Fyrrearter (Pinus)

Denne artikel omhandler forskellige fyrrearter samt deres skadevoldere.

Fyrrearterne er karakteriseret ved at have nålene siddende i bundter – de her omtalte arter har dog kun to nåle i bundtet. Fyrrene er nøjsomme lystræer.

Skovfyr

Skovfyr (Pinus sylvestris) er udbredt over det meste af Europa, og den har også været vildtvoksende i Danmark. Der er stor forskel i overlevelsesevne og vækstform imellem forskellige provenienser af skovfyr og man bør købe planter, frembragt af danskavlet frø – for vanskelige hedelokaliteter med frø fra det sydvestlige Norges kyster.

I enkelte områder, som Silkeborgegnen og Djursland, lykkes skovfyrren ganske godt, men ellers er det svært at frembringe gode skovfyrbevoksninger. Skovfyrren producerer mindre end rødgran, og da fyrrens tømmer – som har en rødbrun kerne – normalt ikke hos os kan sælges til bedre priser end grantømmer, plantes den ikke meget. Undertiden selvsår den sig villigt.

Skovfyrren er en af vore mest nøjsomme træarter. Den har en hurtig ungdomsvækst og er derfor velegnet som efterbedringsplante. Skovfyr kan blive gammel, og der er ingen af vore nåletræer, der er så smukke som gamle skovfyr med deres lysende røde bark på det øverste af stammerne og de blågrønne nåle.

Unge fyr kan dræbes af rodfordærveren, og fyrrevikleren kan, ved at udhule skuddene, ødelægge de unge træers form.

Østrigsk fyr

Den langnålede Østrigsk fyr lider så meget af en nålesvamp, at den kun bør plantes i ringe omfang, selv om angrebene kan reduceres ved at tynde de unge bevoksninger stærkt. Østrigsk fyr er særlig velegnet til plantning på vindudsatte steder, og gerne nær kysterne.

Contortafyr

Contortafyr (Pinus contorta) har en stor udbredelse i det vestlige Nordamerika. Provenienser fra nærheden af Stillehavskysten har tidligere været meget anvendt, fordi de i begyndelsen har en stor produktion, men da bevoksningerne hurtigt går i opløsning, kan kysttyperne ikke anbefales. Der bør anvendes indlandsprovenienser, som er mere stabile, og som har en bedre stammeform. Contortafyrren er meget hårdfør, og den kan vokse på den dårligste jord, vi har; men den lider meget under angreb af fyrrevikleren, hvis larver ødelægger topskuddene og dermed forringer stammeformen.

Contortafyrren bliver sjældent gammel. Når man begynder at tynde i den, går bevoksningen let i opløsning, både fordi den angribes af rodfordærver, og fordi den ikke er stormfast. Erfaringen viser, at man sjældent får held med at underplante en contortabevoksning, da konkurrencen fra de gamle træers overfladiske rodsystem er for hård for nyplantningen.

Intet er dog så billigt at lave som en kultur af contortafyr plantet på stor afstand, hvorfor contortaen kan have en mission på de allerdårligste jorder.

Bjergfyr

Bjergfyr (Pinus mugo), som er et mellemeuropæisk, oftest flerstammet bjergtræ, anvendtes tidligere ved tilplantning af hedearealer, fordi denne nøjsomme træart bedre end andre træarter er i stand til at tage konkurrencen op med lyngen. Bjergfyrren er dog meget modtagelig for rodfordærveangreb, og ved hugst af enkeltstammer på et flerstammet træ risikerer man let at hele træet dør, med mindre stødfladerne behandles.