I artiklen forklarer borgmesteren om vanskelighederne ved at få rejst nogle flere vindmøller, så man kan bidrage til samfundets energipolitiske målsætning. Tæt på bebyggede områder er det svært på grund af nabomodstand. Og når kommunen så vil placere møllerne i skovene eller på hederne, så løber man ind i skovloven og naturbeskyttelseslovgivningen.

Borgmesteren synes, at man prioriterer naturen over menneskenes behov.

Det kan han i og for sig have en pointe i. Blandt andet skovloven med dens fredskovspligt virker ofte ganske fundamentalistisk i sin bastante administration. Tidligere var det træproduktionen, loven forsvarede. I vore dage bekymrer man sig ikke så meget om træproduktionen, men reglerne er stadig lige stramme – for nu er det hensynet til naturen, som forsvares. Det er de samme regler, som kan gøre det svært for en landmand at udvide et staldanlæg, der ligger op til fredskov. Så her forstår vi udmærket borgmesteren.

Naturen i nåleskovene

Men vi bryder os ikke om borgmesterens argumentation. Han argumenterer med, at Ikast-Brande egnens plantager er triste og uinteressante – ja, man får indtryk af, at han opfatter dem som værdiløse.

”Tætplantede plantager med lange og menneskeskabte linjer af nåletræer. Men en tydelig struktur, som giver dem et helt andet indtryk end ‘en almindelig skov’. Med en begrænset naturlig udvikling i vegetationen, begrænset biologisk diversitet og kun få levesteder for et naturligt plante- og dyreliv”. Han klager over ”lovkravet om at bevare triste, mørke og menneskeforladte nåleplantager med en begrænset biologisk diversitet”.

For en skovmand er det trist igen, igen at skulle læse disse floskler om nåletræernes elendighed. Dette billede og dette synspunkt er jo blevet standard hos journalister og mange politikere, der i virkeligheden ikke kender ret meget til naturen – og slet ikke naturen i nåleskovene.

Hvis man i stedet søger en smule indsigt, kan man f.eks. læse den anerkendte skovforsker Peter Friis Møllers vurdering i Naturen i Danmark, bind 4: ”Nåleskoven har beriget skovene med en række nye biotoper og arter, hvoraf mange er naturligt indvandret. Det er værd at huske på, at skovfyrren i en ikke så fjern fortid har haft sit naturlige voksested i Danmark, og havde vi stadig haft Skåne, Halland og Blekinge, så havde rødgranen været en del af den danske oprindelige biodiversitet.”

Tænk også på de herlige svenske skove, som stort set består af rødgran og skovfyr, og som mange fra vor hovedstad gerne valfarter til i weekenden.

Nej, nåleskoven er ikke ’naturdød’. Den har bare sin egen biodiversitet, måske ikke så artsmæssig talrig som i vore gamle løvskove, men anderledes, og vel også med sin berettigelse.

Her finder vi fuglearter som fuglekonge, korsnæb, sortmejse, topmejse, og hvinand. Skovhornuglen yngler i gamle krage- og skadereder i gran- og fyrreskov og foretrækker grantræer som dagrasteplads, spurvehøgen bygger hyppigt sin rede i grantræer, stor flagspætte har granfrø som en af sine vigtigste vinterfødekilder, og sangdroslen bruger både graner som redested og sangpost.

I nåleskovene lever masser af småpattedyr som mus, spidsmus, brud og lækat. Her træffer man hyppigt på ræv og grævling. Også hjortevildtet sætter pris på de tætte grantykninger, som yder effektivt skjul under hvile og drøvtygning. Kronvildtet er talrigt i mange nåleskove. I de ældre bevoksninger lukrerer egernet på granfrø og knopper, og i år med god koglesætning har granbevoksningerne stor betydning for både egern og frøædende mus.

Granskoven er også levested for en lang række insekter. Grankoglevikler, jordbærgallelus, grankogletæge, stor grøn granhveps, kæmpetræhveps, stor nåletræsnudebille, typograf, kæmpemyre, nonne, granbarkbuk, stribet vedborer, granrodbille, rød skovmyre for bare at nævne nogle. Og af vore 545 arter af edderkopper findes langt de fleste i nåleskov.

Må vi ikke godt være fri for den idelige nedrakning af nåleskovene. At skrive, at nåleskovene ”kun indeholder få levesteder for et naturligt plante- og dyreliv”, er biologisk forkert. Og foragten for plantagerne afspejler manglende kendskab til skovudviklingen i Vestjylland. Man forsøgte sig med en skovrejsning med løvtræer allerede i 1700-tallet. Det slog fuldstændig fejl. Først med nåletræerne fik man skabt det skovklima, som nu giver os mulighed for også at få mere løvtræ ind i skovene vest for israndslinien.

Men nåletræerne giver vi aldrig slip på – af mange gode grunde.

Opens window for sending emailphi@remove-this.skovdyrkerne.dk

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne