Rødellen i Danmark, en artikel om vækst, krav til jordbund, produktion m.m.

Rødellen er udbredt over det meste af Europa. Den er opdelt i typer, som ikke trives godt, hvis de flyttes ret langt. Man bør derfor kun plante dansk rødel.

Jordforhold for Rødel

Rødellen forekommer naturligt, hvor der er stor jordfugtighed. I ellesumpene langs med vandløb og ved søbredder danner rødellen småbevoksninger, hvis rødder kan stå i blankt vand en del af året. Rødellen findes dog ikke alene på sådanne ekstremt våde lokaliteter, men også på højere liggende, fugtig jord, hyppigt i blanding med ask. Ellen bliver bedst på den lidt sandede, men grundvandsnære jord. Den må altid have meget vand til rådighed for at udvikles godt, og vandet skal helst være i bevægelse.

Rødel som stævningsskov

De naturlige rene ellebevoksninger er ofte blevet drevet som stævningsskov. Det vil sige, at de stødskud, der fremkommer på træstubbene vokser op og danner en ny bevoksning. I stævningsskov af el, såvel som i stævningsskov af andre træarter, skal hugsten ske om vinteren, hvor træerne har hvileperiode.

Det er billigt og sikkert at forynge en rødellebevoksning ved stævning, fordi stødskuddene næsten altid vokser fra anden vegetation allerede i den første sommer efter stævningen. Det er dog også ret billigt at lave rødelle-kultur ved plantning, f.eks. på 2 × 2 m. Rødelleplanterne bides normalt ikke af vildtet, men fejes gerne.

Lystræ

Rødellen er et udpræget lystræ. Den vokser kun stærkt som ung, og normalt holder man den derfor i en lav omdrift på 40–50 år. Dens produktion kan da være rimelig stor på gode voksesteder, omtrent som askens. Rødellen bør hugges tidligt og ret stærkt således, at tilstrækkelige dimensioner kan opnås i løbet af den korte omdrift.

I småskovene har rødellen kun produktionsmæssig betydning, hvor den findes fra naturens hånd.

Som ammetræ er rødellen meget velegnet, fordi den vokser så stærkt i ungdommen. I gennemsnit af nogle træartsforsøg udført forskellige steder i landet var højderne 5 år efter plantning:

rødel og birk                                              ca. 3 m

ask og ær                                                  ca. 2 m

bøg, eg, lind og rødgran                           ca. 1,2 m

(løvtræerne var 2 år, rødgran 4 år ved plantning).

Rødel som ammetræ

Rødellens og birkens meget hurtige start er afgørende for deres egnethed som ammetræer for sartere træarter. Rødellen har det fortrin, fremfor birken, at den er det eneste af vore skovtræer, som er i stand til at binde luftens fri kvælstof, og derved forbedre jordbundstilstanden. Kvælstofbindingen sker ved hjælp af mikroorganismer i nogle rodknolde, der er specielle for ellen.

Hvor man vil bruge ellen som ammetræ, skal den fjernes i løbet af en halv snes år, og man behøver derfor ikke at tænke på de specielle krav til jorden, som rødellen stiller for at danne en god bevoksning. Som ammetræ kan rødellen benyttes næsten overalt.

Fældning

Rødellens ved bliver stærkt rødt umiddelbart efter fældning; men farven bleges ved tørring. Veddet er uden kerne. Det er let og homogent og nemt at forarbejde, hvorfor det anvendes til blindtræ, drejertræ, træsko og en masse småting. Brændværdien er ikke stor; men fra gammel tid har ellebrænde været særlig anset til brug i røgerier, fordi det giver røgvarerne en god smag.