Algebelægninger i klippegrønt og juletræer

Algebelægninger er et problem i juletræer og særligt for klippegrønt, hvor nålenes overflade og udseende er afgørende for kvaliteten og dermed prisen på grøntet. Algebelægninger vurderes at være et tiltagende problem som følge af stadigt mildere efterår samt et øget indhold af kvælstof i luften.

Algebelægningerne i pyntegrøntbevoksninger er en kombination af svampe og alger. De belægninger der ses på nålene i juletræer og pyntegrøntbevoksninger, er almindeligvis de samme som, der findes på husfacader og lignende. Vækst- og opformeringsbetingelserne er særligt gode ved høj luftfugtighed, rigelig tilgængelighed til næringsstoffer samt høje temperaturer.

Spredning

Algerne spredes ved at små dele, løsrives fra deres voksested, eksempelvis når grene slår mod hinanden som følge af vinden.  Efter frigørelse, kan algerne svæve langt og vil reetablere sig når luftfugtigheden bliver høj nok samtidig med, at der er  kontakt til en eller anden overflade. Luftfugtigheden når typisk højt nok op, når der dannes kondens eller som følge af regnvejr.  

Begræns risikoen for alger

Placering af bevoksninger tæt på større svinefarme kan være problematisk, der vil ofte være bedre betingelser for algerne, som følge af en øget kvælstofmængde i luften. Kvælstof koncentrationen aftager dog hurtigt og allerede i en afstand af 300 meter fra svinefarme vil indholdet være faldet til luftens generelle niveau.

Træernes tæthed og indbyrdes afstand er med til at påvirke vindens bevægelse. Tætte bevoksninger øger risikoen for algebelægninger. Sørg for at opstamme klippegrøntbevoksningerne. Løbende indplantning i nordmannsgrankulturer giver også øget risiko for algebelægninger. I juletræskulturer skal der bundklippes og vragtræer fjernes, for at opnå optimal cirkulation i kulturen.

Læhegn har både fordele og ulemper. Luften filtreres og dets umiddelbare indhold af kvælstof nedbringes, men samtidig reducerer læhegn vindens bevægelse, hvilket giver en højere luftfugtighed. 

Hvis du har eksisterende bevoksninger med store algeproblemer bør du undgå, at ligge nye bevoksninger op af gamle. Algerne spredes let over korte afstande og det anbefales, at holde en afstand på mindst 200 meter til gamle bevoksninger med mange alger.