Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Danmarks bedste skovbrug ligger i Sverige

01.09.2015

Dansk skovbrugs enfant terrible, Esben Møller Madsen, har i 30 år været skovrider og godsforvalter på Trolleholm Gods i Skåne. Skovdyrkernes personaleseminar var i år forlagt til netop Trolleholm, for at vi kunne lade os inspirere af en række anderledes – men altid gennemtænkte – løsninger og synspunkter.

Trolleholm slot (1889). Tegnet som en ridderborg af den danske arkitekt Ferdinand Meldahl, der her har blandet 500 års forskellige

Trolleholm slot (1889). Tegnet som en ridderborg af den danske arkitekt Ferdinand Meldahl, der her har blandet 500 års forskellige

Ligesom Danmarks største domkirke ligger i Lund, så ligger et af vore mest velpassede og innovative skovbrug ved Svalöv øst for Landskrona. Med en ejer som er kunsthistoriker og i lang tid boede i London, har den praktiske drift været overladt til fagfolkene, og Esben Møller Madsen har haft ganske frie hænder til at tilrettelægge driften. Man har alle dage haft en god dialog og en arbejdsdeling, som indebærer, at ejeren insisterer på at være ejer, og Esben insisterer på af være `knægt´(filosoffen Hegels `herre/knægt´-forhold).

Der er sket store ting i de 30 år. Man har flyttet rundt med træarter, så de kommer til at stå på den bund, hvor de passer bedst, delvist udfaset rødgranen, som er erstattet af løvtræ og ædelnål, arronderet skovene ved tilplantning (såning) af 170 ha marginal landbrugsjord med eg, ændret hugstpolitik med henblik på produktion af kvalitetstømmer, udviklet et system med små dækrodsplanter,  bortskudt stort set alt kronvildt og alle elge fra ejendommen og skabt et driftsregistreringssystem, som giver mulighed for at følge økonomien bevoksningsvist og løbende analysere alle aktiviteter.

Esben Møller Madsen, Skovrider og Direktør i Skåneskogens utvecklings AB

Driftsformål

Driftsformålet er at øge ejendommens værdi på lang sigt. Det gælder specielt skoven, men også landbruget og de øvrige driftsgrene. En stor del af det tilhørende landbrug bestod tidligere af en række forpagtergårde. De nedlægges efterhånden, som det er muligt (typisk når nuværende forpagter dør), og jorden inddrages til Trolleholms eget rationelle landbrug. Det er en bedre forretning.

Som ved de fleste godser er man velsignet med masser af bygninger, hvor der tidligere boede funktionærer eller arbejdere. Mange godser opfatter sådanne bygninger som en klods om benet, men på Trolleholm er de egnede sat tip-top i stand med henblik på udlejning til folk med godt arbejde i Landskrona, Lund, Malmø eller København (og en enkelt i London).

Som et led i bestræbelsen på at tiltrække unge betalingsdygtige lejere til `Trolleholm landsby´ har man indrettet en børnehave i en af godsets bygninger Dårlige huse nedrives, og grundene beplantes med løvtræer og buske.

Og der gøres meget for den landskabelige æstetik på ejendommen. Man har fået lavet en herlighedsplan, som på lang sigt skal sikre, at man i stedet for et monotont dyrkningslandskab langsomt udvikler et landskab, som er attraktivt at bo og leve i – et `herlighedslandskab´. Opdelt i åbne rum i størrelsesordenen 400 ha omkranset af skov. Med alléer, småplantninger, gamle fritstående ege m.m. Herlighedsplanen er også meget anvendelig i dialogen med myndighederne.

Selve slottet er lejet ud til en gruppe større erhvervsvirksomheder, som anvender den til konferencer, efteruddannelse, repræsentation m.m. Generelt er rammebetingelserne bedre end i Danmark, hvilket kan ses ikke bare på Trolleholm, men på vedligeholdelses standarden på de fleste svenske godser: Der er ingen arveafgift, og ejendomsskatten er af en symbolsk størrelse.

Skovdriften

Formålet er den størst mulige produktion af den højeste kvalitet. Samtidig tilstræbes en høj stående vedmasse ( >200 m3/ha i gennemsnit). Vedmasserige skove giver større løbende udbytte og større værdiskabelse. Vedmassefattige skove er derimod et udtryk for, at skovene er overbenyttede, og at værdier er trukket ud til overkonsumption på fremtidens regning. Som i middelalderensmassefattige skovbrug.

På Trolleholm bruges renafdrift og genplantning som foryngelsesform i alle nåletræarter samt i (lystræarten) eg, mens der i bøgen i hovedsagen arbejdes med selvforyngelser– her vil en plantning aldrig kunne svare sig. Renafdrift og plantning giver i de øvrige træarter en række fordele. Ud over en bedre økonomi giver det ogsåmulighed for et træarts- eller proveniensskifte.

Selvforyngelse i bøg, trænger til tynding i overstanderne.

I de situationer, hvor man ønsker at plante bøg, er man, for at ændre på den plantede bøgs usle økonomi, kommet ind på en gammel, afprøvet teknik: Forkulturer. Det vil sige, at man starter med en pioner-træart, f.eks. lærk, rødel eller poppel. Når den er så godt etableret, at den har styr på bundvegetationen, men stadig er så vital, at den reagerer godt på hugst (f.eks. lærk i 8-10 meters højde), så underplantes den med den blivende træart (f.eks. bøg). Det er en relativ billig og sikker etableringsmåde for den følsomme bøg, og forkulturen af lærk producerer samtidig god værdi (tømmer eller flis).

Forkultur af lærk, skal sikre gode vilkår for bøgen.

Ellers er man ikke meget for blandingsbevoksninger. Der er prøvet mange varianter, men resultaterne lever sjældent op til de ideelle forventninger – på trods af hyppige indgreb. F.eks. så vi en gammel klassiker – blanding af eg og rødgran. Rødgranen bliver grovgrenet, fordi maner nødt til at lysne for egen, og egen bliver heller ikke god, fordi der er for få træer at vælge mellem. Og så kræver denne – som alle andre blandinger – megen rettidig omhu, det vil sige et ekstremt nærvær, som kan være svært at leve op til, selv på et intensivt drevet gods.

Vi så også en blanding af nobilis og eg. Her gav de gode udbytter fra nobilisen en samlet god økonomi, men heller ikke her bliver den kommende egebevoksning rigtig god. Man sætter sig på en måde mellem to stole.

En træart som man i mange år gik udenom, men som nu er kommet ind i varmen, er grandis. Den præsterer jo en fantastisk tilvækst (30 m3/ha/år), men problemet er de brede årringe og den lave rumvægt. Det betyder, at grandis i normaldrift kun producerer lavt betalt kassetræ.

Det problem mener man på Trolleholm at kunne løse ved en hugst fra toppen. Det vil sige, at man ved de første adskillige tyndinger tager de mest hurtigtvoksende (de tykkeste) træer ud. Det giver et større dækningsbidrag i tyndingerne, samtidig med at man får en mere værdifuld bevoksning efter tyndingsindgrebet.

Grandisen vokser formidabelt, den dårlige vedkvalitet styres gennem hugsten på Trolleholm

Såning af eg på landbrugsjord

Af den landbrugsjord man indtog fra forpagtergårdene,var en del af relativ lav landbrugsmæssig kvalitet. Under en diskussion foreslog ejeren overraskende, at man plantede eg på disse arealer. En plantning var imidlertid dyr, og tanken faldt på mulighederne for såning. Esben Møller Madsen vidste, at man i Hauch & Oppermanns’ Håndbog i Skovbrug’, udgivet 1898-1902, havde en omtale af egesåninger, som var ganske udbredte i slutningen af 1800-tallet. Man fik fat i en såmaskine og tilsåede i 1989-90 de første 16 ha.

Resultatet var godt, og det kunne gøres så billigt som for godt 10.000 DKK/ha. (Det kan betale sig at læse ide gamle bøger!) 

Da der i de følgende år var gode tilskud til skovrejsning, fortsatte man såningerne, der nu omfatter ialt 170 ha. Og med en god likviditet til følge idet tilskuddet var betydeligstørre end etablerings udgiften!

Man havde til en start en del vildt problemer i de unge egekulturer, idet de store lokale dyr (elgene) er så godt som umulige at hegne ude. Man drog den konklusion, at problemet ikke kan løses ved en tilpasning af træartsvalget men kun ved en decimering af bestanden. Da man ikke kunne få dispensation fra myndighederne til en målrettet afskydning af de mest aggressive elge udenfor jagtsæsonen, indførte man en skydepræmie til jagtlejerne på 12.000 kr. for hver skudt elgko. Det var ikke noget, som naboerne var glade for, men det løste stort set problemet.

Renbestand af norsk vintereg, etableret ved såning på landbrugsjord.

Tyndingerne – og det naturnære

Den normale visdom vedrørende tynding i nåletræ er tidlige og stærke ungdomshugster efterfulgt af normale hugster og så en hugstfred i bevoksningernes sidste 20-25 år. Denne hugstform regnes normalt for at give den største stormstabilitet, som det også fremgik af Skovdyrkerenstillæg om stormfald.

Men hvis man nedprioriterer stormfaldsrisikoen og i stedet går efter at producere det bedste kvalitetstræ – og det gør man på Trolleholm – så starter tyndingerne i rødgran/sitkagran relativ sent, og man foretager hyppige, men relativt svage indgreb (40-50 m3/ha) som hugst fra toppen. Det er en satsning, og det kan kun lade sig gøre på en intensivt drevet ejendom som denne.

Al hugst foretages i øvrigt ved faste, private entreprenører, som man beskæftiger 100% enten på Trolleholm eller på en af de andre syv ejendomme i driftsfællesskabet. Alle skovningsentreprenører arbejder på timeløn.

Bortset fra rødgran/sitkagran bliver alle træarter i både nål og løv manuelt vist ud før tynding. Det giver det sikreste valg af tyndingstræer (den bedste selektion), og det giver en noget hurtigere (billigere) skovning. Man udviser 2-300 ha om året.

Økonomisk er det ingen gevinst her og nu, men man skønner, at det kan betale sig alligevel, fordi man derved får det optimale ud af sine bevoksninger på langsigt. Formålet med tyndingerne er primært at øge værdien af bevoksningernes fremtidige tilvækst, sekundært at få en fornuftig økonomi i den enkelte tynding. Man arbejder ikke med tyndingsreserver, men passer bevoksningerne efter de fastlagte rammer uden hensyn til konjunkturernes variationer. Reserverne har man i lagerbevoksningerne.

Når man færdes så meget i bevoksningerne, som man gør, så vil nogen spørge, hvorfor man ikke går over til principperne for det, der kaldes `naturnær skovdrift´. Når man stiller Esben Møller Madsen dette spørgsmål, er det som en vulkan i udbrud. Esben kalder konceptet om naturnær skovdrift, som det er solgt til skovbruget gennem de sidste par årtier, for `tom retorik´, en `hånmod vores intelligens´, og `kejserens nye klæder´. Desuden mener han, at naturnært skovbrug frister til overbenyttelse (forhugning) af skovene.

Kernen i den naturnære driftsform er en enkelttræbehandling, som Esben anser for fejltænkt, fordi man efter hans mening ikke kan arbejde rationelt på enkelttræniveau, men kun på gruppe- eller bevoksningsniveau.

Han mener derimod, at det klassiske skovbrug indeholder alle de redskaber, vi behøver, inklusive metoder til selvforyngelse i både løv og nål. Det er desuden teoretisk konsistent uden selvmodsigelser og udviklet og gennemprøvet gennem mange år – i modsætning til naturnært skovbrug, som Esben ser som et fatamorgana og en leflen for tidsånden. Skovdyrkning er et håndværk som bør baseres på tung erfaring og videnskabelige resultater. Det er ikke en videnskab, hvor man ud fra luftige teoretiske overvejelser kan slutte sig til, hvad man bør gøre i den enkelte situation.

Men den danske diskussion om renafdriftssystemet kendes også i Sverige. Natur- og miljøorganisationerne vil have fremmet det, de kalder kontinuitetsskovbrug (altså et skovbrug uden renafdrifter), men de imødegås som tidligere nævnt af både Skogsstyrelsen, af de store skovejerforeninger og af skovindustrien.

Thi kendes for ret

Den klare, faste linje har præget godsadministrationen gennem alle de 30 år. En af konsekvenserne har været en række retssager ved forskellige domstole. Om bl.a. lejernes og forpagternes rettigheder, om godsets forpligtelser, når folk efterlader bilvrag i skoven m.m., men også en række sager om selve skovdriften.

EMM demonstrerer princippet i den svenske Högläggning

Den svenske skovlovgivning er egentlig relativ løs i sine formuleringer, men Skogsstyrelsen forsøger ifølge EMM i sin myndigheds udøvelse at benytte denne fleksibilitet til at flytte grænserne i ovensstemmelse med tidens strømninger, men uden at have noget at have det i. Det forsøger EMM at bremse – ved hjælp af retssystemet om nødvendigt.

Et helt aktuelt eksempel har drejet sig om jordbearbejdning. På Trolleholm har man i mange år arbejdet på udviklingen af små, billige dækrodsplanter. De fungerer godt, men kræver en intensiv jordbearbejdning. Man har i de seneste par år tilplantet omkring 100 ha i skoven med eg efter sygdomsramt ask.

Til en sådan konvertering er der et statstilskud på 40.000 SEK/ha. Altså i alt 4 mio. SEK. Skogsstyrelsen blokerede imidlertid udbetalingen med den begrundelse, at jordbearbejdningen efter deres mening havde været for voldsom. Man mente, at den gav uønskede miljøeffekter (blandt andet en afdræning af arealerne), hvilket der ikke er dokumentation for, og man mente desuden, at den ville genere publikums senere færden over arealerne.

Det blev til endnu en retssag – med 4 mio. kr. på spil. Det kræver stærke nerver at være kreativ skovadministrator i det svenske skovbrug. Sagen er netop afgjort: Godset vandt (i hvert fald i første retsinstans)!

Sådan ser arealet ud efter behandling med Hög

Dansk skovpolitik

De sidste forhold fører os ind på danske forhold. Mens skovbruget i Sverige med sine meget betydende følgeindustrier er et økonomisk bærende erhverv med deraf følgende stor politisk gennemslagskraft, så er det traditionelle, produktive danske skovbrug langt mere presset.

Dansk skovbrug mangler ifølge Esben en førerhund, der kan artikulere erhvervets behov og betydning, og som kan give den stærke grønne lobby et kvalificeret modspil. Han foreslår en grøn tænketank`’til imødegåelse af den store uvidenhed om det, vi arbejder med, og de mange biologiske fantasterier´.

Særlig bekymrende er undervisning og forskning på skovbrugsområdet. Vi mangler struktur og indhold på forskningssiden. Hvordan sikrer vi den videre udvikling? Hvis samfundet ikke magter det eller har interesse for det – hvad alt tyder på – så mener Esben, at skovbrugets organisationer selv må sætte penge af til at løse problemet!

Danske skovridere i Sydsvensk skovbrug

Der er lang tradition for ansættelse af danske forstfolk i Sverige. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet, hvor forstkandidatuddannelsen lå ved universitetet i Kiel, fandt de første beskæftigelse i Sverige. Siden har mere end 50 forstkandidater fundet kortvarig eller blivende beskæftigelse i Sverige.

En speciel gruppe udgøres af de kandidater, der blev ansat ved de skånske godser, hvor deres kundskaber på løvskovsområdet sammen med deres indsigt i godsforvaltning gjorde dem efterspurgte. På flere af godserne har der været flere på hinanden følgende danske kandidater ansat – bl.a. på Trolleholm– hvilket selvsagt har skabt en kontinuitet i skovdriften. Dels pga. det fælles skovsyn, som forstkandidatuddannelsen tidligere indebar, dels fordi der som regel var tale om livslange ansættelser med muligheder for tydelige aftryk.

På Trolleholm blev den første danske skovrider ansat i 1859 og virkede til 1902! Når EMM i forbindelse med sin pensionering med udgangen af 2016 fratræder, har han været ansat på Trolleholm i 31 år.