Kultursporene på din ejendom - værd at beskytte

Menneskene har gennem tiderne efterladt en række spor efter deres aktiviteter. Ofte kan der på din ejendom være en række kulturspor, som skal beskyttes – enten fordi loven kræver det eller fordi det beriger din ejendom, at der netop her findes velbevarede spor efter fortidens aktiviteter.

Denne artikel omhandler fortidsminderne på landbrugs- og skovejendomme og deres beskyttelse ifølge loven.

Fortidsminderne

Der har boet mennesker i Danmark igennem de sidste 15.000 år. For hovedparten af denne periode er det udelukkende sporene i jorden, der kan fortælle Danmarks historie. Kun for de seneste tusinde år kan skriftlige overleveringer belyse vores historie.

Fortidsminder er gennem tiderne forsvundet ved ny menneskelig aktivitet. Især i nyere tid har mere og mere effektive metoder (fx i landbrugsdriften) været årsag til ødelæggelse af fortidsminderne. Der er i dag kun bevaret ca. ¼ af de fortidsminder, der fandtes for 150 år siden.

Fortidsminderne har betydning for videnskabelige opdagelser og kan dermed være med til at forbedre vores viden om landets historie. Desuden betyder ødelæggelse af fortidsminder også en forarmning af landskabet – fx oplever de fleste af os nok gravhøjene som en naturlig og værdifuld del af landskabet.

Tidligere tiders hårdhændede behandling af kultur-sporene var årsagen til at fortidsminderne blev beskyttede via lovgivningen (Museumsloven og Naturbeskyttelsesloven).

Beskyttede fortidsminder

På beskyttede fortidsminder må der ikke foretages ændringer i tilstanden af fortidsmindet. Desuden må der ikke på fortidsmindet - og inden for en afstand af 2 m - foretages jordbearbejdning, gødskes eller plantes.

En række fortidsminder har desuden en 100-m zone. Inden for denne zone må der ikke foretages ændring i tilstanden af arealet, herunder ikke etableres hegn, plantes, placeres campingvogne eller lignende. Undtaget for forbuddet er (1) alm. landbrugsmæssig drift, (2) gentilplantning af skovarealer, (3) beplantning i eksisterende haver samt (4) normal hegning på jordbrugsejendomme.

Hvilke fortidsminder er beskyttede efter loven?

Som udgangspunkt vil ejer have modtaget besked om hvilke fortidsminder, der er beskyttede på ejendommen – og dette vil normalt være noteret i tingbogen.

Men en række synlige fortidsminder er beskyttede, uanset om ejer har fået besked.

Af nedenstående tabel fremgår det, hvilke typer af fortidsminder, der er beskyttede, selv om ejere ikke har modtaget besked herom. Af tabellen fremgår desuden, hvilke typer af fortidsminder, der også har en 100-m beskyttelseszone. Klik på tabellen for at forstørre den.

Kulturspor på din egendom kan være et fortidsminde som denne langdysse - Foto: Jens Elm Sørensen
Beskyttelse af fortidsminderne
Oversigt over beskyttelsen af fortidsminderne

Hvor kan jeg få oplysninger om fortidsminderne på min ejendom?

Du kan få oplysninger om fortidsminderne på din ejendom (både beskyttede og ikke-beskyttede) ved henvendelse til det lokale museum.

Desuden er der mulighed for at finde en fortegnelse over fortidsminderne på din ejendom via internettet (se Links nederst på siden).

Hvis jeg finder ukendte fortidsminder

Hvis du støder på et ukendt fortidsminder fx under pløjning, er du pligtig til at standse jordbearbejdningen ved fortidsmindet og give besked til det lokale museum om fundet.

Fortidsminderne og naturen

Da fortidsminderne ofte har været uforstyrrede gennem en lang periode, er de også vigtige levesteder for mange arter. Fx kan stengærder, diger og gravhøje huse en række sjældne arter af mosser, laver og insekter.

Så også af hensyn til naturen, kan det være en god ide at beskytte fortidsminderne.

Hvis du vil vide mere

Links:

www.dkconline.dk (Det Kulturhistoriske Centralre-gister)

www.dmol.dk (Museumsadresser)

November 2015

Sekretariatet.