Målet med tyndingshugst

Tyndingshugstens udførelse er af flere grunde forskellig for nåletræer og løvtræer. Dog er der visse fællestræk og definitioner for tyndingshugst (gennemhugning eller udhugning), som vil blive omtalt i denne artikel.

Målet med tyndingshugsten bør i alle tilfælde være at søge at skabe så god en bevoksning som muligt af den eksisterende ungskov, og man bør ikke lade de første hugsters iværksættelse bero på, om den enkelte hugst kan betale sig eller ej. Man har ofte afholdt store omkostninger til at frembringe den unge skov, og i mange tilfælde vil de første udhugninger ikke umiddelbart kunne betale sig i den forstand, at det høstede træ kan dække omkostningerne ved hugsten. Man bør i sådanne situationer se på de første tyndinger som en anlægsomkostning i lighed med kulturomkostningen.

Skematisk tynding

Hvis den unge bevoksning er meget ensartet og vellykket, kan første tynding udføres skematisk, f.eks. ved at man fjerner hver fjerde række i nåletræplantninger eller ved, at man hugger gader op i løvtræforyngelser.

Selektiv tynding

Bortset fra sådanne tidlige, helt skematiske hugster, bør gennemhugningerne udføres selektivt, således at man ved hugsten hjælper de bedst formede træer til mere vokserum, så de kan få en større diameter-tilvækst. De bedste træer vil gennemgående være karakteriseret ved at være store uden dog at have for grove grene. For løvtræernes vedkommende bør de tillige være så rette som muligt, helst "aksetræer".

Dårlige træer kan være krumme og skæve træer, tvejer, grovgrenede træer, beskadigede træer og syge træer. En særlig type træer er de såkaldte "piskere" dvs. høje, men meget tynde træer med afslidte kroner, der svajer stærkt for vinden og derved slider både deres egne og nabotræernes kroner. De dårlige træer skal fjernes, så snart de generer gode træer.

Man skal dog passe på ikke at fjerne et træ blot, fordi det er dårligt (med mindre det er smittefarligt); thi derved kan der blive huller i bevoksningen, som skaber nye krukker. Selv om det kan være fristende at fjerne alle slette træer på een gang, bør man være tålmodig og vente med at fjerne dem, indtil man gavner bedre træer.

Udvisning

Udvisning, dvs. udvælgelse og mærkning af de træer, der skal hugges, foretages med ridsejern, økse eller sprayfarve. Udvisningens kvalitet kan – navnlig i løvskov – blive afgørende for bevoksningens fremtidige udvikling, og det kan anbefales at lade en forstmand, som er vant til at bedømme træer, foretage udvisningen.

Hugst

Man plejer i skovbruget ved sammenligning mellem forskellige hugststyrker at bruge følgende bogstavbetegnelser:

A-hugst – ingen hugst; kun fjernelse af døde eller døende træer (nærmest af teoretisk karakter).

B-hugst – svag udhugning.

B– > C-hugst (løvtræ).

C-hugst – middelstærk udhugning.

D– > B-hugst – i ungdommen meget stærk, senere meget svag udhugning (nåletræ).

D-hugst – meget stærk udhugning.

L-hugst – læbæltehugst, hvor det tilstræbes, at træerne bevarer kronerne til jorden.

Som mål for hugst-styrken bruger man sædvanligvis vedmassen pr. ha eller grundfladen pr. ha, dvs. summen af tværsnitsarealerne af alle træer målt i brysthøjde, 1,3 m over jorden. C-hugsten i ovenstående række har i dansk praksis gennemgående en grundflade på 60–70 pct. af A-hugstens.