Rødgran og sitkadominerede skovtyper

Artiklen beskriver de rødgran- og sitkadominerede skovtyper. Du kan her læse om, hvilke krav rødgranen og sitkaen stiller til klima og jordbund samt om nogle mulige driftsformer, hvor én af de to træarter er dominerende.

Renafdrift med rødgran

Rødgran

Rødgranen er ikke naturlig i Danmark. Rødgranen er en af vores vigtigste træarter i dagens skovbrug, men er relativt dårligt tilpasset det danske klima og viser da også svækkelser i perioder med milde vintre og sommertørke. Desuden er den i ensaldrende renbestande ikke robust mod stormfald og dens naturlige foryngelse er usikker.

At rødgranen alligevel er blevet den mest udbredte træart i dansk skovbrug skyldes faktorer som høj vækst, evne til at gro på mange jordtyper, produktion af kvalitetstømmer samt stor kultursikkerhed.

Rødgranen vil pga. dyrkningsproblemerne kun få en mindre rolle i det helt naturnære skovbrug, men i praksis vil rødgranen nok også fremover have en vis plads i dansk skovbrug.

Rødgran er relativt nøjsom mht. næringsstoffer, men den har et stort vandbehov og bør undgås på meget tørre jorde. På de meget lerede, vandlidende jorder kan rødgranen allerede fra 30-35-års alderen efter tørkeår rammes af den såkaldte "ø-syge" med tidlig vækststagnation og efterfølgende bevoksningsopløsning.

Rødgranen er ellers yderst robust i kulturfasen ved tilplantninger, den skades her sjældent af frost og er ikke specielt efterstræbt af vildtet.

Rødgranen er dog følsom over for sommertørke samt udtørringsskader pga. vind og salt. Den er desuden stormfølsom, og eksponerede rande er ustabile.

Sitka

Sitkaen stammer fra det nordvestlige Amerika. I Danmark har sitkagranen været brugt i skovbruget i ca. 100 år og dens brug har været stigende i de senere årtier.

Sitkagran udvikler sig godt på et bredt spektrum af lokaliteter. Den vokser bedre end rødgran på tørre, fattige lokaliteter og er desuden tolerant overfor saltnedslag. Den klarer sig bedre end rødgran på jorder med relativ høj grundvandstand, men på de meget våde jorder er der betydelig stormfaldsrisiko.

Sitkagran er tilpasset et klima med milde vintre og kølige somre, altså krav, som i vid udstrækning passer til det danske klima. Den er desuden tilpasset fugtig og saltholdig luft, hvilket gør den specielt egnet i klitskovbruget.

Generelt er sitkagranen dog ikke særlig stabil i Danmark. Den kan det ene år synes sund og vækstkraftig for få år efter helt at gå i opløsning, formentlig pga. svækkelse efter sommertørke.

Sitkagran kan tåle almindeligt vindslid, men vælter alligevel let i storm. På udsatte lokaliteter skades den i kulturstadiet ofte af frost (forårsfrost og tidlig efterårsfrost). Sitka er ikke efterstræbt af vildtet.

Ren rødgran og ren sitkagran

Rødgranen eller sitkagranen kan under danske forhold kun vanskeligt drives som uensaldrende bevoksninger med selvforyngelser. Hertil er problemerne med følsomhed over for stormfald samt begrænset villighed til selvforyngelse for store.

De rene granbevoksninger vil derfor også fremover domineres af ensaldrende bevoksninger, der forynges ved tilplantning efter renafdrift. Altså en fortsat plantagedrift med de tilhørende risici for stormfald.

Ensaldrende granbevoksninger kan gøres mere naturvenlige ved at tillade indblandinger (fx ved at undlade at bekæmpe al birkeopvækst i kulturfasen) eller ved at efterlade nogle evt. indblandede robuste træer (fx løvtræer eller skovfyr) og døde træer i forbindelse med renafdrift.

Gran med bøg og ær

Denne skovtype hører typisk til på de sandede dele af morænejordene, men kan også anvendes på de bedre hede- og bakkeølokaliteter. Skovtypen udvikler sig bedst på dybgrundede jorder.

Rødgran med bøg og ær. Illustration fra: J. Bo Larsen 'Naturnær skovdrift' (2005)

Skovtypen er en nåletræsdomineret blandskov og med gruppevis aldersvariation. Mindst to af arterne rødgran, sitkagran, ædelgran, douglasgran og lærk forekommer som bestandsdannende arter. Bøgen findes især i under- og mellemetagen, men andre indblandingsarter (fx ær, birk, skovfyr) findes i mindre grupper eller flader. Foryngelse sker i grupper.

Skovudviklingstypen har et godt potentiale for produktion af kvalitetsnåletræ. Samtidig vil der være en større biologisk mangfoldighed her end i de rene granbevoksninger.

Sitka med fyr og løvtræ

Skovtypen er specielt velegnet til områder med saltnedslag og vindpåvirkning (typisk langs Vesterhavet) på de lettere og relativt tørre jorder.

Skovtypen består af sitkagran med kraftig indblanding af fx ædelgran, skovfyr eller lærk i grupper (eller mindre flader) med spredt indblanding af løvtræarter( fx birk, eg, røn, asp og bøg). Foryngelsen sker i huller eller flader (op til ca. ½ ha).

Skovudviklingstypen har potentiale for produktion af tømmer af hovedsageligt sitkagran, suppleret med store mængder af lavkvalitetstræ til flis.

Sitka med fyr og løvtræ. Illustration fra: J. Bo Larsen 'Naturnær skovdrift' (2005)

Juni 2016

Videncenter skovdyrkning.