Oprisning

Når nåletræbevoksninger er blevet 6–8 m høje, er de nedre grene i regelen visne, og tiden inde til at foretage første udhugning.

Bevoksningerne er da uigennemtrængelige, hvorfor man riser dem op ved at fjerne de tørre grene op til mandshøjde i hvert andet rækkemellemrum. Dette gøres bedst med økse, og man bør undgå at såre barken. Samtidig med oprisning fjernes løvtræpiskere, overlevende kaprifolier m.v.

Hvis bevoksningen er god og ensartet, indeholder den ofte så mange gode træer, at man ikke behøver at spare på disse, og det kan da være naturligt at hugge f.eks. hver tredje eller fjerde række, og oprisningen kan derved undgås. I hedeplantagerne er det almindeligt, at man afsætter hele træer fra de første hugster til flis.

Hvis ikke rækkehugsterne er tilstrækkelige som udslæbningsspor, bør sådanne indlægges samtidig med første hugst. Det kan være svært at orientere sig i tætte nåletræplantninger, men ved forsøgsvis at afmærke de træer, der skal fældes ved sporindlæggelsen, med plastbånd eller høstbindegarn, bør man søge, at få sporene lagt uden om bløde partier i jorden, store sten og andre hindringer.

Man skal passe på ikke at få lavet for mange udslæbningsskader. Særlig om foråret og i forsommeren, hvor barken let løsnes ved påkørsel, bør man være forsigtig. Barkskrab giver normalt ikke anledning til, at rodfordærversvampen vinder indpas; men andre svampe inficerer sårene, og råd herfra kan hurtigt brede sig og gøre træet værdiløst.

Bortset fra den første tynding, der evt. kan være en rækkehugst, bør hugsterne ske efter udvisning. Hvis samme person skal vise ud og hugge, kan man spare udvisningen; men man får dog let et bedre resultat ud af det ved at skille de to aktiviteter.

Ved udvisningen fjernes dels dårlige træer, dels foretages der en tynding blandt lige store træer, for at opnå en større tykkelsesvækst på de tilbageblivende. De blivende træer søges så vidt muligt regelmæssigt fordelt.

Formålet med tyndingshugst

Formålet med tyndingshugsterne er dels at give bedre udviklingsmuligheder for de blivende træer, men sandelig også at opnå et tidligt økonomisk udbytte, og det er vigtigt, inden man går i gang med iværksættelsen af tyndingshugsten, at finde ud af, hvilke sortimenter det bedst betaler sig af aflægge ved hugsterne.

Ved disse bør man fjerne træer, som er døde eller døende, for at udnytte dem, medens tid er. Dog bør man i forblæste udkanter og rande af stormfaldshuller lade døde og døende træer stå, idet disse, ved at si vinden, beskytter den bagved liggende bevoksning mod fortsat vindfald. Lad træerne i de forblæste kanter stå, og underplant hellere de svage rande!

Spørgsmålet om, hvor stærkt man skal tynde, har været meget diskuteret. Mange forsøg har vist at den samlede produktion målt i kubikmeter – er næsten uafhængig af tyndingsstyrken, dog under forudsætning af, at denne ikke er så svag, at træer dør uden at blive høstede – eller så stærk, at vedmassen bliver under 50 pct. af, hvad der maksimalt kunne vokse på arealet.

Derimod er der meget stor forskel på de høstede træers dimensioner, oprensning og grentykkelse, eftersom man hugger mere eller mindre stærkt. I tabel 1 er vist uddrag af resultaterne fra tre af Statens Forstlige Forsøgsvæsens hugstforsøg i rødgran, spændende fra en fattig hedeplantage til Øst-Lollands svære lerjord. I alle tilfælde produceres der langt mere stort træ ved de stærke tyndingsintensiteter end ved de svagere.

Tabel 1. Rødgran. Hugstforsøg på forskellige lokaliteter. Produktion af stammemasse med en brysthøjde-diameter større end 20 cm (m3/ha) indtil den anførte alder.

(Bryndum 1969 og personlig medd.)

I tabel 2 er anført resultaterne fra hugstforsøg i en af de højest producerende sitkagranbevoksninger i landet. Også her er masseproduktionen, bortset fra den allerstærkeste hugst (D-hugst), uafhængig af hugststyrken, men produktionen af stort træ tiltager med stigende hugststyrke.

Tabel 2. Sitkagran. Hugstforsøg i Nystrup klitplantage, 45-årig omdrift. Produktionens fordeling til dimensionsklasser, m3/ha.

(Henriksen 1961)

I tabel 3 er vist et eksempel på den relative værdiproduktion i et hugstforsøg i rødgran. Det fremgår heraf tydeligt, at de stærke hugster giver størst økonomisk udbytte, og at forholdet er særligt markant, hvis man arbejder med en høj rentefod.

Tabel 3. Rødgran. Hugstforsøg i Gludsted plantage. Værdiproduktionen ved forskellige hugstgrader opgjort ved 72-årig omdrift. Der er regnet med fast prisniveau og henholdsvis ingen rente, 2½% og 5%, idet alle indtægter er neddiskonteret til kulturtidspunktet. Værdierne er anført i relativt mål, med B-hugsten sat lig 100.

(Bryndum 1969).

I almindelighed kan man foretage meget stærke førstegangs-indgreb i unge, tætte nåletræbevoksninger (op til 50 pct. af stamtallet kan fjernes på een gang). Fortsættes den meget stærke hugst op i højere aldre, vil dette dog i de fleste tilfælde medføre tab i tilvækst, så man bør overgå fra stærk til svag eller ingen hugst i slutningen af omdriften. Denne skiften fra stærk til svag hugst er også begrundet med, at nåletræbevoksninger umiddelbart efter hugstindgreb lettere stormfældes. Stormfaren bliver alvorlig fra højder på 12–14 m, men ved at gennemføre den stærke hugst i de unge bevoksninger, kan man bevare stabiliteten hos enkelttræerne og alligevel opnå en stor diametertilvækst på disse.

Hugstintervaller

Hugstintervallerne i nåletræbevoksninger bør ikke være for store, to til fire år i tyveårsalderen, senere længere, og i den sidste halve snes år eller mere før afdrift slet ingen hugst af hensyn til risikoen for stormfald. Hvis man er kommet for sent i gang med tyndingshugsterne, må man ikke pludselig hugge stærkt – men gennnemføre hyppige og svage indgreb.

Nåletræbevoksninger skal hugges svagt eller slet ikke hugges i den sidste halve snes år eller mere af omdriften, fordi man derved nedsætter risikoen for stormfald. Gennemhugninger i den ældre nåleskov bliver lidt mindre risikofyldte, hvis de udføres sent på foråret, når vinterstormene er overstået. I øvrigt tiltager stormfaldsrisikoen generelt med træernes højde.

Selv om man er nået til det stadium, hvor man ikke mere har tænkt sig at tynde gamle granbevoksninger, bør man dog sørge for at høste døde og døende træer.

Meget stærkt rådangrebne bevoksninger skal man ikke holde i lang omdrift, da der måske så rådner ligeså meget træ væk, som bevoksningen gror.