Udsætning med skrukhøns er en hyggelig måde at supplere fasanbestanden.

Udrugning

Hvis man selv vil stå for udrugningen kan dette gøres ved at skaffe nogle skrukhøns og lade dem ruge fasanæggene ud i en rugekasse. Især dværghøns af racen Wyandotter er velegnede, men enkelte af de større racer kan også anvendes. Det er en god ide at spørge sælgeren af hønsene om de har erfaring med udrugning, da mange af vores æglægnings- og kødracer efterhånden har mistet evnen til at udruge og passe kyllinger.

En rugekasse er en trækasse på ca. 40 x40 cm med mulighed for at lukke kassen helt af, så hønen ikke har mulighed for at hoppe af reden. Dette hjælper unge og ustabile høns til at blive på reden og dermed sikre at æggene ikke bliver kolde. I bunden af kassen lægges en græstørv, der vandes let inden et redemateriale (f.eks. halm) lægges ovenpå.

Hønen kan nu lægges på reden. Ofte vil det være en god ide at lægge hende på kunstæg i et par dage for at se om hun ligger stabilt, hvis hun er skruk vil man ofte opleve at hun hakker efter hånden når man sætter fingrene ned til hende.

Hvis hun ligger stabilt kan kunstæggene udskiftes med 12-20 fasanæg alt efter hønens størrelse. Under rugningen, der tager ca. 23 dage, skal hønen luftes 10-15 minutter 2 gange dagligt, og her skal hun have adgang til vand og foder.

Det er vigtigt at hønen kommer tilbage på samme rede så enten skal hønerne luftes separat ellers skal de mærkes så man ved hvilken rede de skal tilbage på.

Hvis man ikke har mod på selve udrugningen, så er der i dag flere der sælger familiesæt bestående af en dværghøne med 20 kyllinger. Sådanne sæt består ofte af 10-15 kyllinger som hønen selv har udruget suppleret med maskinudrugede kyllinger op til 20.

Som regel henter man kyllingerne 2-3 dage efter de første er udruget, og høne og kyllingerne sættes derefter direkte ud i volieren, hvor hønen passer kyllingerne i den næste 5-6 uger indtil udslusning.

Opdræt

Når kyllingerne er udruget skal de sammen med hønen sættes ud i en voliere på minimum 4 kvm.

Jeg anvender selv en trekantet voliere bestående af to sider der er 4 meter lange og 1,2 meter høje, hertil kommer to trekantede gavle med en sidelængde på 1,2 meter. Hver af de to sider er i den ene halvdel lukket med armeret plast og i den anden halvdel lukket med hønsetråd.

Omkring voliererne sættes et hegn til sikring for rovvildt og her er det en god ide at sætte et par strømførende tråde i hhv. 10 og 25 cm højde.

Inde i den overdækkede del af volieren sættes trug til vand og foder. Vær forsigtig med vandtruget i de første par uger, da kyllingerne helst ikke skal kunne vælte ned i vandet. Jeg anvender i de første to uger isacetter med en passende overdækning, så der kun er ca. 1 cm åbent vand i den ene side. Det er naturligvis vigtigt at kyllingerne ikke løber tør for vand så tilsynet bør ske ofte i de første dage. Efter de første par uger stiller jeg almindelige vandnings- og foderautomater ind til dem.

Når kyllingerne har gået på det samme stykke græs i 3 uger, kan det tydelig ses, derfor skal volieren flyttes så der kommer friskt græs ind til kyllingerne. Det er derfor vigtigt at voliererne ikke sættes for tæt, hvis der er flere, da man så hurtigt får flyttet en voliere hen hvor en anden har stået tidligere.

Udslusning

Senest når kyllingerne er 6 uger gamle skal de udsluses fra voliererne, man kan dog trække det få dage, hvis der er dårligt vejr.

Jeg udsluser kyllingerne ved at sætte tremmer i den ene ende af volieren. Tremmerne sættes med ca. 8 cm mellemrum, hvilket gør at kyllingerne kan komme igennem men det kan hønsene ikke. Herved hjælper hønsene med til at fastholde kyllingerne i nærheden af udsætningspladsen.

Samtidig begyndes fodring udenfor voliererne under en foderskærm.

I hegnet omkring voliererne etableres en række indløbssluser således at kyllinger, der er fløjet ud af hegnet, bliver sluset tilbage i hegningen når de løber langs hegnet.

Knæk og bræk !!

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne