Tekst og foto: Jens Mathiasen

Skovdyrkernes økonomi viser solide takter. Der er skabt god indtjening på rådgivning, entrepriser og handel med råtræ og flis.

Samlet set kommer Skovdyrkerne ud af regnskabsåret 2018/2019 med et overskud på fire millioner kroner. Det er en stigning på over otte procent i forhold til året før – og det højeste resultat i årevis. Omsætningen lander på 576 millioner kroner imod 533 millioner kroner i forrige regnskabsperiode.

De solide tal fremgår af årsberetningen for Skovdyrkerne 2018/2019.

Her kan man også læse, at resultatet er skabt på trods af et svagt faldende medlemstal og et lidt mindre medlemsareal end sidste år. Aktiviteten er altså steget hos det enkelte medlem.

Alle medarbejdere i Skovdyrkerne – både i marken og på kontorerne – har ydet maksimum i det forgangne år. Alle fortjener stor ros og anerkendelse for indsatsen, skriver De Danske Skovdyrkerforeninger i beretningen.

Til gengæld har juletræs- og pyntegrøntsforretningerne leveret moderate til dårlige resultater. Heller ikke i det forløbne regnskabsår gav det store arbejde gevinst af betydning – hverken til producenterne eller til foreningerne.

Året er altså en sammensat størrelse.

Aktiviteten har været høj i alle foreninger i regnskabsåret 2018/2019

Godt efterår og nye ansigter

På medarbejdersiden er der kommet nye ansigter til i løbet af regnskabsåret.

Eksempelvis var der skiftedag i Green Product i sommeren 2019. Nu hedder direktøren Henning Post, efter at den tidligere direktør Brian Boeberg søgte nye udfordringer. I Skovdyrkerne Nord-Øst har skovrider Peder Toftgaard haft fat i roret siden februar 2019.

Vejret artede sig fornuftigt i regnskabsårets begyndelse. Sammen med gode vejrmæssige forhold var afregningspriserne høje på både råtræ og flis.

Det tørre efterår i 2018 gav optimale muligheder for aktiviteter i skoven. Det benyttede mange skovdyrkermedlemmer sig af og bestilte opgaver i højt tempo.

Den største udfordring var i virkeligheden at fremskaffe maskinkapacitet nok til alle de projekter, som Skovdyrkernes medlemmer ønskede gennemført. I perioder var der reelle flaskehalsproblemer.

Foreninger på rekordkurs

Den høje aktivitet betød, at fire ud af fem foreninger kom ud med positive årsresultater. En enkelt tager en ordentlig begmand.

I to foreninger leverede man rekordresultater, som er afgørende for det gode samlede resultat i Skovdyrkerne.

Skovdyrkerforeningen Vestjylland og Skovdyrkerforeningen Syd bogfører resultater på rekordniveau, begge på basis af et år med et helt ekstraordinært højt aktivitetsniveau på rådgivning, på entreprise og på handel.

I Skovdyrkerne Vest er hugsten øget yderligere fra 1,5 gange normalhugsten i sidste regnskabsår til nu to gange normalhugsten.

I Skovdyrkerne Syd steg den samlede omsætning med hele 20 procent i forhold til året før.

I Skovdyrkerforeningen Midt og Skovdyrkerforeningen Øerne glæder man sig over, at man er helt fri af de barske økonomiske konsekvenser af fusionerne i henholdsvis 2015 og 2016. I begge foreninger har der også været ekstraordinært travlt.

I Midt indfriede man budgetmålet. Resultatet afspejler dog ikke den høje aktivitet, hvilket skyldes et utilfredsstillende forløb af juletræs- og klippegrøntsæsonen.

I Øerne indfrier man kun delvist det forventede driftsresultat. Det skyldes især en markant nedgang i aktiviteten i 4. kvartal kombineret med ekstraordinære omkostninger til lederudvikling og fælles udviklingsprojekter.

Ny ledelse i Nord-Øst

Som nævnt dækker tallene også over udsving imellem foreningerne. Skovdyrkernes fællesskab trådte til, da udviklingen i Skovdyrkerforeningen Nord-Øst blev udfordret i efteråret 2018.

Hovedpunkterne er et skovriderskifte og en fratrådt bestyrelse. En ny bestyrelse blev hurtigt rekrutteret, og den ansatte efterfølgende Peder Toftgaard Gregersen som ny skovrider pr. 1. februar 2019.

Desværre kommer Nord-Øst ud af regnskabsåret med et underskud på lige over en million kroner.

Resultatet er utilfredsstillende og et udtryk for et turbulent år og især nedlukning af en række gamle, tabsgivende projekter.

Foreningen arbejder målrettet med at styrke forretningsdelen, og der forventes sorte tal i det kommende 2019/2020-regnskab.

Regnskabsår 2018/2019 2017/2018
Medlemmer 4.400 stk. 4.600 stk.
Tilknyttet areal 82.000 ha 83.500 ha
Ansatte 87 medarb. 90 medarb.
Omsætning 576 mio. kr. 533 mio. kr.
Resultat 4,0 mio. kr. 3,7 mio. kr

Styrket organisation

Samlet set går Skovdyrkerne styrket ind i næste regnskabsår. Organisationen er veltrimmet og råder over mange dygtige medarbejdere.

Der er masser af medlemmer, der skal rådgives og masser af gode projekter, der skal planlægges og gennemføres.

Den globale økonomi er godt nok gået et gear ned, og fremtidsudsigterne er blevet mere slørede. Hertil kommer udfordringerne for skovdriften fra kritikere af skovbrugets flisproduktion og naturtilstand.

Men sikkert er det, at til trods for forhindringerne, fortsætter Skovdyrkerne med at lægge sig i selen og skabe værdi for skovejerne.

Til næste år har De Danske Skovdyrkerforeninger gjort det i 80 år – og det fortsætter vi med, fastslår ledelsen i beretningen.

Årsberetningen 2018/2019 ligger på Skovdyrkernes. Herfra kan den læses i sin helhed. 3333 – internal-link “Opens internal link in current window”>Åbner internt link i det nuværende vindueFind den her

Fire ud af fem foreninger leverer sorte tal på bundlinjen. Handel med råtræ er en vigtig post i regnskaberne.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #65

Læs andre artikler inden for Skovrejsning