Pleje og hugst i ældre skov

Når en bevoksning har været gennemhugget nogle gange, er der ikke så meget mere at gøre ved dens kvalitet, selv om man naturligvis ved hugsterne fortsat skal søge at samle tilvæksten på de bedste træer. Der er derimod et par andre problemer, som bliver mere påtrængende i den ældre skov.

Det ene er at bevare træerne og bevoksningen i god kondition indtil afdrift. De kubikmeter, som bevoksningen gror i sine sidste år, er værdifulde på grund af de større dimensioner, og man skal derfor søge at opretholde en høj produktionskraft i den ældre skov ved at bevare en god jordbundstilstand og ved at forhindre stormfald, sygdomsangreb m.v. i den udstrækning, det er muligt.

Det skal være nemt at forynge

Et andet problem – måske mindre vigtigt, men dog værd at have for øje – er, at bevoksningen skal behandles sådan, at det bliver nemt at forynge den. Det er en kulturteknisk fordel – også ved naturforyngelser at holde jordbunden nogenlunde fri for opvækst og græs indtil foryngelsen skal finde sted. Dette kan imidlertid kun ske ved at holde bevoksningen ret tæt sluttet, og man kan derved komme i modstrid med ønsket om at fremme dimensionsudviklingen. Den tætte, masserige bevoksning har dog også den fordel, at den giver et stort nettoudbytte ved afdriften, så det derved bliver lettere at afholde omkostningerne ved anlægget af den ny bevoksning.

Gødskning i skoven er unødvendig

I skoven fjerner man kun små mængder næringsstof med det træ, der føres bort. Næringsstofferne er nemlig koncentrerede i de tynde kviste, i blade og nåle, og cirkulerer derfor på en helt anden måde i skoven, end i land- og havebrug. Gødskning i skov kan derfor ikke generelt anbefales, tværtimod har mange gødningsforsøg på østdanske morænejorder vist, at gødskning her ikke betaler sig – man får ingen, eller yderst ringe merudbytte.