Et nyt begreb?

Naturnær skovdrift er en betegnelse, som er kommet på banen i de seneste år. Men den grundlæggende tankegang, nemlig at bygge på skovenes naturlige processer, er langt fra ny. Allerede en skovforordning fra 1791 fastslår, at skovdriften bør “fornemmelig at stræbe efter at følge og understøtte naturen i dens virkninger”.

Skovdriften har da også – især hvis der sammenlignes med intensiv landbrugsdrift – i høj grad bygget på naturnære driftsprincipper.

Et nyt indhold

Indholdet af den nye naturnære skovdrift er på en række områder mere snæver i opfattelsen af den gode skovdrift. Fx er endemålet uensartede blandingsbevoksninger, hvor foryngelsen sker ved selvsåninger i småhuller eller lysbrønde.

Den traditionelle skovdrift har i betydeligt omfang anvendt ensaldrende bevoksninger, der består af en enkelt træart og som forynges ved plantning efter renafdrifter. Denne driftsform søges undgået eller minimeret i den nye naturnære skovdrift.

Hensigten

Fordelen ved naturnær skovdrift er en opbygning af robuste skove, der i mindre grad rammes af skader (fx stormfald eller insektangreb). Samtidig får skovene et større potentiale for selvforyngelser, hvorved omkostningstunge gentilplantninger kan udgås. Desuden kan naturnær skovdrift gavne den biologiske mangfoldighed og skabe skove, der er mere spændende at færdes i.

Omstilling til naturnær skovdrift

Omstilling til naturnær skovdrift kan tage mange årtier. Konsekvenserne (specielt de økonomiske) er desuden langt fra kendte. Fx har vi kun ringe viden om denne driftsforms indvirkning på kvaliteten af det producerede gavntræ og på størrelsen af udgifter til pleje af bevoksningerne. Desuden er det ikke altid sikkert, at de naturnære bevoksninger let kan selvforynges. Lokale forhold (fx vildttryk) kan nemlig vanskeliggøre foryngelserne.

Skov- og Naturstyrelsen har allerede besluttet at statsskovene omstiller helt til naturnær drift. De private skovejere skal være glade for denne beslutning. Konsekvenserne af statsskovenes store eksperiment vil vise sig ad åre. Det giver det private skovbrug et bedre grundlag for beslutning om naturnær drift er hensigtsmæssigt på den enkelte skovejendom.

Omstilling til naturnær drift i private skove

Det private skovbrug vil fortsat anvende en lang række forskellige driftsformer. Nogle skovejere fortsætter som hidtil og afventer evt. resultaterne fra statsskovenes omstilling. Andre skovejere (bla. de, der vil have skoven certificeret), følger den nye naturnære drift her og nu – hvilket er lettest i de østdanske løvskove. Og nogle skovejere fortsætter blot praksis – idet driften i nogle privatskove har fulgt mange af principperne for naturnær skovdrift.

For mange skovejere vil større eller mindre tilpasninger i driften dog komme på tale. I praksis kan skovdriften jo være mere eller mindre naturnær – og det er den enkelte skovejer, der vælger hvor på skalaen driften skal lægges ud fra den aktuelle skovtilstand samt ud fra sine mål og økonomiske forventninger.

Værktøjskassen for naturnær skovdrift

Der er en række værktøjer, du kan tage i brug for at opnå en mere naturnær skovdrift i din skov.

Større andel af hjemmehørende træarter. Træarter, der er naturlige i Danmark (fx bøg, eg og skovfyr), er generelt mere robuste over for skader og ret villige til at selvforynge sig. Nogle ikke-hjemmehørende træarter kan også være relativt robuste (fx douglas og lærk) eller villige til selvforyngelse (fx ædelgran).

Mere blandskov. Blandingsbevoksninger er ofte relativt robuste over for et totalt bevoksningssammenbrud pga. klimatiske skader (herunder stormfald) eller sygdomme.

Større aldersmæssig variation. Uensaldrende bevoksninger er relativt mere modstandsdygtige end ensaldrende bevoksninger mod store, fuldstændige fladefald under orkaner.

Færre renafdrifter. Selvforyngelser (eller plantninger) under skærm eller i småhuller medfører, at skovklimaet også bevares i foryngelsesområderne – i modsætning til på større renafdriftsarealer. Naturlig foryngelse slår ofte bedre an i uensartede blandingsbevoksninger og kan være billigere end plantninger.

Mindre brug af pesticider og jordbearbejdning gennemføres lettere, når der ikke anvendes renafdrifter. Ved renafdrift resulterer lystilgangen ofte i et ukrudtstryk, der er skadelig for foryngelsen.

Du kan se eksempler på anvendelse af værktøjerne i boksen herunder. Brug af disse metoder resulterer ofte i bedre forhold for plante- og dyrelivet. De kan suppleres med tiltag, der direkte gavner den biologiske mangfoldighed, fx at efterlade mere dødt ved i bevoksningerne eller helt undlade skovdrift på udvalgte arealer.

Mange bevoksninger (fx ensaldrende rødgranbevoksninger) er svære at udvikle til robuste, uensaldrende bevoksninger med muligheder for selvforyngelse. Her kan løsningen være, at der efter renafdrift tilplantes med træarter, der på længere sigt udvikler sig til den ønskede bevoksningstype. Det kan være en dyr løsning – og der er p.t. ikke mulighed for at opnå tilskud til tilplantninger med hjemmehørende træarter.

Skovtyper som skovdyrkningsmål

Omstilling til naturnær drift er ofte en proces, der løber over mange år og indeholder mange elementer. En måde for dig at styre denne proces er at opstille skovdyrkningsmål for forskellige områder i skoven.

Et praktisk redskab til at illustrere skovdyrkningsmålene er de såkaldte skovtyper, som beskriver en række bevoksningstyper mht. træarter, aldersvariation, foryngelsesmetoder, etc.

Hvilke skovtypen, du skal sigte imod på det givne areal vil afhænge af en række faktorer, så som nuværende bevoksningstype, jordbund, lokalklima samt dine mål og forventninger.

Udpegningen af egnede skovtyper kan fx ske i forbindelse med udarbejdelse af en grøn driftsplan.

Skovtyperne er beskrevet nærmere i artiklen Skovtyper – skovdyrkningsmål for naturnær skovdrift.