Forårssol og -vind speedtørrer brænde

Lav luftfugtighed, høj sol og susende blæst tørrer brænde på rekordtid. Efter kun 6 uger har kløvet birkebrænde tabt halvdelen af det totale vandindhold. Brændet er fyringsklar før Sankt Hans.

26.03.2021

Speedtørring af birkebrænde

Speedtørring af birkebrænde - tørt inden Sankt Hans

Tørringssæsonen for brænde startede tidligt i år

I år har senvinteren og det tidlige forår været gunstigt for brændetørring. Tørt, solrigt og med passende blæst. En gammel huskeregel siger, at vil man have tørt brænde til den kommende fyringssæson skal brændet være kløvet og stakket inden påske. Det er sikkert også rigtigt, men dem, der lavede brænde i vinterferien er allerede en halv omgang foran og kan køre brændet i hus til Sankt Hans. En forklaring på, at mange foretrækker at lade brænde tørre over 2 somre er sikkert, at de ikke får kløvet og stablet brændet i det helt tidlige forår. 

Tørt brænde

Fyringstørt brænde har et vandindhold på 18%. Et lille husmandsforsøg med 6 stykker brænde viser, at allerede efter 6 uger har det kløvede brænde mistet 2/3 af det overskydende vand i forhold til fyringsklart brænde. Forsøget viser også, at rundt brænde i samme periode kun har tabt knap 1/3 af det overskydende vand. De enkelte brændestykkers vægtudvikling ses i grafen. Her ses det, at linjernes hældning for de kløvede brændestykker er næsten ens. Det samme er gældende for de 2 runde brændestykker - bare med en meget svagere hældning. På 6 uger fordampede der 1,2 liter vand fra de 6 stykker brænde. Deres startvægt var 6,3 kg.  Vægt af brændestykker hen over en 6 uger periode fra februar til marts 2021. 

Vejret viser sig i vægten

Vægtgrafen viser også vejret, som det var. I den første uge var der høj sol og dagsfrost. Her fordampede næsten ingen vand. Herefter fulgte en 3 ugers god tørringsperiode med tørvejr, sol og plusgrader. Så en uge med skyer og regn, hvor tørringen stod stille og endelig en uge med sol og vind og god tørring. De 6 stykker birkebrænde i forsøget. Brændet var kløvet ned til 8-10 cm på det tykkeste sted. 

Længde og tykkelse har betydning for tørringen

Jo kortere vandet skal vandre for at fordampe, des hurtigere tørrer brændet. Korte stykker, der er kløvet tyndt har en stor overflade i forhold til volumen og tørrer hurtigt. Det er dog med at finde et kompromis mellem tørring og håndtering. Jeg havde selv for vane at skære mit brænde på 33 cm, da det går så godt op i 1 meter. Min brændeovn kan tage 37,5 cm. Håndteringen er den samme, men de 4,5 cm ekstra pr. pind giver 13% ekstra brænde med den samme håndtering.  Opens window for sending emailVidenCenterSkovdyrkning