Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
   

Juletræsdyrkerforeningen dømt for overtrædelse af Konkurrenceloven

17. februar 2009

Juletræsdyrkerforeningen dømt for overtrædelse af Konkurrenceloven

Den 17. februar 2009 blev Juletræsdyrkerforeningen ved retten på Frederiksberg dømt for overtrædelse af konkurrencelovgivningen.

Foreningen straffes med en bøde på 200.000 kr. og foreningens direktør Kaj Østergård fik en personlig bøde på 15.000 kr. - med en forvandlingsstraf på 10 dages fængsel.

Konkret var man tiltalt for 'i perioden 2002-2006 med det formål eller den følge at begrænse priskonkurrencen mellem foreningens medlemmer, der alle var juletræsproducenter, at have vejledt om brugen af mindstepriser på ON- og B-træer, idet der i foreningens medlemsblad 'Korte Meddelelser' blev offentliggjort prisstatistikker med foregående års priser samtidig med, at det blev anbefalet at anvende disse priser plus et tillæg i det aktuelle år, ligesom der i foreningsregi blev arrangeret møder om priser og tilsvarende, alt med det formål at medlemmerne ikke underbød hinanden i forhold til inden- og udenlandske juletræsopkøbere'

Retten finder i sin dom, at ovenstående har haft karakter af prisanbefalinger, og at man har vejledt medlemmer om prisfastsættelse, herunder anvendelse af mindstepriser. Retten finder det til gengæld formildende, at 'Juletræsdyrkerforeningen ikke har søgt at skjule oplysninger, og at man har forsøgt at indgå i en dialog med Konkurrencestyrelsen.'

Skovdyrkerforeningerne er fortørnede over dommen. For os - der hvert år handler over 1 million juletræer - er det klart, at Juletræsdyrkerforeningen ikke på nogen måde har kunnet påvirke prisen i markedet. Dertil er der altfor mange spillere på det europæiske juletræmarked. I begrundelsen for dommen medtager retten det også som en formildende omstændighed, at 'de udsendte oplysninger ikke ses at haft nogen faktisk virkning på prisdannelsen'.

Det er i den forbindelse værd at notere, at i den periode, som Konkurrencestyrelsen har interesseret sig for, nemlig 2002-2006, oplevede vi generelt et prisfald på juletræer. Mens vi i sæson 2007 og 2008, hvor Juletræsdyrkerforeningen på grund af truslen om en dom har været yderst forsigtige i deres vejledning af producenterne, har oplevet betydelige stigningerne i priserne.

Men man dømmes, fordi man har haft til hensigt at påvirke priserne.

Juletræsdyrkerforeningens virksomhed har været med til at sikre gennemsigtighed i markedet - et marked præget af mange isolerede enkeltproducenter uden god markedsindsigt. Og selv om man netop ikke har kunnet påvirke det generelle prisniveau, så har foreningens oplysningsvirksomhed formodentlig forhindret, at en række sælgere på grund af manglende viden har solgt til alt for lave priser i forhold til markedsprisen.

Vi vurderer ikke, at den sidstnævnte situation (som Konkurrencestyrelsen tilsyneladende tilstræber) vil give lavere juletræspriser til forbrugerne. Den vil bare give en større fortjeneste til de relativt få store juletræsgrossister, som dominerer markedet.

Helt generelt synes vi ikke, at det er rimeligt at bebrejde en brancheorganisation, at den har forsøgt 'at tale priserne op' - uanset om det er lykkedes. Hvad skal man ellers med en brancheorganisation. For os ser det ud til, at foreningen bare har gjort sit arbejde.

Det er lidt ildevarslende, at det er blevet så svært at være interesseorganisation her i landet.

Per Hilbert
Sekretariatsleder
De Danske Skovdyrkerforeninger

NB: Et enkelt spørgsmål strejfer én: Var andelsbevægelsen ikke et forsøg på at sikre bønderne så god en pris som muligt for deres mælk, kød, æg m.m.? Det var den vist. Ville andelsbevægelsen mon have fundet nåde for Konkurrencestyrelsens øjne i dag? Det synes tvivlsomt.

Vedlagt dommen samt Juletræsdyrkerforeningens pressemeddelelse som PDF-filer

Filer:
DJdom.pdf
DJpresse_0001.pdf

Emneord

   

Forfatter

Hvis du har spørgsmål til artiklen, kan du kontakte:

   

Find vores lokale skovdyrkere

danmarks kort øst fyn syd østjylland vest midt nord-øst

Klik på kortet eller find den kommune på listen, hvor din skov ligger