Inspiration sydfra
I Danmark (og i Sverige) har læren efter de store stormfald været: Kortere omdriftsalder, ikke så meget værdifuld masse stående på højkant i skovene, men helst en styret afvikling før den næste storm pludselig gør det (se f.eks. Skovdyrkeren nr. 29 fra Lindenborg). Men sådan ser man ikke på det alle steder.
Skovdyrkeren deltog i år i Pro Silvas årsmøde i Tjekkiet og i tre dages ekskursioner i skovene i Mähren i det sydlige Tjekkiet omkring byen Brno. Her så vi et skovbrug, som man kun kan drømme om i Danmark. Med store træer og enorme vedmasser. Som de fleste skovfolk godt kan lide det. Eller som skovforsker Christian Nørgård Nielsen kommenterede, da han så billederne fra Tjekkiet: ”Man kan for dælen kun blive glad i de skove”.
Det er de samme træarter, som vi kender (bøg, eg, rødgran,lærk, douglasgran m.fl.). Og landskabet så ikke meget forskelligt ud i forhold til det danske. Men jorden var forskellig – overvejende kalksten, ganske dybe og frugtbare jorde. Desuden var der tale om meget større skove – beliggende midt inde på det europæiske kontinent – hvilket giver et helt andet skovklima, end vi har i vore udsatte og forblæste småskove. Dertil et meget mere personaleintensivt skovbrug, hvor hver skovfoged kun skal se efter 600-1.000 ha skov, og hvor skovarbejdere kun koster en brøkdel. Og med en højere pris for det store tømmer. Men endelig må vi indrømme, at der også er en kulturforskel – en forskel i holdning og tradition.
Skovdyrkningsprincipper
Man undgår så vidt muligt renafdrifter. Hugsten er typisk en form for plukhugst, og foryngelsen sker så vidt muligt ved selvsåning. Det er et skovbrug, som også er kendt fra mange dele af Tyskland, Østrig, Schweiz og Frankrig, og det er den form for skovbrug, som Pro Silva står for.
Den første forudsætning er et lavt vildttryk – derfor er vildtbestanden skudt ned til en minimal størrelse. Dernæst er styringen af lyset den helt centrale kunstart i den type skovbrug. Der reguleres naturligvis i opvæksten, og der indplantes, hvor nye træarter ønskes. Men hvor vi herhjemme normalt forsøger at egalisere bevoksningerne ved at fjerne de groveste og de mindste (en`socialdemokratisk´ hugst, hvor top og bund er uønskede), så forsøgte man i Tjekkiet at differentiere, således at man får en fleretageret struktur. Hvor vi sætter træerne ud på jævn afstand, så beholder man ofte alle kvalitetstræer uanset afstand (`acceptér skønheden, hvor den er´ – som en deltager sagde). To tætstående ege skulle have lov til at stå, til de hver havde opnået en diameter på 80 cm, fik vi at vide af de tjekkiske værter. I nåletræet arbejdede man med dybe kroner – de skulle svare til mindst en tredjedel af træets højde, gerne halvdelen.
Skovhistorie
De fleste af de skove, vi så, havde oprindelig været løvskove domineret af bøg med indblanding af ædelgran og en række af de øvrige løvtræer. Disse skove blev imidlertid overudnyttet og delvis ødelagt i 1800-tallet, blandt andet på grund af en omfattende trækulsproduktion til de bøhmiske glasværker. I tiden omkring år 1900startede man så en stor skovrejsningsbølge, hvor man gentilplantede mange af de ødelagte bøgeskove med rødgran i renbestand. Disse skove har vokset og udviklet sig ganske godt, og det er resterne af dem, som maner ved at forynge i dag.
Men den lange periode med store områder med ren rødgran har trods enkelttræernes gode vækst været præget af en række problemer, blandt andet meget stormfald og en del insektproblemer (typograf og chalcograf). Man mener ikke, at den rene rødgran er et stabilt økosystem, og slet ikke, hvis klimaet ændrer sig. Man ønsker derfor ikke at gentage plantningerne med rødgran, men vil i et vist omfang tilbage til blandskove med et kraftigt indslag af den oprindelige hovedtræart, bøgen. Derudover ønsker man en stor indblanding af ædelgran, som også fandtes ide oprindelige skove samt rødgran, som man ikke helt vil kassere. Suppleret med andre værdifulde træarter som europæisk lærk og eg. Målsætningen er – siger de – produktive, bæredygtige og modstandsdygtige skove.
Man ændrer altså både træartsfordeling og skovdriftssystem, hvilket naturligvis er en 100-årig satsning. Men rigtige skovfolk er jo tålmodige. Som den ekstremt tålmodige schweiziske skovbrugsprofessor i gruppen sagde: `lærken kan blive 800 år hjemme hos os´. Den imponerende lærk, vi så indblandet i bøgen, var i øvrigt europæisk lærk (Sudeter-lærk og lærk fra de østrigske alper). Der var i øvrigt mange steder en kraftig opvækst af avnbøg. Der var nogen uenighed om, hvorvidt det var noget at satse på til kævleproduktion. Alle var dog enige om, at den havde en vigtig opgave med at beskygge bunden, idet den kunne bruges til at styre lyset til foryngelserne.
Økonomi
I de smukke bevoksninger fik vi mange tal for stamtal, for stående masse og for tilvækst. Men desværre aldrig tal for den totale økonomi i kr./ha/år, som er normale i en dansk sammenhæng, og som vi bruger til at sammenligne økonomien i forskellige træarter og forskellige driftssystemer. Det lod ikke til, at det var noget, de regnede på eller interesserede sig for. De havde et basalt mål, som lå udenfor en snæver økonomiberegning, og det var en konvertering til mere naturlige og mere diverse skovstrukturer. Og det mål gik de konsekvent efter. En af deltagerne fortalte ved et af punkterne en anekdote om, hvad skovdyrkning egentlig er. Den gengives herunder.
Se i øvrigt skovfoged Ulrik Kragh Hansens rejseberetning fra det nordlige Tjekkiet, som ligger på vores hjemmesideunder nyheder.
Floden – og skovdyrkningen
Forestil jer en flod – stor, dyb og sejlbar. Du skal sejle fra punkt A til punkt B, der begge ligger langs floden.
Figur 1. Hvis punkt A ligger opstrøms i forhold til B, vil en tømmerflåde være nok for at komme fra punkt A til B, eftersom strømmen – helt naturligt – vil føre dig i den rigtige retning. Intet fremdriftsmiddel og ingen guide er nødvendig.
Figur 2. Hvis punkt A ligger nedstrøms i forhold til B, er du nødt til at sejle mod strømmen. En robåd kan gøre det, men det kræver naturligvis en indsats. Indsatsen vil være proportional med strømmens hastighed. Hvis man holder en pause under roningen, bliver man ført tilbage mod udgangspositionen, og ens indsats er spildt.
Figur 3. For at komme op mod strømmen kan man også bruge andre naturlige kræfter, som f. eks. vinden. Når den blæser i den rigtige retning, kan man hejse et sejl og komme fremad. Indsatsen er her mindre end med robåden, og man har langt bedre manøvremuligheder end tømmerflåden. Hvis vinden vender, kan man kaste anker.
Skovdyrkningen
De simple eksempler viser skovdyrkningens grundprincipper:
- I skovene findes en række naturlige processer, som bestemmer bevoksningsudviklingen, hvis vi ikke griber ind, men bare flyder med strømmen.
- Men vi mennesker kan, hvis vi ønsker det, sætte nogle mål for skovdyrkningen, som er forskellige fra de naturlige, endog modsatrettet. Det svarer til at sejle mod strømmen.
- Jo mere vor målsætning adskiller sig fra den naturlige udvikling, jo større indsats er det nødvendigt at yde.
- Jo stærkere den naturlige dynamik er, jo mindre er vores skovdyrkningsmæssige manøvrerum.
- Så snart den menneskelige indgriben ophører, vil den naturlige udvikling igen langsomt tage over.
De, der ønsker urørte skove, sætter sig altså på tømmerflåden og sejler nedad med strømmen. Skovfolkene i skovene har derimod til opgave at styre udviklingen i den ønskede retning – enten det bliver med årer eller sejl.
Et eksempel
Hvis lystilgangen er tilstrækkelig, indeholder en naturlig foryngelse ofte en række forskellige træarter. Uden menneskelige indgreb vil de mindst konkurrencedygtige træarter (f.eks. eg) langsomt blive kvalt af de mere konkurrencestærke træarter (f.eks. bøg). Hvis man ønsker bøg, er ingen indgreb nødvendige. Men hvis man ønsker en egebevoksning, er det nødvendigt med en række indgreb for at styre bøgen. I centraeuropæsik skovbrug er det en almindelig problemstilling, at bøgen udkonkurrerer egen. Det er også sket i stort omfang i Danmark.
Per Hilbert på grundlag af et indlæg af den franske skovdyrker Marc-Etienne Wilhelm på Pro Silvas årsmøde 2015 i Tjekkiet.
By: Per Hilbert
