Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
   

Årets skovdyrker

30. juni 2008

Årets skovdyrker

Skovdyrkerne letter hvert år på hatten for en person eller en gruppe personer, som har gjort en særlig indsats for skovdyrkningen eller skovbruget.

I år faldt valget på skovfoged Hans Christian Graversgaard fra Vendsyssel. Han får prisen for sit engagement og sin indsats for selve kærnen i alt, hvad vi har med at gøre: nemlig skovdyrkningen.

Det virker måske ikke sexet at beskæftige sig med det lange sigt og opbygning af skovene for den næste generation i en tid, hvor management-filosofien har taget over, hvor pengene på den korte bane er det eneste, der tæller.



Hans Chr. Graversgaard (tv) under en medlemsudflugt i Den Jyske Skovhave

Men HC har gennem sit arbejde med provenienser og træarterne hårdnakket ønsket at sikre, at det vi planter nu - også lever og trives langt ind i fremtiden. Han arbejder utrætteligt med at finde nye og oversete arter frem af både træer og buske - slet ikke begrænset af det triste krav om danskhed.

Mange kender HC's indsats for at fremme robinie-dyrkningen i Danmark. Her har man dog ikke fået løst proveniensspørgsmålet, hvilket har givet en del skuffelser. Men det er vilkårene, hvis man vil prøve nogt nyt. Der arbejdes videre med sagen - i øvrigt sammen med professor Jens Peter Skovsgaard, Skov og Land under Københavns Universitet.

HC har i øvrigt gennem sit arbejde fået en del internationale kontakter. På et møde i Rumænien forrige år konstaterede han blandt andet, at konsulenttjenesten var meget dårligt udviklet i en række andre europæiske lande, hvilket han opfordrede os kraftigt til at gøre noget ved.

I de senere år har han udviklet et nyt dyrkningssystem, som han kalder forceret løvtrædyrkning. Her udnytter man, at løvtræer på stor afstand hurtigt opnår salgbare dimensioner - og oven i købet af prima vedkvalitet (modsat nåletræerne). Eneste problem er de store knaster, men det løser man ved løbende opstamning.


Forceret løvtrædyrkning: Ahorn i prima kvalitet

Kreativitet har det aldrig skortet på. F.eks. arbejdede HC tidligere med maskinudvikling, hvilket blandt andet gav sig udslag i en af de første små 4-hjulstrukne traktorer til rækkevis, mekanisk ukrudtsbekæmpelse.

Sin evne som formidler har han blandt andet plejet gennem en lang række artikler på vor hjemmeside og i bladet Skovdyrker-Nyt. (Se nedenstående links).

Skønt ikke vendelbo (men nærmest københavner!) har han i årenes løb påtaget sig en facon, så vendelboerne kan leve med ham - og nok faktisk nødig vil af med ham (de fleste af dem). - Det vil vi andre heller ikke.

Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger

Links til et udvalg af Hans Christian Graversgaards artikler:

   

Find vores lokale skovdyrkere

danmarks kort øst fyn syd østjylland vest midt nord-øst

Klik på kortet eller find den kommune på listen, hvor din skov ligger

   

Skovdyrkerkalenderen

Se alle aktiviteter