Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Jeg ved, hvor der findes en have ...

01.05.2017

Et sted i Jylland har en far og hans datter gennem næsten 50 år fra den bare mark skabt en helt usædvanlig have på godt 3 tønder land. Der er ikke offentlig adgang til haven, men den er beskrevet i en fantastisk fin og rigt illustreret bog af havekenderen Claus Dalby.

Ivy Høgh i haven ned mod Tange sø. Alle bede luges med håndkraft, og der arbejdes fra syv morgen til elleve aften.

Ivy Høgh i haven ned mod Tange sø. Alle bede luges med håndkraft, og der arbejdes fra syv morgen til elleve aften.

Vi er på sandjord ned til Tange sø i Midtjylland. Ejeren hedder Ivy Høgh – haveentusiast om en hals og idet virkelige liv også uddannet planteskolegartner. Ivys forældre købte ejendommen i 1958, da hun var 8 år – i første omgang som en sommerbolig. Ved købet var den eneste bevoksning enkelte grantræer og nogle få ahorn.

Men det skulle blive anderledes.

Inspirationen kom oprindeligt fra sommerferieture nordpå, hvor hun især kastede sin kærlighed på naturen og de små skov-, tørve- og fjeldplanter i Lapland. Hjemme igen kom diskussionen op mellem Ivy og hendes far,Peter: Kunne man skabe noget lignende ved Tange sø?

Den første satsning var et anlæg af et kunstigt, snoet vandløb gennem ejendommen. Vandet kommer fra ejendommens egen boring og bliver recirkuleret, som det fremgår af skitsen nederst på næste side. Vandløbets bund og sider er støbt i beton, og den opgravede jord erlagt op i nogle volde, der ved hjælp af sten fra naboens marker blev til stenbede.

Der blev løbende hentet inspiration på andre rejser, og hver gang man kom hjem, var der nye projekter, der skulle føres ud i livet. Der blev anlagt søer, vandhuller og flere vandløb. Og mellem dem et sindrigt system af små stier. Man fik kontakt til den kendte planteskole mand Aksel Olsen, der skabte den geografiske have ved Kolding (se Skovdyrkeren nr. 20). Hos ham fik man blandt andet mange typer af rododendron, der viste sig at være en rigtig god plante på ejendommens sure og sandede jord. I Claus Dalbys bog fortælles således, at deri haven er plantet 300 arter eller sorter af rododendron.

En skov er blevet til en skovhave

En have – et livsværk

Man kan uden tvivl sige, at haven er Ivys livsværk. Hunkender det latinske navn på alle de over 2.000 arter,der vokser i haven. Og til Claus Dalby siger hun mange gange: ”Jeg elsker alle planter”. Også dyrene er vigtige for hende. Skovsneglene bliver flyttet fra stierne og ind i bedene for at undgå, at nogen træder på dem; fuglenes reder beskyttes med små overdækninger, når der vandes og så videre (40 have-vandere er permanent monteret i haven). Der er desuden opsat mere end 100 fuglekasser.

Arbejdet med vedligeholdelsen er stort. Det faste job som planteskolegartner er for længst opsagt – al ledig tid går i haven. Fra syv morgen til elleve aften – der er altid noget at gøre. Alle bede bliver luget med håndkraft. Der er tale om en selektiv lugning, hvor lidt for aggressive planter holdes i ave, og mere ydmyge hjælpes på vej.

En gang om ugen i vækstsæsonen klippes kanterne langs alle gange med en saks. Når rododendronerne er afblomstret, fjernes alle frøstande for at undgå, at frøsætningen tærer på buskenes kræfter. Efteråret kalder Ivy `flytte-rundt-tid´, hvor en del planter flyttes af hensyn til de ændrede lysforhold, der opstår, når overetagen af træer bliver højere og bredere. På det tidspunkt bruges også dagevis på at rykke selvsåede, men uønskede,træer op – især ahorn, eg, birk, rødel og pil er gode til at så sig selv.

Folk, som besøger haven, siger: `Hvor herligt – en naturhave,den passer vel sig selv´. Men de skulle bare vide. Alligevel kan man sige, at Ivy arbejder med naturen,ikke mod den. Buskene klippes ikke, og der er en lang række planter, som ikke plantes, fordi de ikke egner sig rent dyrkningsmæssigt på stedet, for eksempel roser.

Men til Claus Dalby siger Ivy: ”jeg tør næsten ikke tage på planteskole mere, for så kommer jeg bare hjem meden bilfuld planter. Jeg kan simpelthen ikke lade være. Så jeg undgår som regel at udsætte mig for den fristelse.”

Haven er gennemvævet af små stier og gange, de fleste lavet af marksten. De fører gæsten rundt på hyggelige omveje og til overraskende oplevelser. Hist og her er der også små pladser, for eksempel en dekorativ cirkel af brosten omkring et træ. Ikke fordi den har nogen særlig funktion – den er der bare.

Rødt træhus midt i herlighederne

Bogen

For at lave bogen har Claus Dalby besøgt haven over 50gange. Blandt andet for at kunne fotografere plantelivet på alle årstider. Og bogen er fuld af fantastiske billeder.Mange af forskellige partier i haven, men langt de fleste af enkeltarter, hvor man foruden billedet får en beskrivelse af arten, hvor den trives, hvad den egner sig tilmed videre. Afsnittene hedder blandt andet ”Tørvebedet”,”Stenbedet”, ”Primula”, ”Bregner”, ”Skovplanter”,”Liljer” med videre. Desuden er der et stort afsnit omrododendron. I alt mere end 300 spændende sider fuld af botanisk viden – og som nævnt overdådigt illustreret.Claus Dalby: ”Jeg ved, hvor der findes en have”. Forlaget Klematis, www.klematis.dk.

Per Hilbert (phi@skovdyrkerne.dk)