Bekæmpelse af bjørneklo og andre invasive arter
Bekæmpelse af bjørneklo og andre invasive arter
Nogle introducerede plantearter optræder som det, der kan kaldes landskabsukrudt. Landskabsukrudt kan defineres som: Plantearter, der i løbet af de sidste 100-150 år er kommet til Danmark og som har vist sig at være så aggressive og konkurrencedygtige, at de fortrænger den naturlige danske flora.
Arter af landskabsukrudt
Typiske arter af landskabsukrudt er Kæmpe-Bjørneklo, Rynket Rose (hybenrose), Glansbladet Hæg, Kæmpe-Pileurt, Japan-Pileurt og Rød Hestehov.
Faren ved introducerede arter er, at nogle af dem etablerer sig i den danske natur, hvor de nye arter kan forskyder den økologiske balance i de eksisterende økosystemer. Disse arter kaldes de invasive arter.
Invasive arter
En tommelfingerregel siger, at af de arter, der introduceres i et land etablerer de 10 % sig i naturlige økosystemer og af disse vil 10 % være invasive arter. Det vil sige at 1 % af de arter, der introduceres kan forventes at blive invasive og dermed forårsage uønskede påvirkninger af de naturlige økosystemer.
Desværre kan vi ikke på forhånd vide hvilke arter, det er der vil blive invasive. Denne usikkerhed kan belyses med Kæmpe bjørneklo som eksempel. Denne plante kom til Danmark midt i 1800-tallet uden at blive spredt. I 1960-erne begyndte planten dog at spredes over hele landet. Nu er arten et stort problem fordi den danner tætte bestande i enge, moser og langs vandløb og derved fortrænger alle andre arter.
For nogen af de mest aggressive invasive arter er det nødvendigt at igangsætte en bekæmpelse eller i det mindste forsøge at kontrollere udbredelsen af arterne.
Dette sker bl.a. for Kæmpe bjørneklo. Skov- og Naturstyrelsen har oprettet en hjemmeside med gode råd til miljøvenlig bekæmpelse af nogle af de værste introducerede planter - såkaldt landskabsukrudt, der kan fortrænge den naturlige danske flora.
Mere information på....
Hjemmesiden om de invasive arter, både planter og dyr kan ses på:
www.skovognatur.dk/Emne/ Naturbeskyttelse/invasivearter/
Her kan man bl.a. læse, at der er udgivet foldere om bekæmpelse af kæmpebjørneklo og rynket rose.
Både hjemmeside og pjecer er gode at blive kloge af og for at strategien, om at bekæmpe bjørneklo skal lykkes, er det nødvendigt, at lodsejerne er godt orienteret om, hvad der skal gøres, herunder især at bekæmpelsen koordineres mellem ejerene.
Frands Fraas Nielsen
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen



















