Ær (Acer pseudoplatanus)

Æren i Danmark, en artikel om vækst, krav til jordbund, produktion m.m.

Æren eller ahornen er oprindeligt hjemmehørende i Mellem-Europa, men den er for flere hundrede år siden indført i Danmark, og den har nu bredt sig til næsten alle løvskove. De botanisk nærtstående træarter, løn og naur, er derimod hjemmehørende her i landet. De betyder dog ikke noget i skovbruget og vil derfor ikke blive yderligere omtalt.

Ær kaldes også ahorn eller Valbirk
Ær kaldes også ahorn eller Valbirk

Ærens højdevækst

Æren forekommer hyppigt som indblandingstræ i løvskoven. Her har den i ungdommen en stærkere højdevækst end bøgen, og den kan ofte følges med asken. Æren kan blive et stort og pragtfuldt træ.

Krav til jordbundsforhold for ær

Ærens krav til jorden er betydelige. Den udvikler sig kun godt på dybgrundet, næringsrig muldjord. Bedst bliver den, hvor der er et betydeligt lerindhold.

Ærens fordringer til jordens frugtbarhed ligger vel imellem bøgens og askens, men de er dog ikke helt så specielle som askens.

Æren har slet ikke bøgens tolerance over for jordens kvalitet, og mange unge bevoksninger af ær, som først så lovende ud, har senere udviklet sig dårligt.

Æren er ikke så udpræget et skyggetræ som bøgen, men den har ligesom bøgen bladmosaik, og den giver og tåler megen skygge i sin ungdom. Bladene er oftest på undersiden blegt blågrå, men det er ikke sjældent, at man finder træer med rødlig bladunderside.

Selvforyngelse af ær

Der kommer mere og mere ær i de danske skove. Særligt har æren bredt sig efter oktober-orkanen i 1967, hvor man ofte udnyttede den æropvækst, som fandtes, eller som indfandt sig på de stormvæltede bøgearealer.

Æren er nok i nogen grad i gang med at afløse bøgen, fordi den forynger sig så let. Da ærens ved i mange henseender kan anvendes til de samme formål som bøgetræ, affinder skovbruget sig med udviklingen, også fordi det er besværligt og dyrt at udrydde æren. Hvor den har fået fodfæste, bliver den nemlig ved med at skyde, når den sættes på roden.

Ær opvækst i lysbrønd
Ær opvækst i lysbrønd

Dyrkning og produktion

Tynding

Selv om jorden passer æren, er dens vedmasseproduktion mindre end bøgens. Æren bør tyndes stærkt ved de første tyndinger, men ikke senere, da der så let kommer græs, og æren giver sig til at blomstre hvert år – med nedsat vedproduktion til følge.

Ær er normalt hugstmoden ved 70–80 års alderen. Ganske vist kan den blive langt ældre, men den årlige tilvækst kulminerer meget tidligt hos ær.

Verlegnet salgstræ

Æren er – på grund af sin hurtige ungdomsvækst, og muligheden for lav omdrift i forbindelse med god pris på effekterne – et meget velegnet træ i småskovene. Den selvforynger sig let, men bedst og sikrest udvikler den sig, hvor den kommer i blanding med andre løvtræer (ask og bøg).

Hvis der kommer foryngelser, som kun indeholder ær, skal man passe på kun at benytte sig af sådanne foryngelser, hvis jorden er virkelig god og egnet for æren. Hvis foryngelserne er blevet krogede, fordi de har stået for mange år, inden der blev lysnet for dem, kan de eventuelt sættes på roden. Man får da en del flerstammede træer, hvilket der må rådes bod på ved senere udrensninger.

Æren er nem at holde

Æren er også nem og billig at plante, da stor planteafstand (2 m) under gode vækstforhold er forsvarlig på grund af ærens hurtige start og dens gode medfødte stammeform; men æren har det ligesom asken – den går i stå, hvis der kommer en tæt græspels i kulturerne.

På grund af sin skyggetålende evne er æren velegnet til at plante ind i stormfaldshuller og forblæste rande i granbevoksninger, som æren ved sin hurtige vækst kan stabilisere og afløse. Som undervækst under eg er æren særdeles anvendelig.

Ærens brugsmuligheder

Ærens ved er smukt hvidt eller svagt gulligt og med en mat silkeglans. Det er ikke så hårdt og så stærkt som bøgeved. Gode kævler betales en del bedre end bøgekævler; men hvis der optræder uægte mørk kerne hos ær, falder værdien katastrofalt. Mørke knaster nedsætter også værdien.

Ærens ved anvendes til møbler, snedker- og drejearbejder, køkkenredskaber, gulve og til en masse småting som mærkepinde, børstetræ og lignende. Ærens ved er lidet varigt, og småskovsejeren kan vel ikke selv bruge det til andet end brænde.