Skaderne har overvejende begrænset sig til vindfældere i udsatte kanter.

Storm i julen

Med udsigt til kraftig storm i juledagene, var det med lidt uro at mange skovfogeder og skovejere gik på juleferie. Og som DMI også varslede, blev det en kraftig storm, som især ramte nord- og vestjylland med vindstød af orkanstyrke langt ind i landet. De første meldinger, som kom ind mellem jul og nytår, antydede, at stormen kun forvoldte ubetydelige skader i skovene.

Kun skader i begrænset omfang

Med alle mand tilbage på arbejde i det nye år, kan vi konstatere at de første meldinger var korrekte. Der har kun i begrænset omfang været skader, og de har i hovedreglen bestået af væltede enkeltræer, små fald i eksponerede rande og små fald i bevoksninger som i forvejen var beskadigede. Vi og skovejerne har endnu ikke været alt igennem, men foreløbigt er meldingerne positive. Stormen kommer ikke til at påvirke råtræmarkedet.

Kontakt os hvis du har stormfald

Da vi kun har kendskab til mindre skader, sætter vi ikke et særligt beredskab i gang lige nu. Er der behov for at rydde op efter stormen, kan du kontakte din lokale skovfoged. Har du mod forventning oplevet større stormfald, må du også meget gerne melde det ind til din skovfoged.

By: Kristian Løkke Kristensen