Skovforeningen er omdrejningspunktet for det skovpolitiske arbejde i Danmark. Skovdyrkerne er kollektivt medlem (faktisk det største medlem), og vi har en vedtægtsbestemt plads i Skovforeningens bestyrelse. Flertallet af Skovforeningens medlemmer er private skovejere, der ønsker at følge og støtte det skovpolitiske arbejde.

Skovforeningens lokalkredse

Skovforeningen har 5 lokale kredse – Sjælland, Storstrøm, Fyn, Nordjylland og Sydjylland (se kort). Der holdes typisk et par møder om året i kredsene. Funktionærer fra Skovdyrkerne er formand eller næstformand i et par af kredsene.

Møderne i disse kredse blev tidligere brugt til at diskutere priser, men det har Konkurrencestyrelsen forbudt. Nu bruges de til at diskutere den aktuelle lovgivning, der påvirker skovbruget. Personale fra Skovforeningens kontor i København deltager normalt i møderne, der ofte også indbefatter besøg på en lokal skovejendom.

Skovdyrkerne har for år tilbage foreslået, at skovkredsmøderne blev åbnet også for Skovdyrkernes medlemmer. Dels fordi det ville give en god mulighed for at vore medlemmer kan holde sig opdateret på den politiske situation omkring skovbruget, dels for at give vore medlemmer mulighed for at komme med input til Skovforeningens arbejde. Det må her nævnes, at Skovdyrkerne betaler årligt omkring 300.000 kr. til det politiske arbejde i Skovforeningen.

En bredere deltagelse i møderne giver også – ud over formodentlig nogle mere spændende møder – Skovforeningen mulighed for at markedsføre sig i forhold til de mange af Skovdyrkernes medlemmer, der ikke personligt abonnerer på det politiske arbejde gennem Skovforeningen.

Det er det, der nu er åbnet op for. Deltagelse i møderne vil være gratis, men der kan opkræves småbeløb for eventuel forplejning.

Møde på Fyn

Aktuelt er der møde i den fynske skovkreds den 2. februar. På dagsordenen er situationen omkring den mulige fjernelse af skovloven, generationsskifteafgifterne, en ny kampagne mod løse hunde i naturen samt en orientering om ’Skovens dag’ og ’Genplant Planeten’ 2017. Desuden besøg hos et lokalt skovdyrkermedlem. Link til programmet her.

Fremtidige møder vil blive annonceret på vore lokalforeningers hjemmesider.

Opens window for sending emailphi@remove-this.skovdyrkerne.dk

Files:
skovkredse_kort.pdf

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne