Flishugning ved bilfast vej

Ved afdrift af hugstmodne nåletræsbevoksninger med skovningsmaskine, er det efterhånden praksis for at lave en kombineret aflægning, hvor toppe og store træer køres i stak, så det kan hugges til flis med blokvognshugger.

Typisk apteres gavntræet ved en topdiameter på 12-15 cm og hermed undlades effekter såsom cellulose- og energitræ. Andelen af flis og håndteringen heraf afhænger af planerne for kulturarealet, arealstørrelse og priser på de enkelte sortimenter.

Når der ryddes arealer med stort træ, vælger man at flishugge hele træet, hvis kvaliteten er for dårlig til at udtage gavntræ. Fx rydning af gl. læhegn, allétræer, toppe fra løvtræskovning etc.

I det nedenstående beskriver vi praktikken i hvordan vi håndterer hele træer og toppe, som køres ud til bilfast vej og efterfølgende hugges til flis.

God flis eller hurtig kulturanlæg?

Toppene og heltræet bør ligge over en sommer og tørre inden flishugst. Træet tørrer meget bedre når det er spredt ud over et stort areal, da lys og luft kan komme til. På den måde får du den bedste salgsvare og hermed afregning, når flisen er hugget og modtaget på varmeværket.

Fordelen ved at køre flistræet ud med det samme er, at du kan bearbejde kulturarealet og tilplante umiddelbart efter skovningen er afsluttet.

Hvilken metode du vælger er altså en afvejning af om du ønsker en så god flis som muligt, eller om du ønsker at etablere den nye kultur med det samme.

Praktikken

Træet kan fældes enten maskinelt, eller manuelt. Typisk vil man vælge at skove alt hvad der kan skoves maskinelt. Når det så bliver for stort til håndtering med skovningsmaskine eller fældebunkelægger, skoves det manuelt (stort læhegns træ, løvtrætoppe etc.) Fordelen ved at skove træer maskinelt, er ikke nødvendigvis en billigere nedskæringsomkostning, men at træet kan samles mere, og dermed får man en billigere udkørselsomkostning.

Efter skovning, køres træet ud med en alm. udkørselsmaskine. Er det heltræ som køres ud, skal de ofte deles i 2 eller 3 stykker, så en udkørselsmaskine lettere han håndtere heltræet. Der findes nogle udkørselsmaskiner, hvor siderne (kæpstokkene) kan tiltes. De er særligt godt egnede til at køre træ til flishugst ud, da de kan laste meget træ.

Udkørselsmaskinen lægger træerne ved bilfast vej, vinkelret på vejen, med endefladerne ud mod vejen. Det er vigtigt at vejen, hvor træet ligges ved, er bilfast nok til, at der kan færdes lastbiler med totalvægt på 55 - 60 tons.

Læs også: Finerkævler og flis fremfor bundkævler, brænde og bøvl

Stakken med de hele træer ligger og tørrer inden det flishugges. Det kræver tungt og robust grej - blokvognshugger. De laves i varierende størrelser, men de største har et indmadningshul på op til 100 x 120 cm. Hvis træet alligevel ikke kan komme igennem indmadningshullet er de fleste blokvognshuggere forsynet med en kapsav, der kan save rodklodser og tveger af. Mange af blokvognshuggerne medbringer også selv en kløver. Så er der enkelte bundklodser som er for store, så skærer man et stykke af, kløver det, og så kan det flishugges med det samme.

(klik på billederne for større visning og billedetekster)
Ofte blæses flisen direkte på jorden, da det er vanskeligt at ramme præcist med logistikken. Det er vigtigt at stakken placeres korrekt når træet køres ud.
Ofte blæses flisen direkte på jorden, da det er vanskeligt at ramme præcist med logistikken.
Når det er muligt, blæses flisen direkte i containeren, hvorefter det køres til varmeværket.
Når det er muligt, blæses flisen direkte i containeren, hvorefter det køres til varmeværket.
En blokvognshugger er tung og det er vigtigt at heltræstakken ligger ved bilfast vej (grus eller asfalt)
En blokvognshugger er tung og det er vigtigt at heltræstakken ligger ved bilfast vej (grus eller asfalt)

En blokvognshugger er effektiv, men også en dyr maskine. Det er derfor vigtigt at minimere spildtid og holde den i gang. Det betyder at hvis der ikke er containerkasser til rådighed, vil den blæse flisen på jorden. Vognmanden kan så efterfølgende laste flisen med kran og køre det på varmeværket.

Det er vigtigt at tage højde for at noget eller hele partiet af flis, skal blæses på jorden, når du planlægger udkørslen af træet. Der skal jo være plads til det. Håndtering af heltræ og toppe på denne måde kræver meget plads, men det er en god løsning hvis du vil omsætte dit udtjente læhegn til kolde kontanter eller hurtigt få gang i den nye plantning. 

VidenCenter Flis 28.01.2014