opnå skalafordele, og det gælder også i produktionen af juletræer.

Men stordrift og skalafordelene forudsætter en stor efterspørgsel efter en homogen vare i meget store mængder. Og denne forudsætning gælder kun i visse segmenter i markedet for juletræer, for eksempel blandt store detailkæder i store lande som Tyskland og Frankrig. Andre segmenter i markedet efterspørger kvaliteter og kvantiteter, hvor stordriftsfordelene er mindre, siger sekretariatsleder Svend J. Christensen.

Green Product varetager producenternes afsætning

Skovdyrkernes eksportselskab Green Product er samlet set landets største skovbrugsfaglige organisation og største eksportør af juletræer og pyntegrønt.

I Skovdyrkerne og Green Product arbejder vi målrettet på, at øge den danske andel i Europa og at matche vores producenter med de kunder, som ønsker særlige kvalitetsvarer. Ved at matche små eksportkunder, som efterspørger mængder helt ned til 500 træer, med de tilsvarende producenter, er vi med til at skabe maksimal værdi på begge sider.

Det er i denne sammenhæng, at også mindre producenter får et optimalt resultat. Ligesom vi gennem mange år har haft gode erfaringer med at pulje et stort antal producenter til aftagere af store mængder over 100.000 træer. Det er igen en værdiskabelse, med maksimalt udbytte til alle parter.

Målrettet afsætning og produktion

I juletræssæsonen har Skovdyrkerne kapacitet til, at overføre dusinvis af skovfolk til at matche producenter med aftagere. - Og vores mange producenter kan ved at være målrettede, lave netop de træer, som kunderne efterspørger.

SJC | SEK

RFN | SVJ