Artikler fra Skovdyrkeren, Skovdyrkernes medlemsblad

Sitkagranen

29.08.2017

Sitkagranen er mange steder på vej ind til erstatning af rødgranen, som forventes at få problemer efterhånden som klimaet bliver varmere. Samme problem har sitkaen ikke. Herunder lidt mere om sitkagranen, dens naturlige udbredelse, dens kendetegn og egenskaber samt dens dyrkningsmæssige muligheder og begrænsninger. Samt en kort vurdering af dens fremtid i Danmark

Sitkagranens kogle er som på andre piceaarter hængende. Ædelgranarternes kogler er opretstående. De er væsentligt mindre end rødgranens. Sitkanålene er hvidlige til blå på

Næsten halvdelen af vores skovareal er bevokset med nåletræer. Det skyldes primært, at den store skovrejsningsbølge i forbindelse med hedens opdyrkning foregik med nåletræer, hvor bjergfyr og i et vist omfang østrigsk fyr og skovfyr var blandt de få muligheder, der var for at standse sandflugten og skabe betingelserne for de næste generationer med et mere alsidigt skovbrug. På nær taks, enebær og måske skovfyr er alle de nåletræer, der dyrkes i de danske skove indført fra slutningen af 1700-tallet og frem til i dag. Det gælder således også sitkagranen.

Sitkagranen (Picea sitchensis) kaldes også tidselgran på grund af dens stive og stikkende nåle. Den stammer fra den nordamerikanske vestkyst, hvor den er udbredt i et smalt bælte fra det nordligste Californien til et godt stykke op i Alaska.

Nålene har på undersiden et blåhvidt skær. Den adskiller sig fra rødgran og andre af vore nåletræsarter ved, at barken skaller af i store skæl, og som lærken sætter den ofte vanris på stammerne. I skovbruget har den fået en stadig stigende betydning og udgør i dag 6 % af skovarealet – en andel, der også i de kommende år må forventes at stige. Den tåler et konstant vindslid langt bedre end rødgranen. Mange steder kan man se fritstående sitkagraner, hvis grene strækker sig mod øst som vimpler på en flagstang i blæsevejr. Sitka tåler salt i luften, og er snart den eneste træart, man tør plante uden at hegne. Den står langt nede på hjortevildtets og harernes menukort.

Sitkaens krav til voksested er lidt større end rødgranens, og særligt jordens fugtighed er af betydning. Den er således ikke god i de helt tørre jorde. Den sender sine finrødder langt ned og kan på den måde udnytte dybtliggende mere næringsrige lag. Sammenlignet med de fleste andre træarter gør den sig derfor godt, hvor der er bedre jord eller vandføring i lidt dybere lag. Den kan dyrkes alle steder i landet – også på den svære lerjord – og så producerer den overalt mere end rødgranen.

Den er følsom over for forårsnattefrost og i nogen grad efterårsfrost. Blandt andet fordi den er tilbøjelig til at sætte Sankt Hans-skud og derfor afmodner senere. Den står ikke bedre fast i egentlig storm end rødgran, men den kan anvendes i vestvendte kanter, da den som nævnt tåler vindsliddet. Den har tidligere været meget brugt som læhegn i det vestjyske.

Formen er ikke lige så god som rødgranens. Det er derfor ikke usædvanligt at plante den i blanding med rødgran, for eksempel i hveranden række. Herved kan rødgranerne i tyndingerne kompensere for sitkaens lidt dårligere form, og sitkaen kan i de højere aldre kompensere for rødgranens eventuelle problemer med topdød.

Med sine stive grene og stikkende nåle har man førhen set sitkaen som skovarbejderens mareridt, når den skulle tyndes. Det problem forsvandt dog med maskinerne.

Spredningen i diameterudvikling mellem de enkelte individer er ofte meget stor i en sitkabevoksning. Det gør, at man kan dyrke den i tyndingsfri drift, da hovedparten af produktionen vil nå tømmerdimension under alle omstændigheder. Satser man på det, vil en planteafstand på 2 x 1,75 meter være passende.

Sitkaen er velegnet som kappen i kappeplantninger til beskyttelse af andre arter mod vildtbid og fejning. En klassiker er eg / sitka, hvis man ønsker en egebevoksning på et ukurant areal, hvor hegning er uforholdsmæssigt dyrt. Når egen er kommet godt over vildtbidshøjde, klippes toppen af sitkaen. Den kan så fortsætte med at beskytte egen mod fejning, og beskygningen kan medvirke til at hæmme egens vanrisdannelse.

Sitkaens ved er sejere og mere elastisk end rødgranens og anvendes stort set til de samme formål. Det giver dog en lidt mere ulden overflade, når det saves op, og det vrider sig lidt mere under tørring. Savværkerne vil derfor normalt hellere have rødgran, hvis de kan vælge. På grund af veddets sejhed er sitka særlig godt til for eksempel årer. Ved plantning, vælg da afkom fra danske frøplantager, og ved frostrisiko robuste danske kårede bevoksninger.

Sitkagrannen angribes som stort set alle nåletræer af rodfordærveren. Normalt ses frugtlegemer på gamle stød og væltede træer. Finder man dem som her på stående træer, er det tegn på, at de er døende.

Skadevoldere

Sitka angribes af rodfordærver og honningsvamp – må- ske endda endnu mere af rodfordærver end rødgran.

Rodfordærversvampen (Heterobasidion annosum) er en meget alvorlig sygdom på stort set alle nåletræer. Det er en svamp, som forårsager råd i rodsystemet og i den nederste del af stammen. Svampen er almindelig overalt, men nok mest udbredt i hedeplantagerne, hvor det ikke er usædvanligt, at mere end halvdelen af træerne i ældre bevoksninger er angrebet. De angrebne dele af stammerne skal skæres fra ved aflægning af tømmer, hvilket giver et ret stort økonomisk tab. Rodfordærveren svækker også rodsystemet, hvorfor angrebne bevoksninger er mere tilbøjelige til at vælte i stormvejr.

Svampen kan leve i gamle stød i mange år, så hvor den først er kommet ind i bevoksningen, kan man ikke stille noget op. Er der derimod tale om første generation nå- letræ på et areal, kan man umiddelbart efter tynding smøre de friske stød med en vandig opløsning af urea. Husk at komme farvestof i blandingen så man kan se, hvilke stød der er behandlet.

Honningsvampen (Armillaria mellea) er en anden ubehagelig skadevolder på sitkagran. Den optræder særligt, når en nåletræsbevoksning afløser en løvtræsbevoksning, der allerede er inficeret. Honningsvampen slår så- danne steder selv ganske unge træer ihjel. Typisk sker det lidt pletvist i bevoksningen, hvor enkelte døde træer med deres brune nåle lyser op.

Hvis man letter på barken lige over jordoverfladen, vil man se et hvidt, vifteformet, læderagtigt mycelium lige under den. I senere stadier bliver det trådformet og mørkebrunt. I ældre graner er honningsvampen årsag til et stammeråd, der til forveksling minder om det, der for- årsages af rodfordærveren. Det går dog knap så højt op.

Snudebillen er et problem de første år efter plantningen i gammel skovbund som hos alle andre nåletræer. Den normale modforanstaltning er rodhalssmøring.

Jættebarkbillen kan være et problem. I perioden 1950- 1960 oplevede man alvorlige angreb, der på tørkeudsatte jorder ødelagde hele bevoksninger.

Sitkalusen kan skabe problemer efter milde vintre. Den afnåler træerne delvist, men er normalt ikke i stand til at tage livet af dem.

Vildtbid er ikke så stort et problem, fejning et endnu mindre problem. Hvad angår skrælning, forebygges det bedst med riflen.

Rodfordærveren breder sig gennem rodsammenvoksninger og kan nå langt op i stammerne, der rådner op indefra. Marvstrålerne angribes ikke, og når en hårdt angrebet stammedel skæres igennem, fremstår de som egerne i et hjul i den ellers hule stamme.

Fremtiden

Med et stigende vildttryk har sitkaen et fortrin. Dens salttålsomhed gør den velegnet i kystnære skove både i magre og rige jorde. Den er veltilpasset til stadigt mildere vintre samt fugtigere og køligere somre. Forædlingsprogrammer, der sigter mod resistens overfor sitkalus, vil kunne afbøde en negativ effekt af mildere vintre. Intet af dette rykker dog ved det faktum, at sitkaen kan være meget svingende i vitalitet fra år til år og står dårligt fast i storm. Den er bedre tilpasset de igangværende klimaændringer end rødgranen og bliver et stadig vigtigere element i nåletræsdyrkningen, men bør ikke være det bærende

Af Karsten Raae