Vinterhjælp til vildtet

Hvis en tidlig vinter sætter ind, og der er meget sne,  er det tid for at hjælpe vildtet.

Rydde spor

Hvis snelaget bliver tilstrækkelig tykt, eller der er kommet en hård skorpe grundet gentagen tø /frost, er det en god ide at snerydde nogle arealer så plantedækket kommer frem. Det være sig på arealer med græs, vintersæd, efterafgrøder, vildtagre, lyng mv. Tiltaget er nemt at foretage og gavner vildtet bredt. Specielt hønsefugle og harer har stor gavn heraf. Etabler gerne flere lange smalle snerydninger frem for få store enheder. Det giver flere individer mulighed for at benytte de blotlagte striber på samme tid.  

Ryddet vildtstribe - lang smal rydning giver flere individer muligheder for bruge striberne.
lang smal rydning af vildtstribe er det optimale

Nedskæring af vedplanter

Beplantninger i det åbne land - læhegn og remiser, kan med fordel tyndes igennem i perioder med sne. Knopperne er attraktive og giver hjortevildt &harer god og energirig føde.

I skoven kan udrensning af unge skovkulturer eller blot alm. vinterskovning også give et godt fødetilskud. Træarter som eg, ask, ær, fuglekirsebær, nordmannsgran og ædelgran er i særlig høj kurs.

Indeholder terrænet områder med pil, er en nedskæring af pilen helt eminent for råvildtet og pilen skyder villigt igen til foråret.  

Ro på terrænet

Forstyrrelser af vildtet heriblandt jagt, gør at vildtet må tære ekstraordinært på energi- reserverne. Giv derfor vildtet mest mulig ro. Skal der jages, så overvej jagtformen – den bør være kortvarig og effektiv.