Skovdyrkerne får ny sekretariatschef 1. maj 2012
14. december 2011Skovdyrkerne får ny sekretariatschef 1. maj 2012
Skovdyrkerne har skrevet kontrakt med direktør, forstkandidat og HD i afsætning Svend J. Christensen. Svend Christensen overtager pr. den 1. maj jobbet som leder af Skovdyrkernes centrale administration og sekretariat efter Per Hilbert.
Svend Christensen, som er 57, kommer fra en stilling som direktør hos 7-Technologies. Inden da har Svend Christensen en årrække arbejdet som administrerende direktør i firmaet Milcom Nordic A/S, og forinden som administrerende direktør i Garta (Gartnernes Fællesindkøb).
Sideløbende har Svend Christensen i 13 år undervist på CBS i marketing, kommunikationsteori, strategisk planlægning m.m.
Som chef for Skovdyrkernes centrale sekretariat kommer Svend Christensen til at stå i spidsen for udvikling og strategi i Skovdyrkerforeningerne, for arbejdet med markedsføring, for den overordnede personalepolitik samt for relationerne udadtil. Arbejdet vil ske i et tæt samarbejde med de ansvarlige skovridere i de 7 lokale skovdyrkerforeninger.
De Danske Skovdyrkerforeninger varetager rådgivning og arbejdsudførelse i mere end 5000 skove over hele landet. De lokale foreninger er organiseret som andelsvirksomheder, og de fleste kunder er tilknyttet som medlemmer.
Man er således den naturlige og foretrukne samarbejdspartner for flertallet af danske skovdyrkere, juletræsproducenter samt øvrige ejere af naturejendomme – både når det gælder rådgivning, arbejdsudførelse og handel.
Formålet med virksomheden er at tilføre ejendommene og ejerne værdi, både på bundlinien og på andre områder, ikke mindst i form af ejerglæde – og at drive en sund forretning på dette grundlag.
"Vælg skovdyrkerne – så har du fagfolkene på din side"





