Blandingskulturer - hvordan?

Der er de sidste 200 år blevet plantet mange kulturer med rækkevise blandinger. Fælles for mange af disse kulturer er desværre, at de sjældent har udviklet sig, som man havde tænkt sig.

Teori og praksis lader sig ikke altid forene. Den ene træart vokser hurtigere end forventet, der kommer en ny ejer eller administrator, som ikke har samme tanker som forgængeren, eller også ændrer markedsforholdene sig, så hugstindgreb der en gang var lønsomme, giver et negativt dækningsbidrag og dermed udelades til ugunst for den langsomt voksende træart.

Men der er dog også eksempler på, at blandinger lykkes. Her er både træartsvalget og måden som bevoksningen etableres på (bl.a. rækkeafstanden) helt afgørende. Foruden den opfølgende pasning, naturligvis.

Rækkevis blanding af rødgran og alm. ædelgran
Rækkevis blanding af rødgran og alm. ædelgran

Eksempel: Traditionel rødgran og ædelgran

I mange tilfælde har den hurtigst startende træart overvokset den langsommere nabo og resultatet er blevet en monokultur. Et godt eksempel på dette er den rækkevise blanding af rødgran og alm. ædelgran. Her var det tanken at rødgran skulle skoves som juletræ eller hugges som cellulosetræ i en tidlig alder, så den mere stabile alm. ædelgran kunne udvikle sig i halvskyggen af rødgran og med tiden overtage arealet.

Juletræerne blev dog aldrig solgt i tilstrækkeligt antal og cellulosemarkedet ændrede sig drastisk til det værre, og vi ser nu ofte disse bevoksninger som rene rødgranbevoksninger med enkelte undertrykte ædelgraner, som ikke har en chance.

Det umiddelbare tab i forhold til den bevoksning man har i dag har været plantningen af alm. ædelgran. Slutproduktet bliver stadig træ af tømmerkvalitet, da plantningerne ofte har været tætte, så det går endda.

Eksempel: Rødgran og løvtræ

For over 100 år siden blev der anlagt rækkevise blandinger af bøg/rødgran og eg/rødgran. Her var det tanken, at 1-3 rækker rødgran skulle give velbetalte mellemudbytter, og 1 række bøg eller eg skulle overtage arealet med tiden og blive til rene løvtræbevoksninger.

I langt de fleste tilfælde gik det sådan, at rødgran overvoksede bøg og eg, så bevoksningerne blev til rene, men gode og sunde rødgranbevoksninger. Det skete i en tid, hvor nåletræ var godt betalt, så det levede man fint med.

I de tilfælde, hvor blandingen blev opretholdt, blev kvaliteten af løvtræet tit middelmådig, dels på grund af manglende pleje på kritiske tidspunkter, og dels på grund af et lavt udgangsplantetal og dermed dårlig oprensning. En bøg oprenses bedre med en bøg som nabo end med en rødgran.

Nyere blandinger og moderne skovrejsning

Med skovrejsningbølgen er der kommet nye rækkevise blandinger, men problemerne er ikke blevet mindre, da de forskellige træarter ofte stadig har uens højdevækst. Nu er forskellen bare, at de hurtigt voksende træarter ikke længere vælges mellem træarter, som kan give fornuftige mellemudbytter eller slutprodukter.

Rækkevis blanding af skovfyr og eg. Eg er tabt og kvaliteten af skovfyr er middelmådig - den er grovgrenet og skæv. Her havde ejer været bedre stillet med to rene bevoksninger eller en anden rækkeafstand.
Rækkevis blanding af skovfyr og eg.

Nu er de hurtigst voksende træarter ofte ammetræer i form at rødel, birk, skovfyr og lignende, som producerer energitræ eller i bedste fald emballagetræ. Så nu spilder man ikke kun omkostningen ved at plante eg, bøg og ask, men man sætter også de fremtidige indtægter over styr, hvis man ikke er over sine kulturer med rettidig pleje og hugst.

Eksempler, hvor det lykkes

Det går dog ikke galt hver gang. Der findes eksempler på rækkevise blandinger, hvor blandingstræarternes højdevækst følges fint ad. På figur 3 ses eg og nordmannsgran i fin blanding, hvor sluttræarten eg ikke er domineret af hjælpetræarten nordmannsgran.

Rækkevis blanding af eg og nordmannsgran. De følges fint ad.
Rækkevis blanding af eg og nordmannsgran. De følges fint ad.

Selv om dagens bevoksning ser fornuftig ud fra et vedproducerende synspunkt, er der dog stadig uoverensstemmelse mellem teori og praksis. I teorien skulle nordmannsgranerne have været solgt som juletræer, men dagens krav til kvalitet og rationel dyrkning af juletræer og klippegrønt harmonerer dårligt med rækkevise blandinger. 

Pasning af blandingsbevoksninger: rettidig omhu

Hvad gør man så, hvis man har plantet rækkevise blandinger med træarter med forskellig højdevækst? Som en start kan man opstamme ammetræerne, så grenene ikke pisker toppen af bestandstræerne.

På det nedenstående billede er birk opstammet for at sikre væksten af eg. En opstamning er som regel kun en stakket frist, da der er grænser for, hvor højt det er praktisk muligt at opstamme ammetræerne og ammetræernes skygge kan få bestandstræerne til at trække efter lyset med skæve stammer til følge.

Rækkevis blanding af birk og eg. Birk er opstammet for at sikre væksten af eg. Alternativet til opstamningen er fældning af birkene.
Rækkevis blanding af birk og eg.

Før eller senere skal man ud med saven og fjerne ammetræerne og ofte så tidligt, at der ikke er salgbare effekter i ammetræerne - og så tidligt, at ammetræernes mission om at skabe skovmiljø ikke er udspillet.

Andre typer blandinger?

Hvis man er opsat på at gå efter de biologiske. estetiske og andre fordele, der kan være ved blandinger, skal man så så gå helt væk fra de rækkevise blandinger og gå over til gruppevise blandinger eller enkelttræsindblanding som man ofte ser det anbefalet?

Det er ikke sikkert. De rækkevise blandinger har trods alt har nogle helt klare fordele i forhold gruppevise eller enkelttræsblandinger:

  • De er nemme at etablere både ved maskin- og håndplantning.
  • De er rationelle i den videre pleje og hugst. Det er lettere at skove en række ammetræer end at skulle plukke dem spredt over hele arealet.
  • Det er nemmere at se det fornuftige i at indlægge spor i en bevoksning, når sporene laves i en række med ammetræer af rødel i stedet for en række med velformet eg.
  • Rigtigt lavet giver de et mere homogent skovmiljø i forhold til de holmevise blandinger. 

Hvordan lykkes man så med rækkevise blandinger?

De rækkevise blandinger har således en berettigelse, men de skal gribes lidt anderledes an end hidtil - uanset om blandingen er af midlertidig eller permanent karakter.

I den midlertidige blanding tages ammetræerne ud som mellemudbytte og i den permanente blanding indhenter den langsomt startende bestandstræart med en mere vedholdende højdevækst den hurtigt startende træart med stagnerende højdevækst.

En rødel 6 år fra plantning er rask væk 7 m høj og dens grene i 2-3 meters højde er nemt 2-2,5 m lange. Så er det ikke rart at være en tætstående nabo med en langsommere ungdomsvækst. Sitkagran med 1,5 m afstand til rødel er pisket, mens den n
Rødel og Sitkagran i blandingskultur

En mulig løsning er en større rækkeafstand mellem ammetræerne og bestandstræerne. I mange skovrejsninger er en rækkeafstand på 1,5 m ikke ualmindelig. Det er alt for lidt, hvis man skal have lidt glæde af sine ammetræer og sikre sig nogle fornuftige spor. Med de maskiner, vi opererer med i dag er en sporbredde på 3 m ikke tilstrækkelig. Fremtidige spor bør være mindst 4-5 m, for at der ikke skal ske skader på træerne ud til sporet.

Rækkeafstanden mellem ammetræer og bestandstræer skal op omkring 2,5-4 meter, for at man kan få det fulde udbytte af sine ammetræer. Enten i form af at de først skal hugges, når de har en vis størrelse, eller også at bestandstræerne har plads til at indhente ammetræernes hurtige start.

Rækkeafstanden afhænger foruden af vækstforholdene også af ammetræernes struktur. Rødel har en pyramideform, som lader lyset slippe langt ned i kronen inden de slutter. Birk har en mere oval kronestruktur, som slutter længere oppe i kronen, mens pil har kronestruktur som en paraply og dermed fjerner lyset allerede i det øverste kronelag. Pil skal således ud på den store rækkeafstand mens rødel kan nøjes med mindre.

Fordelene - hvis det gøres på den rigtige måde

Sammenfattende for den rækkevise indblanding af ammetræer med stor rækkeafstand ser jeg følgende fordele:

  • Der skabes hurtigere et bedre skovmiljø end i rene bevoksninger med langsomme startere.
  • Billigere plantning – dels er ammetræer (rødel, birk) billigere i indkøb end ædelløv (ask, bøg og eg), dels kan ammetræerne plantes på større afstand, da de er forudbestemt til energiformål, hvor vedkvalitet ikke betyder noget.
  • Hugsten af ammetræerne sker så sent at giver indtægter og ikke udrensningsomkostninger.
  • De fremtidige spor får en fornuftig bredde på 5-6 meter.
  • Det er muligt at lave en permanent blanding, da der er tænkt plads til træer med både hurtig og langsom ungdomsvækst.

Der er selvfølgelig mindst én ulempe ved de rækkevise blandinger: De ser ikke så naturnære ud og kommer heller ikke til det i første omdrift. Men med opretholdelse af en permanent blanding er der større sandsynlighed for, at en fremtidig selvforyngelse kan lykkes - og så bliver det alligevel naturnært.