Øget efterspørgsel og pris på certificeret træ

Det er nok ikke gået mange forbi, at samfundet stiller store og divergerende krav til driften af landets skove. I Danmark har vi skovloven til at sikre, at de forskellige hensyn i skovene tilgodeses efter samfundets behov. Selvom man kan mene, at det burde være rigeligt, er der nu stigende efterspørgsel på træ fra dokumenteret bæredygtigt drevne skove.

08.03.2021

Denne efterspørgsel følges nu heldigvis også op med et øget tillæg på certificeret træ til de fleste af vores kunder. Tillægget er på enten 10 eller 20 kr./m3 og gælder hovedparten af klassificeringerne. Det betyder, at skovcertificering nu er økonomisk attraktivt for en større del af vores medlemmer. Skovdyrkerne har gennem mange år holdt en gruppecertificering, og stået for certificeringen af mange skovejendomme efter PEFC- og FSC-ordningerne. Vi har i løbet af vinteren været i værkstedet for at forenkle og billiggøre certificeringsprocessen, så certificering også kan være interessant for mindre skovejendomme.  I de fleste tilfælde vil den billigste og enkleste certificering være efter PEFC-standarden, mens det i visse tilfælde også kan være aktuelt med FSC-certificering eller en dobbeltcertificering efter begge standarder.

Certificeringen har en række bæredygtighedskriterier, der bliver lagt vægt på, og som der skal arbejdes hen imod:

 

•         Mere selvforyngelse

•         Flere blandingsbevoksninger

•         Større andel hjemmehørende træarter

•         Mindre brug af hjælpestoffer som gødning og pesticider

•         Mindre grad af jordbearbejdning

•         Mere efterladt dødt ved i bevoksningerne

•         Mindst 7,5% af skovarealet skal drives med biodiversitet om hovedmål, fx være helt friholdt for indgreb eller drives ekstensivt.

 

For mange skovejere vil disse krav ikke betyde de store ændringer i den daglige drift af skoven, men certificeringen stiller krav om en løbende dokumentation for skovdriften, samt at man gradvist udvikler skoven i retning af kravene i ordningerne. Som en del af certificeringen får man et opdateret skovkort, og en registrering af naturværdierne på ejendommen. Når skovejendommen er certificeret, skal man løbende registrere aktiviteterne på ejendommen. Dette kan man enten selv stå for, eller Skovdyrkerne kan gøre arbejdet, hvilket man kan vælge i forbindelse med aftalen om certificering. Hvis du vil høre om certificeringsordningerne og valgmulighederne i gruppecertificeringen, så tag kontakt til din lokale skovfoged.  Åbner vindue til at sende en mailVidencenter Råtræ