Kloning af juletræer

Nordmannsgran til dansk juletræsproduktion produceres udelukkende fra frø, som stammer fra naturlige bevoksninger i Georgien og danske frøplantager. Der bliver lagt et stort forædlingsarbejde for at forbedre kvaliteten af frømaterialet, men der er, fra naturens side, en stor genetisk variation i planter der bliver produceret fra frø.

Vegetativ formering ved kunstig kimdannelse
Formering af nåletræer ved kunstig kimdannelse er i dag mulig for flere end 40 arter af nåletræer. Metoden er udviklet på Vævskulturlaboratoriet på Københavns Universitet og begyndte for 25 år siden. Det er på nuværende tidspunkt kun muligt at lave kunstige kimdannelser fra ungt plantemateriale. Dette gør udvælgelsen af træer langsommelig.

Når træerne har en alder på 6-8 år, bliver de bedste kloner udvalgt efter kvalitetsbestemte kriterier, såsom farve, fylde og form. De udvalgte kloner bliver herefter frosset ned i genbank med flydende kvælstof på en temperatur på -196 o. Elitekloner bliver udvalgt på baggrund af andre værdifulde egenskaber. Især kloner med stor resistens over for svampen Neonectria neomacrospora, som har forvoldt anselige skader i juletræskulturer landet over i de seneste år bliver udvalgt.

Konklusion
Resultaterne fra de forskelige kloner viste en ensartet vækst i forhold til frøformerede planter. Ydermere viste resultaterne også, at vegetativ formering kan være et meget værdifuldt værktøj til en mere strømlinet juletræsproduktion af nordmannsgran, netop på grund af den mere ensartet vækstsæsoner. Dette vil medføre lavere produktionsomkostninger, da de forskellige arbejdsprocesser vil blive gjort mere rationelle.

Fremtiden
Metoderne er efter 25 års arbejde klar til afprøvning i kommerciel produktion. Der er to udviklingsparametre vi skal forholde os til.

For det første, skal nye markforsøg etableres for at kunne udvælge det bedste plantemateriale. Her sættes der krav på forskellige parametre såsom, form, farve, resistens for sygdomme og skadedyr, kuldetolerance og tilpasningsevnen til forskellige jordbundsforhold og klima.

For det andet bliver produktionsomkostningerne pr. klonede plante sat betragteligt ned, da omkostningerne er for høje på nuværende tidspunkt. Dette skal ske via en mere effektiv og mekaniseret produktion. Man kan forvente at købe klonede Nordmannsgran planter til sin juletræsproduktion om ca. 5-10 år.

Martin Pedersen, Skovdyrkerne Fyn

Kilde: Jens I. Find, institut for geovidenskab og naturforvaltning, Skov, Natur og Biomasse, Vævskulturlaboratoriet, Københavns Universitet d.11-03-2015