Planteafgang i nobilis

Planteafgang i nobilis kulturer kan i mange tilfælde kobles sammen med en ringe etablering. Korrekt udført plantning med valg planteteknik som er tilpasset plantematerialet samt egnet lokalitet er vigtigt ved dyrkning af nobilis.

Deforme rodnet kan give planteafgang

Et sammenpresset og deformt rodnet er en typisk konsekvens af en dårlig plantning. En dårlig plantning kan ofte genkendes ved den karakteriske L-formede rod, hvor rodnettet er presset ned i en for lille plads uden tilstrækkelig dybde og bredde. Konsekvensen er at rødderne ligger i et plan, sammenpresset og uden særlig gode udviklingsmuligheder. I denne tilstand har rodnettet svært ved at udnytte jordens vand og næringsstoffer, dette vil resultere i manglende skudsætning og en strækningsvækst der er mindre end normal. I svære tilfælde vil deformerede rodnet ende med planteafgang. Hvis planterne formår at vokse sig ud af situationen med et deformt rodnet kan væksten blive normal i løbet af et par vækstsæsoner.

Tilpas plantemetoden til plantematerialet

Det kræver lidt mere at sikre en god plantning når der anvendes store planter med et stort rodnet. Giver den anvendte planteteknik ikke mulighed for at sætte de store planter ordentligt i jorden, er det bedre at anvende mindre planter som så tilgengæld kan sættes ordentligt i jorden.

Nobilis er særlig følsom

Dårlig plantning er særlig problematisk for nobilis, da plantens finrødder regenerer langsommere end for mange andre arter. Det tager således længere tid for nobilis at vokse sig ud af et deformt rodnet. Tilsvarende er nobilis sart overfor en for dyb plantning, hvor rodhalsen kommer under jordoverfladen. Nobilis har også svært ved at gennembryde al-lag ligesom den vokser dårligt på vandlidende arealer. 

Erfaringer viser at planteafgang i nobilis ofte skyldes forkert plantning eller uegnede lokaliteter. Det kan derfor betale sig at udvise større påpasselighed når der plantes nobilis.