ALARM - Ædelgranbarkbillen er fløjet

Det er nu der skal gribes til handling for at bekæmpe ædelgranbarkbillen

07.05.2019

Brunt boresmuld ses nederst på stammen. De mørke pletter i ridsen er indboringshuller

Ædelgranbarkbillen har indledt sit angreb

Ædelgranbarkbillen har forladt sit vinteropholdssted i små grene og kviste for at finde egnet ynglemateriale. De angriber i samlet flok svækkede ædelgraner og i særdeleshed nobilis. Det er nu tid til at konstatere angrebenes omfang og bestemme bekæmpelsesstrategien.

 

Første flyvning i april

Ædelgranbarkbillen har de seneste år ført til omfattende død i nobilis klippebevoksninger, men også andre ædelgranarter herunder nordmannsgran er blevet angrebet. Det lune vejr i april i år var startskuddet for den første flyvning af ædelgranbarkbillen, som nu er fløjet ud og har boret sig ind i barken på levende eller nyligt fældede ædelgraner. 

Billebestanden er stor

Sidste sommer var et godt år for alle barkbiller. Sommeren var varm og tør og udviklingen af barkbillernes larver gik hurtigt. Hertil kom den tørre sommer, hvor nåletræerne var udsat for tørkestress og svækkelse og dermed ikke i form til at afvise billeangreb. Der er stor grund til at råbe vagt i gevær, da vi står med en stor billebestand og svækkede træer, da foråret 2019 ikke har budt på megen nedbør.

 

Bestemme angrebets omfang

I skoven kan de nyligt angrebne træer let findes ved at kikke efter brunt boresmuld på den nederste del af stammen – se foto. Når boresmuldet er observeret, kan angrebet endelig konstateres ved at finde små indboringshuller i barken. Inde under barken sidder billerne her først i maj i et parringskammen. Vær opmærksom på at billerne er ganske små – kun 1-2 mm. lange. Billerne angriber oftest svækkede træer – f.eks. træer angrebet af rodfordærver.

 

Bekæmpelse

Når de nyligt angrebne træer er fundet går opgaven ud på at dræbe de kommende billelarver inden de er færdigudviklet. Angrebne træer fra i år skal skoves og fjernes fra skoven i tidsrummet fra nu og indtil den 20. juni. Effekterne skal helt ud af skoven og oparbejdes på savværk eller køres til flisværk for at dræbe larverne. Larverne lever videre i stakken, når den står ude i skoven. Alternativt de angrebne træer fældes og efterfølgende afbarkes. Billelarverne dør, når barken tørrer ud.   

Bemærk at sidste års angrebne træer, som nu står uden bark eller med tør bark ikke er nogen trussel mod skoven.