Skadedyr
01. december 2009
Hold øje med jeres træer
Den milde vinter og det solrige, lune forår har givet insekterne de bedste startbetingelser i år og opformeringen foregår ligesom i 2007 og 2008 tidligere og i større omfang end normalt.
Der er derfor nødvendigt nu og løbende igennem sommeren at overvåge sine træer for skadedyr. Iværksættes modforanstaltninger ikke i tide, kan det økonomiske tab blive endog meget stort.
Bekæmpelse imod galmider foretages med Kumulus Svovl 4 kg./ha. Husk off-label godkendelse! Bekæmpelse af lus og viklere kan fx foretages med Fastac 50, 0,4 liter/ha eller Karate 2,5 WG med 0,6 kg./ha. Efter udspring bør Karate anvendes, idet midlet virker mindst aggressivt på kulturtræerne.
Herunder er en kort gennemgang af væsentlige skadedyr:
Alm. ædelgranlus De overvintrede moderlus har vi længe gået og kigget på. Mange steder er skudaksen på forrige årsskud på nordmannsgranerne næsten sortfarvet af lusene. Nu har de skiftet hud, svulmet op til 1,5 mm. længde og er blevet mere uldne. Bestanden af alm. ædelgranlus synes større for årstiden, og april-varmen har fået en del af æggene til at klækkes; heldigvis er nordmannsgranerne ikke sprunget ud i skrivende stund. Larverne på 0,5 mm. ses rundt omkring på de gamle nåle som små, sorte prikker. Andre æg er endnu ikke klækket og kan ses med lup som små, rødbrune/brune kugler i klaser omkring de voksklædte moderlus.
Efter udspring vil larverne vandre ud på de nye skud og starte sugningen. Dog har vi i enkelte år set skader efter at larverne er krøbet ind under knopskellene, hvilket kan forekomme på svulmede knopper. Skadesbilledet er velkendt med de forkortede, krumme og lysegule nåle.
Ulden / grøn ædelgranlus Ulden ædelgranlus overvintrer som æg og den er grønlig efter klækning. Den har en kropslængde på op til 2 mm. og kan minde om gulgrønne bladlus med et vokslag, der giver dem et blåligt skær. Hvis maj/juni bliver varm, kan de forekomme i stort tal. I kraft af bevingede voksenindivider kan spredningen til nye områder ske hurtigt.
Især kendetegnes lusene ved deres kraftige produktion af voks og ekskrementdråber (honningdug) - det giver blåhvide, vat-agtige belægninger ved nålebasis langs skudakserne og kan føre til en tilklistring af skuddene. Modsat hos alm. ædelgranlus forbliver nålene normalt grønne, men sugningen bevirker, at de vrider sig, så de hvide undersider bliver synlige.
Galmider Der blev observeret galmider tidligt i år. De danske galmide-arter i juletræer overvintrer som æg, og det varme forår vil formentlig udløse en pæn opformering, så bekæmpelse er aktuel. Fik du ikke sprøjtet sidste år, eller havde du angreb i efteråret, skal du være meget opmærksom. Galmidernes aktivitet og formering kan fortsætte langt hen i efteråret. De trives i varmt og tørt vejr, hvorimod regn og kulde kan holde angrebene nede.
Galmiderne punkterer og udsuger nålenes celler én af gangen. Luften trænger herefter ind i cellerne, hvorefter de gulfarves. Under stærk forstørrelse kan dette iagttages som en gulspætning af nålene. På afstand og uden forstørrelse ses symptomerne som en støvet brun / bronzefarvning af nålene. Ved kraftige angreb falder nålene af. Dette sker ofte først hen på efteråret. Disse symptomer ses kun på de ældre nåle-årgange; men sugningen foregår på de nye nåle kort efter skudbrydning. Det er altså ikke tilstrækkeligt at holde øje med udviklingen af symptomer, da disse først ses tydeligt et år efter sugningen.
Til bedømmelse af angrebets omfang, skal man derfor se efter selve galmiderne og her er en kraftig lup (10-20x) nødvendig. Æggene kan som regel findes på nålenes overside nærmest nålebasis. De er runde, ca. 0,07 mm. i diameter, klart hvide og let iriserende. De voksne galmider er 0,1-0,2 mm. lange, hvide, gullige eller rødlige og mere eller mindre koniske / dråbeformede.
Ædelgrannåleviklere Angriber både nordmannsgran og nobilis. Vikleren er en lille sommerfugl med vingefang på 11-14 mm. Bagvingerne er lysegrå og forvingerne er brunlige med lyse tegninger. I nobiliskulturer kan man sparke til træerne, hvorefter vikleren flyver op, med sine karakteristiske ”flaksende” bevægelser. Foreløbigt er det kun enkelte medlemmer, der har konstateret mange viklere. Her har det bestemt heller ikke været nødvendigt at sparke til træerne, for at se vikleren.
Den tidlige ædelgrannålevikler begyndte sin sværmning i april og efter klækningen starter larven sin minering (udhulning) og sammenspinding af nåle. Skadesbilledet er disse ”reder” på både nye som gamle skud, med 3-5 minerede sammenspundne nåle, som senere visner og falder af. Hvis der optræder betydende sværmning af vikleren, bør bekæmpelse udføres ca. 14 dage efter sværmning, da det er larven der bekæmpes.
Sitkabladlus Sitkabladlus hærgede både i 2007 og 2008 på sitkagran, hvidgran og blågran. De angrebne træer står nu triste tilbage, ofte kun med nålene på årsskuddet tilbage. Ved kraftige angreb spredte lusen sig til nærtstående nordmannsgraner. De foreløbige meldinger tyder indtil nu ikke på en voldsom opformering. Sitkabladlusen er 1-2 mm. lang, grøn og har røde øjne. I Danmark overvintrer arten fortrinsvis som nymfer og voksne bladlus. De overvintrende hunner kan formere sig ved temperaturer helt ned til 0° C. Således starter formeringen tidligt i foråret, og efter milde vintre kan det føre til en meget kraftig opformering. Antallet af bladlus kulminerer normalt ultimo maj – primo juni og falder derefter brat.
Gråsnuder Ses delvis visne og begnavede nåle på års- og topskud – Ja, så er det ofte gråsnuden eller øresnudebillen, der har hygget sig. Gråsnuder er meget normale; de er mest aktive om natten og gemmer sig på planten om dagen. Bekæmpelse foretages normalt kun ved kraftige angreb.
Snudebiller I alle ny-plantninger af nål efter nål er den store brune snudebille en uønsket gæst. De små planter bør derfor behandles ved påsprøjtning af insektcid på de små planters rodhals i kulturen. Man kan også vælge at holde øje med kulturen for at konstatere angreb i tide. Generelt anbefaler vi dog at foretage en forebyggende sprøjtning.
Du kan læse mere om skadevoldere på http://dyrkningsaktuelt.dk Her kan du også se billeder af skader og skadevolderne.
Er du i tvivl, skal du ikke tøve med at ringe til din skovfoged.
Din lokale forening
Skovdyrkerforeningen Nord-Østjylland
Marsvej 3, Paderup
8960 Randers SØ
Tlf: +45 8644 7317
Fax: +45 8644 8187
CVR-nr. 35504117
sno@skovdyrkerne.dk












