Skovene klarede stormvejret

Broer lukkede og færger blev indstillet – men skovene blev stående. Skovdyrkerne har gjort billedet op efter søndagens stormvejr.

11.02.2020

Kilde: DMI

Årets første storm gik over landet i søndags, den 11. februar. Skovdyrkernes skovfogeder har, ved selvsyn i skovene og ved indmeldinger fra medlemmer, fået et indtryk af situationen, og meldingen er, at der ikke er udbredte skader i medlemmernes skove.

Der ses naturligvis væltede enkelttræer her og der, og flest i nyligt gennemhuggede bevoksninger eller sårbare bevoksningsrande, men vi er ikke i nærheden af at skulle aktivere vores stormfaldsberedskab.

De store nedbørsmængder, som vi har fået de seneste mange måneder har blødet jordbunden op, og man kunne frygte, at træernes rodsystemer gav efter for vindtrykket. Heldigvis nåede vindstyrkerne ikke op i 'det mørkerøde felt'. DMI har netop offentliggjort målingerne af vindstødene se infogram.com/vindstod-09022020-1h7k23n3m8ng6xr, og selv om de var af orkanstyrke enkelte steder (rekorden faldt i Kolding med 36,4 m/s) , blev det aldrig rigtigt slemt.

De næste dage vil det ifølge DMI fortsat blæse kraftigt, og det kan ikke udelukkes, at der er flere enkelttræer, der lægger sig ned, især hvis rødderne er blevet løsnet lidt i søndags.

Skovdyrkerne følger situationen.

VidenCenter Råtræ