Ædelgran - Gederamsrust

Gederamsrust (Pucciniastrum epilobii Otth.) er en af de få kendte svampesygdomme, der kan forårsage betydende skader på nordmannsgran.

Svampeangrebet

Selve infektionen finder sted i løbet af maj måned. Fra infektionskilden, som er visne blade fra gederams , spredes svampesporer til nålene på de nyudsprungne nordmannsgraner.

På undersiden af nålene på det nye skud ses 2 rækker hvide sporehuse
På undersiden af nålene på det nye skud ses 2 rækker hvide sporehuse

Den særligt opmærksomme juletræsdyrker vil allerede umiddelbart efter udspring kunne iagttage, at nogle af nålene begynder af blive gule fra midten eller fra basis af nålen. Mere almindeligt er det, at man fra midten af juni måned på undersiden af angrebne nåle kan iagttage to rækker af hvide sporehuse indeholdende orange svampesporer.

Nærbillede af sporehuse på undersiden af nålene (skålruststadiet)
Nærbillede af sporehuse på undersiden af nålene (skålruststadiet)

På det tidspunkt hvor de hvide sporehuse kan erkendes, har skaden nået sit maksimale omfang på det angrebne træ. Da træernes udspringstidspunkt varierer, kan angrebsgraden også variere. De angrebne nåle bliver røde, og vil i løbet af juli-august falde af. Er angrebet særlig udtalt, vil årskuddet fremtræde meget bart, hvorfor juletræet er usælgeligt. Der vil under normale omstændigheder gå en til tre vækstsæsoner inden skaden er tilstrækkelig skjult - helt afhængig af angrebets omfang.

Angrebets hyppighed

Erfaringer har vist, at der er stor forskel på infektionsintensiteten fra år til år. De fleste praktikere har bemærket, at selv efter et meget kraftigt angreb, kan der måske slet ikke registreres noget angreb det efterfølgende år. Dette skyldes, at der skal være nøje sammenfald mellem tidspunktet for rustsvampens sporekast og nordmannsgranens skudbrydning.

Skadens betydning

Generelt forekommer betydende skader forårsaget af gederamsrust ikke særligt ofte.

De gule belægninger på blade af gederams er sporelejer til sommersporer, der geninficerer gederams.
De gule belægninger på blade af gederams er sporelejer til sommersporer, der geninficerer gederams.

Biologi

Ædelgran-gederamsrust er tilpasset værtskifte mellem på den ene side gederams og på den anden side almindelig ædelgran. Som regel sker spredningen af de såkaldte basidiesporer, der inficerer nålene på ædelgranens nye skud, på et tidspunkt, der falder sammen med udspringet for alm. ædelgran. Afhængigt af vejret kan sporespredningen imidlertid blive forsinket, så den foregår samtidig med udspringet for ædelgranarten nordmannsgran.

Værtskiftende rustsvampe har en kompliceret livscyklus med 5 forskellige sporetyper. Efter infektion af ædelgranens nåle udvikles den første sporetype på ædelgran, 'spermatier', der tjener til befrugtning af svampen. Efter befrugtning dannes skålrustsporer i 2 rækker af karakteristiske hvide, rørformede sporehuse på nålenes underside. I slutningen af juni frigøres store mængder af disse orangegule skålrustsporer. Disse sporer kan udelukkende inficere gederams! Herefter følger udviklingen af sommersporer på gederams . De gule belægninger på billedet er sporelejer, 'uredier'. Sommersporerne inficerer atter gederams. I sensommeren dannes på gederams de vintersporer og sporelejer, 'telier', der overvintrer og som i efteråret ses som rødbrune puder på urternes visne blade. Næste forår i maj dannes på telierne et lysegråt lag af basidiesporer, der med vinden spredes og inficerer ædelgran / nordmannsgran.

Bekæmpelse

Egentlig bekæmpelse er ikke mulig. Så snart inficering er identificeret, findes der ingen helbredende behandlinger. Ved gentagne sprøjtninger med forskellige fungicider er det principielt muligt at foretage forebyggende behandlinger. Det skal dog i denne sammenhæng nævnes, at der for tiden ikke findes svampemidler på markedet som er godkendte til bekæmpelse af gederamsrust.

De gule belægninger på blade af gederams er sporelejer til sommersporer, der geninficerer gederams.
Blomstrende gederams i en nordmannsgrankultur.

Forebyggelse

Eftersom det hverken er lovligt at foretage forebyggende fungicid sprøjtninger, og for den sags skyld heller ikke lønsomt, så er det mere hensigtsmæssigt at overveje en bekæmpelse af smittekilden, nemlig bestanden af rustsvampens anden værtgruppe, gederams. Ved at bekæmpe gederams  elimineres også problemet med slidskader fra disse.

Bekæmpelse af gederams  kræver enten hyppig slåning/fræsning eller sprøjtning.