Ny naturpakke er klar

04.12.2020

Ny natur- og biodiversitetspakke sikrer 888 millioner kr. i 2021-2024 til at forbedre biodiversiteten i Danmark. Aftalen vil betyde flere naturnationalparker og mange tusinde hektar urørt skov.

Med den nye natur- og biodiversitetspakke er der udsigt til knap 75.000 hektar urørt skov. Arkivfoto: Jens Mathiasen

Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet er enige om en natur- og biodiversitetspakke, der skal løfte dansk natur.

Danskerne kan blandt andet se frem til etablering af skønsmæssigt yderligere 13 naturnationalparker og mange tusinde hektar urørt skov.

I aftalepakken afsættes der 888 mio. kr. i perioden 2021-2024 til at forbedre natur og biodiversitet i Danmark. Den konkrete udmøntning aftales senere, fremgår det af en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet. 

Tilfreds minister

- Med aftalen giver vi naturen et historisk løft, så dyr og planter får bedre og grønnere levevilkår i Danmark. Det har længe været et ønske for regeringen – og ikke mindst for mange danskere – at naturen skulle have en hjælpende hånd. Derfor er jeg glad for, at vi som en del af forhandlingerne om en grøn genstart er blevet enige om nye danske nationalparker og store områder med urørt skov. Det er et vigtig skridt for at bringe vores natur på fode igen, siger finansminister Nicolai Wammen.

Aftalen vidner om, at Danmark er klar til et nødvendigt paradigmeskifte, der sætter fokus på indsatser for vores natur og biodiversitet, siger miljøminister Lea Wermelin.

- Før valget gav vi et løfte om at passe bedre på vores natur. Derfor er jeg glad og stolt over, at vi i dag kan præsentere en aftale med et af de største løft af naturindsatsen i nyere tid. Her sætter vi nu ind for at bremse naturkrisen med mange tusinde hektar urørt skov og nye naturnationalparker, så de næste generationer også kan opleve en mangfoldig og spændende natur, siger miljøminister Lea Wermelin.

Knap 75.000 hektar urørt skov

Med 888 mio. kr. i 2021-2024 vil aftalepartierne prioritere udlæg af urørt skov, nye naturnationalparker og en strategi for forvaltning af truede arter. Med de afsatte midler vil det være muligt at nå op på et samlet udlæg af knap 75.000 hektar urørt skov og etablering af 15 naturnationalparker.

I aftalen indgår også, at partierne vil etablere et biodiversitetsråd. Hertil er der afsat fire mio. kr. årligt i 2021-2024.

Desuden igangsættes en gennemgang af den eksisterende lovgivning på natur- og biodiversitetsområdet med henblik på at understøtte hensigtsmæssige rammer for realiseringen af natur- og biodiversitetspakken samt klare rammer for den fortsatte udvikling af naturen og biodiversiteten i Danmark.

 

Fakta om natur- og biodiversitetspakken

I natur- og biodiversitetspakken er der afsat 888 mio. kr. til udlæg af urørt skov, etablering af nye naturnationalparker og udarbejdelse af en strategi for forvaltning af truede arter.

For de afsatte midler vil det være muligt at nå et samlet areal på knap 75.000 hektar urørt skov og etablering af skønsmæssigt 13 nye naturnationalparker, så der samlet set vil være op til 15 naturnationalparker i Danmark.

Aftaleparterne er endvidere enige om at etablere et biodiversitetsråd, hvortil der afsættes fire mio. kr. årligt i 2021-2024.

Aftaleparterne er enige om at igangsætte en gennemgang af den eksisterende lovgivning på natur- og biodiversitetsområdet for at understøtte rammer for realiseringen af natur- og biodiversitetspakken samt klare rammer for den fortsatte udvikling af naturen og biodiversiteten i Danmark. 

 

 

 

jma@skovdyrkerne.dk