Status for ædelgranbarkbillens yngel medio juni 2019

Ædelgranbarkbillens larver er i fuld gang med at æde sig store inde under barken på nobilis og andre ædelgranarter

12.06.2019

Udvikling af ædelgranbarkbilleyngel 11. juni 2019

Ædelgranbarkbillens larver er i fuld gang

Ædelgranbarkbillen angreb i slutningen af april svækkede nobilis og andre ædelgranarter. De borede sig ind under barken og lagde æg rundt langs kanten af et parringskammer. Ud af æggene kom bitte små hvide larver, som nu æder sig væk fra parringskammeret og vokser for hver dag, der går. Larverne vil fortsætte deres fremmarch inden de forpupper sig og udvikler sig til voksne biller i løbet af sommeren. Så flyver de ud i verden og finder en gren eller en tynd stamme, hvor de borer sig ind og overvintrer.

Bekæmpelse nu og senest midt juli

Angrebne træer er lige nu lette at finde. De er tyndkronede og forsinkede i udspring. Der er små indboringshuller i barken og ved ridsning i barken kommer larver og larvegange til syne. Bemærk at larverne er meget små. Det er således muligt at finde hovedparten af ​​den nye generation af ædelgranbarkbiller. Angrebne træer fældes og afbarkes - det kræver en del armkræfter - men det er godt givet ud. En anden mulighed er at flise de angrebne træer straks. Det vurderes at med den forholdsvis kølige maj, kan du saneringshugge indtil midten af juli. Venter du for længe, er der risiko for at billerne stikker af i mellemtiden.

Tyndkronet nobilis angrebet af ædelgranbarkbiller

Videncenter Skovdyrkning