Coronakrisen får regeringen til at udskyde naturpakke

03.09.2020

Regeringen afsætter 50 millioner kroner i fire år til nye naturtiltag. Det fremgår af udspillet til næste års finanslov. Til gengæld er regeringens storstilede naturpakke udsat et år på grund af coronakrisen.

Regeringen udskyder naturpakken et år. Samtidig afsættes der 50 millioner kroner om året i fire år til naturtiltag. (Arkivfoto: Jens Mathiasen)

Coronakrisen rykker rundt på regeringens planer på klima- og miljøområdet.

I finanslovsudspillet for næste år er der fundet 50 millioner kroner henover fire år, som blandt andet kan bruges til etablering af nye naturnationalparker og udlægning af urørt skov. Pengene kommer i forlængelse af allerede afsatte midler, oplyser Miljøministeriet.

Til gengæld er regeringens storstilede natur og biodiversitetspakke udskudt et år.

- Vi har et ansvar for at bringe os klogt gennem corona-krisen nu her. Det afspejler finanslovsforslaget, og der er brug for hårde prioriteter. Af samme grund er naturen en af vores prioriteter. Men igangsættelsen af de politiske drøftelser om en samlet natur- og biodiversitetspakke rykkes til efteråret 2021, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Hidtil har planen været, at naturpakken skulle forhandles på plads i dette efterår.

Ifølge miljøministeren er det imidlertid nødvendigt at flytte forhandlingerne på grund af coronakrisen. Hun vil nemlig fortsat afholde et naturtopmøde med en bred inddragelse af aktører, som blev aflyst i foråret, da Danmark var lukket ned.

Kritiske støttepartier

De ændrede planer bliver kritiseret af støttepartierne på Christiansborg.

- Det er et udtryk for, at regeringen ikke prioriterer det grønne område, siger miljøordfører for De Radikale, Zenia Stampe.

Enhedslistens miljøordfører Mai Villadsen er heller ikke tilfreds. Hun påpeger overfor Altinget.dk, at naturkrisen kalder på hurtig handling.

SF’s Rasmus Nordqvist kalder meldingen for ærgerlig. Partiet har kaldt miljøminister Lea Wermelin i samråd, efter at efterårets planlagte drøftelser om en samlet natur- og biodiversitetspakke bliver rykket med et år.

Fortsat millioner til skovrejsning

Tilskuddet til privat skovrejsning bliver ikke beskåret trods coronakrisen. Fødevareminister Mogens Jensen meldte tidligere på sommeren ud, at der også til næste år er 70 millioner kroner i puljen til skovrejsning. Dermed får næste års pulje samme størrelse som i år.

Pengene er fundet ved at flytte midler fra den direkte landbrugsstøtte til grønne tiltag i Landdistriktsprogrammet.

 

 

 

 

jma@skovdyrkerne.dk