Hvad er asketoptørre?

Asketoptørre blev først observeret i Polen og Baltikum i 1990’erne. Den har været i Sverige, Tyskland og Danmark siden 2002. I dag har den spredt sig mod vest og er konstateret i de fleste europæiske lande. Sygdommen skyldes svampen Chalara fraxinea, der angriber unge skud og dræber barken. På angrebne træer ses visne skudspidser og døde områder (nekroser) på grene og stammer (se fotos her på siden). Svampen spreder sine sporer med vinden fra små frugtlegemer, som vokser frem på gamle bladstilke fra året før. Den eksplosive udvikling af sygdommen tyder på, at spredningsmekanismen og svampens infektionsmåde er meget effektiv. 

Toptørre i ask. Foto: Jens Peter Skovsgaard
Toptørre i ask. Foto: Jens Peter Skovsgaard

Udviklingen i Danmark

Optegnelser fra et hugstforsøg nær Haderslev fortæller om spredte symptomer i form af visne skud på ca. 12 år gamle asketræer allerede i 2002. Året efter var der indberetninger om skader fra Bornholm og Sjælland, og fra 2005 var asketoptørre udbredt i store dele af landet.

I første omgang viste toptørren sig fortrinsvis på unge aske, dvs. kulturer og 10-20 årige bevoksninger. En 30-årig bevoksning, som har været fulgt i skovsundhedsovervågningen siden 1989, viste tydelige symptomer i 2006 (se figuren nederst på siden). Allerede tre år efter var mere end 90% af den primære krone død på de fleste af overvågningstræerne, der kun overlever på grund af vanris i kronen og på stammerne. Siden 2009 kan skaderne ses selv i ældre askebestande i form af sparsomt beløvede kroner og vanrisdannelse. I 2010 observerede vi eksempelvis tydelige kroneskader på 70% af træerne i en 100 år gammel bevoksning i Stasevang i Nordsjælland.

Det går hurtigt
På unge træer udvikler sygdommen sig hurtigt, og symptomerne er meget synlige. Ældre træer har bedre evne til at camouflere døde skud. Vanrisdannelsen i kronen på store træer kan være så omfattende, at det om sommeren delvist skjuler skaden ved første øjekast. Kronen ser umiddelbart grøn ud, men ved nærmere eftersyn, eller hvis træet fældes, afsløres de mange tørre grene og kviste.

Alt i alt har asketoptørre udviklet sig med katastrofal hast i de danske skove. De nyeste data (2010) fra Danmarks Skovstatistik viser, at omkring halvdelen af de besigtigede asketræer kan anses som skadet.

Typisk nekrose på skud som følge af angreb af Chalara fraxinea. Foto: Iben M. Thomsen
Typisk nekrose på skud som følge af angreb af Chalara fraxinea.

Konsekvenser 

Angreb af Chalara fraxinea kan bevirke høj dødelighed i unge kulturer. I to forsøg, som vi har fulgt nøje siden plantning i 2004, var 40% af træerne døde efter 6 år. I lidt ældre kulturer ses ofte, at den gennemgående akse beskadiges ved angreb på topskuddet, og træerne fremstår derfor som deforme og ødelagte.

Generelt medfører angrebet en svækkelse af både unge og ældre træer. Svækkelsen har mindst to ubehagelige konsekvenser: en øget modtagelighed for angreb af honningsvamp i rødder og den nedre del af stammen, samt nedsat diametertilvækst.  

Honningsvamp

Honningsvampangrebet kan i sidste ende dræbe træerne. I unge bevoksninger går det hurtigt, typisk kun 1-2 år efter træerne har fået tydelige kroneskader. Honningsvampen dræber barken og vækstlaget nederst på stammen, og veddet misfarves. Det hurtige forløb er den væsentligste grund til, at man måske må opgive unge askebevoksninger og hugge dem til flis.

Hos ældre asketræer går der ofte flere år, hvor træerne står med dårlig beløvning og minimal vækst. Vi har fx observeret, at årringen i meget angrebne træer kan blive reduceret til en smal zone af vårvedskar, og der er praktisk taget ingen diametertilvækst.

Selvom honningsvamp ikke slår de angrebne asketræer ihjel, kan den give alvorlige misfarvninger i bunden af kævlen. Asketræer med kraftig toptørre sætter også vanris på stammen. Dette er et faresignal. Chalara fraxinea kan angribe disse vanris, og vi har set tilfælde, hvor det har givet anledning til misfarvninger i veddet.

Gennemsnitligt bladtab i ask i skovsundhedsovervågningen siden 1989. Fra 2008 kom data fra Danmarks Skovstatistik med i større omfang. Indtil da var den vigtigste kilde en enkelt bevoksning, hvor asketoptørre blev konstateret i 2006.
Gennemsnitligt bladtab i ask

Tøndersvamp i bøg

Hvis der kommer tøndersvamp (fyrsvamp) på en gammel bøg, er stammen hvidmuldet indvendig og ikke meget værd, andet end til brænde eller som fremtidig boplads for flagspætter og andre hulboere.

Honningsvamp

Gamle bøge angribes undertiden af honningsvamp og kan af den årsag blive gullige og tyndløvede. Når man fælder bøgen vokser svampen frem på stødet. Honningsvampen kan fra stødet og dettes rødder brede sig til den ny kultur og vil f.eks. let kunne slå granplanter ihjel eller senere forårsage råd i granstammerne.

Bøgens kimbladsskimmel

I bøgeforyngelserne vil bøgens kimbladskimmel i fugtige perioder i maj-juni kunne angribe og dræbe kimplanterne og svampen vil ofte brede sig pletvis. Sygdommen viser sig først som brunlige pletter ved foden af de nyreformede kimblade. Hvis sygdommen opdages i tide kan den begrænses ved sprøjtning med kobbermidler.

På indtil 10–15 år gamle egeplanter kommer der hen på sommeren ofte meldug, særligt på sommerskuddene. Disse skud dækkes af et hvidt melet lag af svampens mycelium med det resultat, at skuddene modner dårligt, og at skudspidserne derfor fryser ned. Dette kan forsinke egekulturens udvikling.

Heksekoste i dunbirk

Dunbirkens heksekostsvamp danner klumpformede grenpurrer, som ofte ses på birk og kun på dunbirk, hvorfor de er et godt kendetegn for denne art.

Svampeskader på rødel

Ellens grentørre ytrer sig ved en gradvis bortdøen af kronerne fra 10–20 års alderen. Angreb af svampen forekommer særligt på arealer, der er uegnede til elledyrkning.  

Marvpletfluen optræder på lignende måde som hos birk. Forkultur af rødel kan afløves af ellebladbillen.

Svampeskader på ær

Hen på sommeren ser man næsten altid på bladene af ær nogle sorte pletter, omgivet af gule rande. De skyldes en svamp, ahornrynkeplet, som er uskadelig.

Svampeskader på poppel

Rustsvampe går på bladene, og der kan forekomme kræftsår på stammerne.

Svampeskader på sitkagran

Sitkagranen angribes af rodfordærver og honningsvamp ligesom rødgranen, måske endda mere af rodfordærver end rødgranen.

Rodfordærverangrebet breder sig ved, at svampens sporer spirer på friske stød. Svampen gennemvokser støddet og vokser ud i rødderne og gennem rodsammenvoksninger og rodkontakter breder den sig til nabotræerne. Ved normal planteafstand tager det i unge bevoksninger en 4–5 år at vandre fra et stød til et nabotræ. Smittefaren er på grund af mindre sporesprednlng mindst ved hugst i januar-februar.

Svampen kan leve i mangfoldige år i gamle stød, og det er derfor usikkert om man med held kan bekæmpe rodfordærveren, hvor den har vundet indpas i større omfang. Derimod kan rodfordærveren bekæmpes i bevoksninger af 1. generations gran, når man ikke ved tidligere hugster har fået den i ind i støddene. I sådanne ikke inficerede 1. generations bevoksninger i gran bør man straks efter fældning smøre de helt friske stød med 20 pct. vandig opløsning af urea, tilsat et farvestof (f.eks. Brillant Blue FeF).

Herved opnår man, at støddene bliver koloniserede af andre svampearter, som udkonkurrerer rodfordærversvampen. En sådan forebyggende behandling bør man også udføre ved hugst af juletræer på arealer, hvor svampen endnu ikke har vundet indpas, ligesom man bør behandle støddene, når man fælder ammetræer af lærk, bjergfyr eller andre nåletræer, da man ellers får inficeret bevoksningen i meget ung alder.

Svampeskader på lærk

Efter at europæisk lærk ikke mere dyrkes i større omfang, er lærkekræften blevet uden større betydning.

Lærkearterne angribes både af honningsvamp og rodfordærver, og det er vigtigt, at man ved brug af lærkeammetræer i nåletrækulturer smører lærkestøddene med urea, da man ellers let fremkalder tidlige rodfordærverangreb.