Ny organisation
Klædt på til fremtiden
Her i efteråret har vi gennemført en bemærkelsesværdig organisationsændring. Siden 1904 har Skovdyrkerne været et samarbejde mellem helt selvstændige foreninger, men med årets vedtagelse er vi rykket tættere sammen og er formelt blevet en koncern.
Hvorfor ændring?
Først og fremmest fordi behovet for videndeling og specialisering, samt for udvikling af nye løsninger og koncepter i stigende grad gør det nødvendigt med et tættere samarbejde på tværs af foreningerne .
Selv om de enkelte foreninger ved fusioner og som følge af en stigende markedsandel er blevet stadigt større, giver et tværgående samarbejde, yderligere fordele og nye muligheder.
Hovedformålet er også fremover overalt i landet at kunne tilbyde rationelle og billige løsninger af højeste kvalitet til medlemmerne – og at opnå de højeste priser på skovens produkter.
Ændringen giver samtidig den store fordel, at samarbejdet mellem foreningerne kan udvides ubegrænset, uden at vi risikerer at få problemer i forhold til en stadig mere skærpet konkurrencelovgivning.
Et af de første praktiske resultater af det intensiverede samarbejde er samlingen af alle foreningernes eksport af juletræer og grønt i firmaet Green Product A/S, der nu er den største eksportør i branchen.
Hvad betyder ændringen for foreningernes medlemmer?
Vi vil efter ændringen stadig have en struktur med lokalforeninger med egen økonomi, med egen ledelse, som er ansvarlig for den daglige drift, og med egen bestyrelse. Og medlemmerne vil stadig have samme nærhed til betjeningen som før.
Men foreningerne vil være bundet op i et stærkere netværk end før, hvor de juridisk bliver en del af den landsdækkende forening, De Danske Skovdyrkerforeninger (DDS).
Det betyder, at foreningerne arbejder fremover efter en fælles overordnet strategi, som de lokale strategier vil være en del af, og at de lokale bestyrelser skal fremover godkendes af den fælles hovedbestyrelse.
Men den ny struktur fastholder Skovdyrkerne som en lokalt baseret, ejer-ejet og ejer-styret virksomhed, og den sigter først og fremmest mod at give os øget styrke internt og eksternt.
Skovdyrkerkonceptet i fremtiden
Ingen af de foreslåede ændringer vil ændre vore kerneværdier. Vi vil fastholde vort grundkoncept, der bygger på en kombination af viden og tillid.
Kun meget få skovejere har tilstrækkelig viden til - alene - at kunne få det optimale ud af deres ejendom. De fleste skovejere har behov for input, for sparring og for praktisk hjælp til driften. Lige fra indkøb af den mest velegnede proveniens af planter til salget af de færdige produkter til den rigtige pris.
Gode råd kan man få mange steder. Men vi er det eneste sted i markedet, hvor skovejeren kan have tillid til, at hans interesser bliver varetaget. Det er det, der ligger i det medlemskab, som de fleste vælger.
Og det kan han, fordi vi i vor rådgivning tager udgangspunkt i den enkelte ejers situation og behov. Og fordi vi arbejder langsigtet, og ser det enkelte tiltag i skoven som et led i en lang kæde af indgreb, der tilsammen giver en optimal drift.
Med os som rådgivere og entreprenører har skovejeren fagfolkene på sin side!
Torben Bille Brahe
Landsformand
Skovdyrkerkalenderen
01. august 2012
Ansøgningsfrist: Tilskud til natur- og miljøprojekter
31. oktober 2012



