Til næste år er der bare fem millioner kroner i tilskudspuljen til privat skovrejsning. Til sammenligning har der været 35 millioner kroner i puljen de senere år.

Fem millioner kroner er for lidt, mener næstformand i Landbrug Fødevarer Thor Gunnar Kofoed.

Han har derfor skrevet et brev til fødevareminister Mogens Jensen (S), hvor han anmoder om flere penge til privat skovrejsning, skriver landbrugsavisen.dk.

– De penge er hurtigt brugt. Regeringen vil gerne være grønnere, og vi vil gerne være med. Derfor bør de afsætte flere midler til området, siger Thor Gunnar Kofoed.

Det lavere beløb i 2020 skyldes at 30 millioner kroner blev fremrykket for at dække overansøgning tilbage i 2016.

Skovbruget presser på for ny ordning

Næste års ansøgningsrunde er den sidste i den nuværende tilskudsordning til privat skovrejsning. Ordningen er en del af EU’s fælles landbrugspolitik, den såkaldte CAP.

Der forhandles lige nu om ny europæisk landbrugspolitik. Skovbrugets brancheforening Dansk Skovforening presser på for en ny ordning.

– Ingenting er sikkert, men min forventning er, at der kommer en ny ordning i en eller anden form. I Dansk Skovforening arbejder vi for at presse på, sådan at skovbruget bliver tilgodeset i de igangværende CAP-forhandlinger, siger Ditte Galsgaard, der er politisk konsulent ved Dansk Skovforening.

Minister ønsker mere skov

Overfor Skovdyrkernes medlemsblad Skovdyrkeren gør ministeren det klart, at han ønsker mere skov.

– Det er en prioritet for regeringen, at det også fremover skal være attraktivt for den enkelte landmand at omlægge landbrugsjord til skov, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Han vil endnu ikke give detaljer om en eventuel ny ordning og henviser til, at der fortsat er CAP-forhandlinger i gang.

– Hvordan skovrejsning skal indgå i Danmarks strategiske CAP-plan må vi se på i samspil med andre hensyn, siger ministeren til Skovdyrkeren.

Ditte Galsgaard oplyser, at CAP-forhandlingerne er forsinkede, men efter planen skal den nye fælles landbrugspolitik træde i kraft fra 2021.

Læs mere om skovrejsning i det kommende oktober-nummer af Skovdyrkeren.

jma@skovdyrkerne.dk

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne