Stormfald og stormskader

Storme og orkaner blæser træer og hele skove omkuld og er de største skadevoldere i dansk skovbrug. 15–20 pct. af vor nåletræhugst hidrører fra stormfald, og på ramte ejendomme kan stormfald være katastrofale og undertiden vælte 10 gange en normal årshugst.

Der er forekommet store stormfald i løvtræer, f.eks. ved oktober-stormen 1967, da jorden var opblødt, og løvtræerne endnu havde blade. Men da de store storme gennemgående kommer om vinteren, når løvtræerne ikke har blade, er nåletræerne mest udsat for at vælte.

I de store storme hjælper læbælter ikke meget, og i store stormes centrale dele kan skovdyrkningen nok ej heller påvirke stormfaldsrisikoen meget.
Bøg kvæstet efter storm

Jordbund, rodnet og stormskader

Jordens tilstand er af stor betydning for forekomsten af stormfald idet den dels påvirker rodudviklingen hos træerne, dels kan være mere eller mindre eftergivende, når vinden trykker på disse. Lerjord kan blive som vælling, når træerne står og vipper i stormen, og rodkagen er ved at løsne sig.

Det er en almindelig iagttagelse, at egen står bedst af vore almindelige løvtræer. Den har et mere dybtgående rodsystem end f.eks. bøgen og asken, og egen danner ikke på samme måde som bøgen og asken en flad rodkage på jorde, der er vandlidende.

Nåletræer og stormfald

De fleste nåletræer falder let i storm – det gælder dog ikke østrigsk fyr og skovfyr og ej heller lærken, som ikke har nåle på om vinteren. En træart som douglasgran vælter let i sine unge år, men når den bliver rigtig gammel, står den ganske godt fast. Contortafyr vælter for et godt ord. Rodfordærverangrebne træer vælter let i storm, og stormfaldene tager ofte udgangspunkt i træer angerbet af rodfordærver.

Gavn af hugstbehandling

I de store storme hjælper læbælter ikke meget, og i store stormes centrale dele kan skovdyrkningen nok ej heller påvirke stormfaldsrisikoen meget. Men i udkanterne af de store storme og under de mere jævnligt forekommende mindre storme vil en passende hugstbehandling medvirke til, at skoven bliver mere stabil mod stormfald.

Forsøg har vist, at hvis man hugger nåletræbevoksninger stærkt i ungdommen, tøvende når de bliver ældre og slet ikke, når de bliver gamle (bortset fra døde træer), så står bevoksningerne bedre i storm (D – B hugst). Det hænger dels sammen med, at en tæt bevoksning med stor masse og stort kroneareal modstår stormens tryk bedre, formentlig også med, at træer, som har haft god plads i ungdommen, har udviklet et mere vidtfavnende rodsystem og dermed en bedre forankring. Plantning på stor afstand (2 × 2m) i skovkanterne, gør det nemmere senere at etablere stærk tyndingshugst.

Høje træer falder let

Generelt gælder, at jo højere træerne er, jo lettere falder de i storm. Det skyldes dels, at træets egen vægt og skæve stilling under stormens tryk spiller en stor rolle, og vel navnlig at medens træerne bliver ved med at vokse i højden, så tiltager roddybden og dermed den jordkage, der fastholder træerne, ikke i samme takt.

Stærk vind og tøsne

Hvis stærk vind ledsages af tøsne, kan der opstå store skader i unge nåletræbevoksninger, idet træerne knækker eller bøjer sig - ofte helt til jorden. Denne type skader forekommer særlig i bevoksninger, som er svagt tyndede – endnu en grund til at tynde tidligt og stærkt i ungdommen.

Læbæltehugst

Man har ofte set, at bevoksningskanter bliver stående, medens hele det indre af bevoksningen falder i store storme. Det skyldes, at kanterne har vænnet sig til blæsten. Læbæltehugst, hvor man fra nåletræbevoksningers ungdom behandler et bælte i udkanten af bevoksningerne med ekstrem stærk hugst, således at grenene bevares grønne næsten til jorden, yder en vis sikkerhed mod stormfald.

Hvis man ved stormfald eller afdrift har fået etableret en vindeksponeret nåletrærand, uden at man har dybkronede kanttræer eller læbæltehugst, er det muligt at reducere risikoen for kommende stormfald ved i et bælte (så bredt som træhøjden) at hugge toppen af træerne i kanten, eventuelt ved at opkviste kronerne nedefra, så de reduceres til ca. 20–25 pct. af træhøjden. Men det er nogle meget kunstige og kostbare fremgangsmåder, så der skal ligge en stor bevoksning bagved – og foranstaltningen bør i rødgran iværksættes lidt inde i bevoksningen, da kanten af døende træer som nævnt foran, på grund af udtørring vil bevæge sig hurtigt indad i bevoksningen.