Oprensning

Skovbrugeren ønsker tætte kulturer og foryngelser, fordi det er nødvendigt, at træerne vokser op i sluttede bevoksninger, som hurtigt kan tage magten fra den øvrige vegetation, og som kan skygge de nedre grene ihjel, således at stammerne kan give godt gavntræ.

Denne bortdøen af de nederste grene kaldes oprensningen, og den er af stor betydning for stammernes tekniske kvalitet. En gran, der vokser op i det fri, beholder grene til jorden, og en sådan gran er på grund af de store knaster, som den indeholder, ikke meget værd som tømmer.

På den anden side er det uøkonomisk at lade bevoksningerne være meget tæt sluttede hele livet, fordi man derved kun får en meget lille diameter-tilvækst på det enkelte træ, og prisen for gavntræ stiger med diameteren.

Balancen mellem en passende oprensning og en passende tyndingshugst er derfor vigtig for alle træarter. Læs mere om tyndingshugst.

Løvtræerne oprenser sig langt bedre end nåletræerne, og det er frembringelse af gode knastfrie rodkævler, som er afgørende for løvtrædyrkningens økonomi. Man skal derfor holde løvtræbevoksningerne så tæt i starten, at man opnår en tilstrækkelig høj oprensning, uden dog at holde bevoksningerne så tætte, at de ikke opnår en god kroneudvikling.

Oprensningen skal standses, medens træerne endnu har en god højdevækst og er i stand til at udvikle en god krone.

Risikoen ved for stærk ungdomshugst består i, at oprensningen går i stå for tidligt, fordi man får lavet for store og for livskraftige grene, eller fordi man får vandris efter hugsterne. Vandris hos eg synes i øvrigt at være et arveligt fænomen, således at man ved gennemhugning af eg, bør have opmærksomheden henvendt på at fjerne træer med tilbøjeligheder til dannelse af vandris.

For alle træarter gælder, at unge bevoksninger reagerer hurtigt på hugstindgreb, og at man kan frembringe god skov både ved svage og ved stærke hugster. Det må betragtes som en stor fordel, at man kan behandle skoven ret elastisk, og at man herved kan indrette hugsterne efter sine egne omstændigheder og markedsforholdene. Man skal dog ikke drive elasticiteten så vidt, at man ikke passer de unge bevoksninger.

En simpel måde at sørge for, at man kommer over hele skoven med rimelige mellemrum, kan være at opdele den i tre til fem delområder, og at man så passer ét af disse områder med hugst hvert år. Man bør også hvert år tage vare på større træer, som stormfældes, eller som står og dør, dels fordi der kan være en værdi i dem, dels fordi de kan give anledning til, at barkbiller m.v. spreder sig.

I tider med stærk inflation kan det være bedre at have træ stående i skoven end at have penge i sparekassen, og der kan derfor være noget, der taler for en lidt henholdende hugst; men det må aldrig føre til, at bevoksningerne bliver overladt til sig selv, så træer af værdi går ud, eller dårlige træer undertrykker og kvæler de gode.