Trend Skov - Fra prügelknabe til forbillede

01.09.2014

Nogle læsere kan måske huske en sag om en skovejer, der kom i en langvarig strid med Naturstyrelsen, fordi han ikke ville foretage en traditionel genplantning efter stormfaldet i 1981.

Han lod i stedet skoven gro til af sig selv. Myndighederne insisterede længe, men frafaldt sagen efter 10 års kamp. Og nu fremhæves han som et godt eksempel på naturnærskovdrift på Styrelsens hjemmeside. Tiderne skifter! Vi har besøgt Hans Kieldsen.

Skoven ved Trend er ingen enkel skov at drive. Den ligger udsat for vestenvinden lige ud til Bjørnsholm bugt i Limfjorden lidt syd for Vitskøl Kloster. Nede fra stranden er der udsigt til Livø og Fur, og ikke langt derfra ligger stenaldercentret Ertebølle, hvor lagene af østersskaller har givet navn til en hel periode i Danmarkshistorien (jægerstenalderens Ertebølletid 5.400-3.900 f.v.t). I skoven vidner tre store studefolde langs en udløber af hærvejen gennem Himmerland om en af 17- og 1800-tallets vigtigste erhverv: opfødning og eksport af stude. Jorden er yderst mager moræne, og egnen har desuden været plaget af sandflugt. Trend Storskov blev tilplantet i perioden 1887-1894 under ledelse af skovrider Morville fra Viborg. Morville var faktisk en inspirator for Dalgas i dennes arbejde. Tilplantningen skete for at give læ for de bagvedliggende landbrugsjorder. Morville var i øvrigt gift med Johanne Kieldsen, en slægtning til den nuværende ejer, Hans Kieldsen. Den største del af skoven ejes dog i dag af kongehuset, der her har et velbeskyttet åndehul.

I 1928, da Hans Kieldsens far og farfar købte skoven, var den endnu på 666 ha. I 1938 blev de 360 ha frastykket og overdraget som en folkegave til kongehuset. Hans Kieldsen overtog skoven i 1967. I den efterfølgende periode er yderligere 240 ha solgt til kongehuset, således at den tilbageværende ejendom i dag er på ca. 100 ha.

Naturnær skovdrift – og stormen

I 1928 bestod skoven mest af bjergfyr, hvidgran og rødgran. Man havde dog tidligt øje for den spredte selvsåning, der efterhånden indfandt sig – bl.a. af løvtræ. Og man værnede om det, en slags tidlig ’naturnær skovdrift’.

Men i 1981 kom katastrofen: Mere end to tredjedele af den gamle skov væltede i stormen, i alt mere end 25.000 m3. Meget blev ødelagt, og indtægterne fra træsalget kunne ikke dække en traditionel genplanting. Så Kieldsen bestemte sig for at satse på såning – selvsåning suppleret med udsåning af indkøbt eller indsamlet frø. Eller som det forstående er beskrevet på dagens udgave af Naturstyrelsens hjemmeside:

»Under indtryk af de ringe vækstbetingelser vurderede ejeren, at der var ringe udsigt til, at et fortsat intensivt nåleskovbrug med dyre kulturer nogensinde ville blive rentabelt. Desuden ville en fortsat plantagedrift i gran have et nyt stormfald hængende over sig som en meget sandsynlig fremtidig trussel – og dermed en gentagelse af forløbet med de tilhørende økonomiske tab og dyre kulturer. Det katastrofale stormfald gjorde den naturnære tilgang til genkultiveringen nødvendig. Hans Kieldsen besluttede sig for ikke at tilplante stormfaldsarealerne på traditionel vis med gran. Det ville være uden for økonomisk rækkevidde”.

Striden med Styrelsen

Men sådan så den daværende Skovstyrelse ikke på det. Som det står i den gamle skovlov:

»Efter afdrift skal arealet snarest tilplantes med egnet plantemateriale, hvis selvforyngelse eller tilsåning ikke anvendes”.

Skovtilsynet greb derfor ind, og det lokale distrikt lavede en tilplantningsplan, der blev tinglyst i 1985. Den tinglyste beplantningsplan indeholdt en nøje beskrivelse af kulturmetode, træartsvalg, stamtal, vildtbestandens størrelse m.m. De potentielle udgifter blev nu så store, at kreditforeningen vurderede, at deres pant var forringet, og Kieldsen blev nødt til at sælge en del af skoven fra, hvorved man kom ned på de nuværende 100 ha.

Men striden fortsatte. Man fik en ny lempeligere skovlov, og Skovstyrelsen blev til Skov- og Naturstyrelsen, men staten fastholdt påbuddet. I mellemtiden havde Kieldsen satset på en smart afværge manøvre. Under henvisning til, at tilsåning var en lovlig kulturmetode, lejede han en lille flyvemaskine, hvorfra han spredte flere hundrede kilo birkefrø. Herved mente han at have opfyldt sin forpligtelse. Men Styrelsen var ikke enig.

Striden blev efterhånden politisk. Der blev dannet en støtteforening, og sagen blev omtalt i medierne. En mediestuderende fra Århus Universitet skrev en opgave i faget retorik om kommunikationen mellem Kieldsen og Styrelsen med titlen ”Håbet grønnes i den forbudte skov”.

Vi er nu ved at være inde i en tid, hvor begrebet hjemmehørende træarter vinder indpas i toneangivende kredse, og efterhånden også begrebet naturnær skovdrift. Kieldsen fik pludselig medvind. Han benyttede dette til at opsøge de skiftende miljøministre, og han benyttede enhver lejlighed til sætte spørgsmålstegn ved det rimelige i, at ’Miljøministeriet ville tvinge en privat skovejer til at bruge gift i sin skov!’ (Roundup og Dalapon, som han faktisk havde en tinglyst forpligtelse til at bruge).

I 1995 opgav Styrelsen kampen, og det gamle påbud blev ophævet. Kieldsen kunne ånde lettet op og selv disponere sin skovdrift.

Styrelsen ændrede igen navn – nu fra Skov- og Naturstyrelsen til Naturstyrelsen – og statens egne skove gik over til en driftsform, der ikke ligger så langt fra det, som Kieldsen ønskede for sig selv. Og endnu mere ironisk: Styrelsen giver på sin hjemmeside en række konkrete eksempler på naturnær skovdrift i private skove, som alle skovejere kan studere og tage ved lære af. Her har Trend Skovbrug fået sit eget afsnit. Kieldsen er næsten blevet adlet.

Selv mener han dog, at Styrelsen er gået for vidt i sine egne skove – ”fra den ene grøft til den anden”, siger han.

Selvsåning af bøg og ædelgran. Andre steder ses selvsåning af eg. Kieldsen har visse steder udlagt depoter af agern, som skaderne så spreder i skoven.

Skoven i dag

Hvordan ser det skovbrug, som man har stredet så meget om, så ud i dag? Og har birkesåningen fra luften virket? Det sidste er svært at svare på – men formodentlig ja. Der er dog så meget naturlig birk i Trend skov, at det er svært at vide, hvor den allestedsnærværende birkeopvækst kommer fra.

Der er tale om et meget vedmassefattigt skovbrug, men der ser ud til at være en rimelig opvækst overalt. Især af birk og lærk, men en del steder også af bøg, eg og ædelgran. Hans Kieldsen ser en naturlig udvikling af bundvegetationen fra lyng, over bølget bunke og bjergrørhvene til hindbær. Når tilstanden med hindbær er opnået, kommer selvforyngelsen ret stærkt.

Der er desuden indplantet en del ahorn, som også selvsår sig godt – inspireret af Flemming Juncker, som Kieldsen er i familie med (faderen og Juncker var fætre). Kieldsens konklusion efter 1981 er, at ingen af de kendte træarter er stormstabile, ikke engang egen. Derfor tilstræbes, at der er syv træarter i alle bevoksninger, halvt løv, halvt nål.

Bevoksning af selvsået birk og lærk. Stamtallet er meget stort og må reduceres. Det sker enten med en enhåndsbetjent batteridrevet motorsav eller ved manuel nedbrækning af toppe.

Kieldsens forsøgsmæssige drift har været besøgt af de studerende på skovbrugsundervisningen flere gange.

Tidligere tiders plantage er således naturligt ved at udvikle sig til skov. Men det går langsomt, kvaliteten af opvæksten er præget af de vekslende forhold, og det kommer til at vare en del år, inden der bliver betydende indtægter at hente. Og Kieldsen er egentlig principielt imod flishugst, dels på grund af de store maskiner, dels af hensyn til næringsstofforholdene på den fattige jord, men han erkender, at det ikke helt kan undgås.

Han har derfor gennem årene satset på en lang række kreative indtægtsmuligheder. Han har villet forpagte skoven ud i små lodder til skovinteresserede byboer(forbudt), han har forsøgt sig med stop-over af autocampere(også forbudt), han sælger dagjagter, han har lejet arealer ud til eventmagere og teambuildere, dansepladser til rituelle soldansere, arealer til folk, der har bygget ’svedehytter’ og meget mere.

Imens vokser skoven, og Kieldsen har rigeligt at gøre med at regulere træartssammensætning og plantetal i de selvsåede kulturer med sin lille batteridrevne motorsav.