Som nybagt skovejer er der en række ting, du bør vide

Uanset om du lægger vægt på naturindholdet, på jagten, eller på økonomi og produktion, så kræver pasningen af en skovejendom fagmæssig viden.

Rådgivning

De lokale Skovdyrkere kan hjælpe dig med det allervigtigste: Hvordan skal skoven passes? Du kan hos Skovdyrkerne få en gennemgang af din skov og en vurdering af, hvilke muligheder der findes eller kan udvikles på ejendommen.

Som nybagt skovejer er der en række ting, du bør vide - Skovdyrkerne fortæller det her

Som ny skovejer anbefaler vi dig at indmelde dig i den lokale Skovdyrkerforening. Det sikrer, at du løbende har adgang til den nødvendige rådgivning på rimelige vilkår og at du får en lokal faguddannet sparringspartner, der vil have det som sin fornemste opgave at hjælpe med at føre dine ønsker ud i livet..

Hvis du selv vil læse noget om skovdyrkning og skovdrift, så kig ind på vores hjemmeside under overskriften DyrkningsInfo. Vi kan også anbefale vores bog 'Skovdrift med begge hænder - og omtanke'. Den fås ved henvendelse til den lokale Skovdyrkerforening eller den kan købes her

Lovgivningens rammer for driften 

Der er en mængde lovgivning, der regulerer skovene. Der er f.eks. regler for, hvor store arealer man må have med juletræer, hvor store åbne arealer man må have, om publikums rettigheder, om den lovlige oprensning af eventuelle grøfter, om byggeri i skoven - med meget mere. Søg for at kende reglerne og spørg din rådgiver, hvis du er i tvivl. Din rådgiver er forpligtet til at kende dem. 

Tilrådelig forsikring

 Der er i hvert fald to forhold, du bør forsikre dig mod som skovejer, nemlig brand og stormfald. Der findes relativt billige forsikringer på begge områder. En stormfaldsforsikring er en nødvendig betingelse for at kunne opnå statstilskud til genplantning efter et stormfald. Vær opmærksom på, at en stormfaldsforsikring skal tegnes inden et halvt år efter købet.

Tilskud til driften?

 Der findes en række tilskudsordninger for skovejere, som det kan betale sig at være opmærksom på. De ændrer sig løbende, og en opdateret oversigt over mulighederne kan du få i den lokale skovdyrkerforening.

Skovkort

Måske findes der et godt kort over den skov, du har købt. Hvis ikke, bør du få lavet et. Et aktuelt skovkort er et nødvendigt kommunikationsmiddel i den daglige drift i forhold til din rådgiver samt entreprenører, vognmænd og myndigheder.

Certificering

Du har også muligheder for at certificere skovdriften og juletræproduktionen. Det vil sige opbygge en dokumentation for, at driften er 'bæredygtig'. Det er ikke helt billigt, og det giver visse begrænsninger i driften, men flere og flere savværker kræver, at det leverede træ kommer fra certificerede skove. Der er to skovsystemer, PEFC og FSC, og et specielt system for juletræer, GlobalGAP. Spørg de lokale skovdyrkere til råds.

Kontakt de lokale skovdyrkere og få mere at vide

Find den lokale forening ved brug af kortet øverst til højre. Her kan du få dit første rådgivningsbesøg, og her kan du få svar på, hvordan du bliver medlem. 

Held og lykke - og god fornøjelse med din nye skov!