Skovtyper - løvtræ

Løvtræarterne med størst betydning for dansk skovbrug er bøg, eg, ask og ær. En række andre løvtræarter kan dog anvendes – enten som dominerende træart i bevoksninger eller som indblandingsart.

Artiklen her beskriver nogle enkelte af disse træarter, nemlig birk, rødel, fuglekirsebær og lind. Du kan her læse om, hvilke krav disse træarter stiller til klima og jordbund samt om nogle mulige driftsformer, hvor disse træarter kan indgå.

Birk

De to birkearter (vortebirk og dunbirk) er begge naturligt forekommende i Danmark. Vortebirken forekommer i de fleste egne, mens dunbirken fortrinsvis vokser i moser og er hyppig i Nord- og Midtjylland samt i Nordsjælland. I skovbruget har selvsået birk i kulturer været anset som "ukrudt", som er blevet bekæmpet.

Birken er den mest udprægede pioner af vore træarter. Med rigeligt lys selvsår den sig ofte yderst villigt, men den naturlige foryngelse kan være uberegnelig. Birken er tørketolerant og skades sjældent af frost, men dunbirken bides gerne af råvildtet.

Birken kan vokse på alle jorder fra de mest næringsfattige og tørre til næringsrige og våde (grundvandspåvirkede) lokaliteter.

De to arter har forskellige krav til jordbundsforholdene. Mens vortebirken trives bedre på den tørre og sandede højbund, så foretrækker dunbirken den våde bund (tørvelokaliteter).

Ren birk - Birk med skovfyr og gran

Denne skovtype er egnet på næringsfattige jorder med højtstående grundvand. Skovudviklingstypen vil også kunne udvikle sig tilfredsstillende på næringsrige tørvejorder.

Skovtypen domineres af birk i større eller mindre ensaldrende flader, evt. med spredt indblanding (enkelttræ eller grupper) af især rødgran, sitkagran, skovfyr og rødel.

Birken forynges ved selvforyngelse i større flader, herunder renafdrifter op til 0,5 ha evt. sammen med rødel og skovfyr. Rødgran og sitkagran kan selvsås under etableret birk.

Skovtypen har en meget begrænset produktiv værdi (brænde/flis), men kan have en del biologiske og æstetiske værdier.

Rødel

Rødel er en hjemmehørende træart i de fleste egne af Danmark.

Rødel er en typisk pionerart med et højt lyskrav – især i ungdommen. Rødellen skades sjældent af frost, bides sjældent af vildtet, men er meget vandkrævende og bliver kun gammel, hvis den har kontakt til grundvand.

Skovbæk. Foto: Jens Elm Sørensen

Rødellen foretrækker humusprægede jorder langs vandløb og i permanente vådområder, men den vokser ikke på højmoser. Næringskravene er lavere end hos ask. Rødellen kan selv binde kvælstof fra luften og derved forbedre næringsfattige lokaliteter.

På tørre og fattige lokaliteter dør rødel oftest allerede 20-30 års alderen. Men også på disse jorder kan den anvendes som ammetræ.

Ren rødel

På jorder med permanent højt grundvandstand er den rene elleskov en naturnær mulighed. Ikke mange andre træarter kan trives her. Selvsåning er usikker, men rødel kan ofte forynges ved stødskud. Da rødellen kræver meget lys til foryngelse, skal denne ske i flader, og der opnås ikke en aldersvariation i fladen.

En speciel form for drift af ellesumpen er stævningsdrift (læs mere i artiklen Særlige driftsformer).

Rødel i blanding med ask

Blandingsskoven af rødel og ask er beskrevet i artiklen Ask- og ær-dominerede skovtyper.

Fuglekirsebær

Fuglekirsebær forekommer naturligt i mange egne af Danmark, mest sporadisk, men er almindelig på Bornholm. Den er dog sjælden vest for israndslinien.

Fuglekirsebær er en udpræget lystræart med en hurtig ungdomsvækst. Den skades sjældent af frost og er relativ tørketolerant. Fuglekirsebær selvsår sig villigt og trives bedst på varme lokaliteter.

Fuglekirsebær forynger sig og trives udmærket på tørre, ikke for fattige lokaliteter, men produktionen her er lav. For at sikre en god vækst kræver den en dybgrundet jord med god vandforsyning og middel til god næringsstofforsyning. Den tåler ikke tunge vandlidende jorder.

Erfaringerne med dyrkning af fuglekirsebær i Danmark er begrænsede. Fuglekirsebær er nok mest velegnet som indblandingstræ, mens det er usikkert, om den trives i renbestand.

Lind

Linden (småbladet lind) er naturlig i Danmark, men den optræder kun sporadisk, hovedsageligt i de sydlige del af landet.

Linden er en skyggetræart. På trods af et relativt tidligt udspring er den tolerant overfor sen forårsfrost. Den er desuden meget tørketolerant.

Den selvsår sig generelt dårligt i Danmark. Frømodningen er dårlig i de kølige danske somre.

Lind kan vokse på mange jordtyper, men har den bedste udvikling på jorder med god vand- og næringsstofforsyning. Den er velegnet på svær lerjord og dårligt drænede lokaliteter, men egner sig ikke på tørvejord.

Linden er nok mest egnet som indblandingstræart, men en fremtrædende rolle i en naturnær skovdrift med selvforyngelser synes vanskelig pga. lindens dårlige frømodning.

Juni 2016

Videncenter skovdyrkning