Miljøminister vil bruge viden fra tysk undersøgelse af biodiversitet

31.10.2019

Miljøminister Lea Wermelin går nu ind i debatten om en opsigtsvækkende tysk undersøgelse af biodiversitet. Hun vil se nærmere på undersøgelsen og forsikrer, at den nye viden vil blive brugt i det politiske arbejde.

En stor tysk undersøgelse af driftsformer og biodiversitet i skov viser, at urørt skov ikke giver den højeste generelle biodiversitet – tværtimod. Forskerne har undersøgt tre forskellige driftsformer, og de finder generelt mindst biodiversitet i urørte skove.

De opsigtsvækkende resultater er ny viden for miljøminister Lea Wermelin.

- Jeg har ikke set undersøgelsen og har heller ikke hørt om konklusionerne. Så det er ny viden. Men det er meget vigtigt, at vi bruger den type viden i de politiske beslutninger, som vi skal til at tage nu, siger hun i et interview med TV2 Bornholm.

Hun henviser til, at regeringen om kort tid går i gang med at udarbejde en biodiversitetspakke. Hun forsikrer, at undersøgelsens konklusioner vil blive inddraget.

- Det er vigtigt, at vi får kigget på den undersøgelse. Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi er klar over, at det ikke er alle virkemidler, der kan løse det hele. Biodiversitet skal løses på en måde. Klima på en anden og grundvand på en tredje. Nogle gange kan man kombinere, men ikke altid.

- Det er ikke et enten eller – det må være både og. Det er det, som skal rummes i den nye biodiversitetsplan, som vi skal i gang med nu, siger hun i interviewet og tilføjer, at det er vigtigt, at alle interessenter kommer på banen.

Socialdemokratiet har tidligere foreslået at seksdoble arealet af urørt skov i Danmark til i alt 75.000 hektar. I interviewet svarer ministeren ikke på, om undersøgelsen får hende til at ændre holdning til de planer.

Foreslår dansk undersøgelse

Skovdyrkernes skovfoged på Bornholm, Steffen A. Jørgensen, hilser den nye undersøgelse velkommen. Han ser i forvejen god biodiversitet i produktionsskovene.

- Ved bæredygtigt skovbrug går de produktionsmæssige faktorer, de økologiske faktorer og de sociale faktorer hånd i hånd. Når man dyrker sin skov rigtigt, så tager man hensyn til alle tre faktorer, siger Steffen Jørgensen.

Palle Madsen er selvstændig skovforsker og tidligere professor ved Skovskolen, Københavns Universitet. Han mener, at undersøgelsen bør give politikerne stof til eftertanke og foreslår, at man igangsætter en dansk undersøgelse.

- Jeg kan ikke se andet, end at vi er nødt til at prioritere bedst muligt. Dertil er vi nødt til at have det bedst mulige videns-grundlag. Det er bare på med vanten i mine øjne, siger Palle Madsen til TV2 Bornholm.

 

 

Se indslaget fra TV2-Bornholm Åbner eksternt link i et nyt vinduevia linket her. (Indslaget begynder efter 3 minutter og 10 sekunder)

Læs TV2 Bornholms artikel om biodiversitet og undersøgelsen Åbner eksternt link i et nyt vinduevia linket her.

Læs om den tyske biodiversitets-undersøgelse i den trykte oktober-udgave af Skovdyrkeren. Artiklen kan også læses digitaltÅbner eksternt link i et nyt vindue via linket her. ( side 16-17 og 18)

 

 

 

 

jma@skovdyrkerne.dk